Grafiker Helle Vibeke Jensen nærstuderer de første trykprøver af "Bibelen til konfirmander". Foto: Bibelselskabet.
Grafiker Helle Vibeke Jensen nærstuderer de første trykprøver af "Bibelen til konfirmander". Foto: Bibelselskabet.

11.08.2016 Thilde Thordahl Andersen

Illustrator bag ny konfirmandbibel: Jeg tegner til den voksne i konfirmanden

Helle Vibeke Jensen står bag illustrationerne til den nye konfirmandbibel, og hun har lavet unikke forsider til alle 66 bøger i Bibelen. Research og en stor respekt for de unge har været afgørende i kunstnerens arbejde med illustrationerne

Der er 66 bøger i Bibelen, og kunstner Helle Vibeke Jensen har lavet en forsideillustration til dem alle sammen i Bibelselskabets nye udgivelse, Bibelen til konfirmander.

Helle Vibeke Jensens står også bag bogens omslag, personikoner, vignetter og meget mere. Bogens udtryk er i øjenhøjde med konfirmanden, og det har været vigtigt for Helle Vibeke Jensen:

"Teenagere er jo vidt forskellige. Nogle leger stadig med dukker, mens andre drømmer om at blive kastet ned fra en helikopter foran kirken til deres konfirmation. Så jeg har ikke prøvet at tækkes dem, men med mine illustrationer kigger jeg dem i øjnene og kommunikerer til den del af dem, der er ved at blive voksen," siger kunstneren.

Hun har gennem to et halvt år arbejdet på de mange illustrationer, der indleder Bibelens bøger.

Bevæbnet med blyant og skitseblok har hun ladet sig inspirere af omverden og tegnet mennesker, dyr, planter og hundredvis af bogstaver. Som del af de 66 illustrationer indgår nemlig titlerne på de forskellige bøger, og titlernes visuelle udtryk har Helle Vibeke Jensen også skabt:

"Jeg besluttede, at jeg selv ville skabe de alfabeter, der skulle blive til titlerne i illustrationerne. Så hvis jeg sad i et fly og så en mand med avisen New York Times, lod jeg mig inspirere af den skrifttype. Og hvis jeg sad i en kirke eller i et tog eller på Nationalmuseet, havde jeg også blokken med og tegnede mine indtryk. Jeg tegnede altid de bogstaver, der var foran mig."

Lytter efter noget andet i Bibelen

I processen har Helle Vibeke Jensen også brugt omtrent en måned på at høre hele Bibelen på lydbånd. I mens har hun siddet med sine skitsebøger og tegnet det, der blev læst op for hende. Personer, dyr, planter, bygninger, årstider og så videre og så videre. Men hvorfor egentlig lytte selv? Hvorfor ikke bede forlaget om et resumé af Bibelen?

"Jeg tror ikke, jeg så ville have opdaget alle de ting, der interesserer mig som kunstner. Mens andre måske lytter efter handlingen i teksten, er jeg mere optaget af, hvor handlingen foregår. Er der klipper? Er det i en ørken eller ved en flod?" forklarer Helle Vibeke Jensen.

Hun har lagt stor vægt på, at indholdet i de 66 bøger er meget forskelligt, og at hver illustration derfor skulle være sin egen. Derfor er nogle illustrationer præget af historiske indtryk, mens andre har et mere moderne præg.

En digital collage

Helle Vibeke Jensens illustrationer er lavet som digitale collager. Hun har scannet alle sine tegninger fra skitsebøgerne ind på computeren og der arbejdet med at sætte dem sammen i collager.

"Jeg har rejst meget i Syrien og resten af Mellemøsten, og jeg har et stort fotoarkiv fra mine rejser. Det har jeg brugt i illustrationerne og udvalgt forskellige figurer til collagerne. Det kan være alt fra en moderne lampe til et landskab, men jeg har været konsekvent med kun at bruge fotos fra det mellemøstlige område," fortæller hun og tilføjer, at det ikke altid er umiddelbart genkendeligt i illustrationerne, når der indgår dele af et foto, men at tilstedeværelsen giver illustrationerne en væsentlig troværdighed.

En anden type bog

Helle Vibeke Jensen fortæller, at arbejdet med Bibelen til konfirmander har været noget særligt:

"Det har været en stor, udfordrende og meget spændende opgave at illustrere Bibelen. Det har været som at illustrere et meget stort historisk værk, fordi det rummer så mange forskellige og centrale fortællinger."

Om Helle Vibeke Jensen

Helle Vibeke Jensen (f. 1960), uddannet på Danmarks Designskole, er billedkunstner og illustrator.



Hun har modtaget en lang række priser og legater, herunder Kulturministeriets Illustratorpris, for sit alsidige kunstneriske arbejde.

Bibelen til konfirmander

Grundværktøj til undervisningen af konfirmander
Konfirmandbibelen
299,95

Forfatter: Louise Højlund, Lars Nymark Heilesen og Mette Behrndtz (red.)
Illustrator: Helle Vibeke Jensen
Sidetal: 1680 sider plus 54 navigationssider
Indbinding: Softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-747-0