Lille piges tro griber verden: Tilgav Islamisk Stat. Foto: SAT-7.
Den iranske flygtning Myriam er med sin urokkelige tro en inspirationskilde for mange. Foto: SAT-7

13.12.2017 Louise Graa Christensen

Lille piges tro griber verden: Tilgav Islamisk Stat

For tre år siden mødte SAT-7 KIDS den irakiske flygtning Myriam, der har et radikalt budskab om tilgivelse. Hendes ord er gået verden rundt og har rørt mange undervejs. Samtidig har hun fortsat sin egen trosrejse

”Jeg kan stadig høre Myriams ord for mig.” Sådan siger Essam Nagy, der er tv-vært og har interviewet Myriam i Erbil – en by i det nordlige Irak. For ham har netop det interview været højdepunktet i tiden som tv-vært på SAT-7 KIDS. Interviewet fandt sted i 2014, hvor Essam Nagy i en samtale spurgte hende, hvordan hun havde det med de IS-krigere, der tvang hende, familien og mange andre indbyggere til at flygte fra Qaraqosh.

”Det eneste, jeg kan gøre, er at bede Gud om at tilgive dem,” lød hendes svar, hvorefter hun tilføjede, at hun selv tilgav dem.

Læs også: 10-årig irakisk flygning: Jeg tilgiver Islamisk Stat

Urokkelig i sin tro

SAT-7s video af Myriams interview gik verden rundt på diverse sociale medier – og nåede dermed ud til mindst 2,5 millioner mennesker. Desuden gav interviewet anledning til overskrifter i internationale medier, og mange seere reagerede på hendes budskab. For eksempel skrev en SAT-7 seer fra USA: ”Myriam er en inspirationskilde, og jeg håber, hun ved, hvilken indflydelse hendes urokkelige tro har haft på andre.”

Kirken er ikke bare en bygning, den findes inde i mennesker. Det er de irakiske flygtninge et godt eksempel på, for selvom deres kirker er blevet bombet, lever kirken stadig i dem.

I løbet af interviewet delte Myriam tre bønner: For det første ønskede hun sig, at hendes ord ville gå verden rundt, dernæst at hun kunne vende tilbage til skolen og som det sidste at blive genforenet med sin bedste veninde Sandra. Alle tre ønsker er blevet til virkelighed. I 2015 satte SAT-7 KIDS Myriam og Sandra i kontakt med hinanden via en videochat på programmet Lad os synge sammen (eng. Lets Sing Together). Og da kanalen som en overraskelse aflagde Myriam et besøg senere på året, havde Sandras familie sluttet sig til Myriams familie i Erbil, og de to piger kunne nu gå i skole sammen.

”Ingen kan overvinde dig”

Sidste gang Myriam deltog i et program på SAT-7 KIDS var under befrielsen af Nineveh-sletten i 2016. Selvom hendes familie så frem til at kunne vende hjem, fortalte hendes far, Waleed, at han ikke mener, fred er noget, man finder i huse eller lande: ”Fred er noget, man finder hos Jesus. Uanset hvilken situation, du befinder dig i – om det så er en ildebrand – gør bevidstheden om, at Jesus er hos dig, at ingen kan besejre dig,” sagde han.

Myriam og mange andre kristne fra Mellemøsten har bevaret deres tro og evne til at tilgive på trods af al den ulykke, de har gennemgået. ”Kirken er ikke bare en bygning, den findes inde i mennesker. Det er de irakiske flygtninge et godt eksempel på, for selvom deres kirker er blevet bombet, lever kirken stadig i dem,” forklarer Nagy.