Diakonikonsulent: Julens budskab skal først og fremmest leves

Hvilket bibelvers bærer dig i din tjeneste i juletiden – og hvorfor?

”Det er ordene fra juleevangeliet i Lukasevangeliet kapitel 2, hvor englen siger til hyrderne: ‘Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.’

Det er det vers, jeg vender tilbage til i juletiden. For mig rummer det noget helt grundlæggende. Vi skal ikke lade os fylde af frygt. Vi skal ikke lade frygten få det sidste ord. I stedet bliver vi inviteret til at opdage glæden og rette blikket mod den.

Og så er det så vildt inkluderende. Det er ikke en glæde for en bestemt gruppe. Det er ikke kun for dem, der har styr på livet eller på troen. Det er en glæde for hele folket. For alle.

Det siger også noget, hvem englen taler til. Det er hyrderne på marken. De stod nederst i samfundet. Og alligevel er det dem, der først får glæden forkyndt. Det oplever jeg som meget stærkt.

Der er også en stor gavmildhed i det. Hvis det virkelig er sandt, at Gud kommer med en glæde for alle, så er det også en glæde, Gud vil have os til at leve i og dele med hinanden. En glæde, som ikke skal holdes tilbage, men gives videre.”

Hvordan bruger du verset i praksis?

”Det præger helt konkret, hvordan jeg møder mennesker. Jeg prøver at gå ind i møder med andre i tillid. En tillid til, at Guds gavmilde glæde gælder dem på forhånd. Også før jeg overhovedet har mødt dem.

Det betyder, at jeg ikke behøver at møde mennesker med rynket pande eller bekymring. Jeg kan møde dem med åbenhed og forventning. For mig er det både åndeligt og meget menneskeligt. Det er en tillid, der går både lodret og vandret. Tillid til Gud og tillid til mennesker.

Helt konkret har jeg her i juletiden taget verset frem på plejehjem, når vi har sunget julesalmer sammen. Så deler jeg fortællingen om, at glæden fra juleevangeliet også rækker ind dér, hvor livet er skrøbeligt.

Hvis Gud virkelig har taget bolig i et lille barn, i menneskelig svaghed, så har Gud også taget bolig i vores skrøbelighed. Det giver os lov til at håbe, også når livet er allermest sårbart.

Jeg går altid ind i mødet med andre mennesker med en stille bøn om at få lov til at reflektere Guds håb, glæde og tillid på en måde, som passer præcis til det menneske, jeg møder. Så de ikke bliver blæst omkuld, men kan mærke, at det her er til dem. Det handler om den rette dosering og om at møde hinanden dér, hvor vi er.”

Er der konkrete situationer i juletiden, hvor verset har gjort en forskel?

”Ja, det oplever jeg mange steder i praksis. Noget af det, der betyder meget for mig, er, at kristentroen og diakonien ikke kun bliver noget, vi taler om, men noget, vi er og gør.

For eksempel synger vi gårdsange og salmer på et plejehjem. Det begyndte under corona, og siden har vi sunget dér over 100 gange. Vi er typisk 20 til 30 frivillige gårdsangere, som samles på det lokale plejehjem og synger med beboerne – også her i juletiden. Vi synger både om humor og alvor. Gak og løjer, men også salmer med dybde og håb.

Det bekræfter mig igen og igen i, at der ikke skal så meget til. Nærvær og opmærksomhed kan gøre en stor forskel for mennesker i sårbare situationer.

Jeg oplever det samme, når jeg laver praktisk diakoni sammen med min ven Flemming, som ikke kommer i kirke til daglig. En dag hjalp vi sammen med en gruppe unge nogle pensionister med havearbejde. Flemming kørte rundt med sin havetraktor og fjernede haveaffald, og pludselig sagde han til mig: ‘Thyge, jeg kommer sgu til at tro mere på Gud af at lave det her sammen med dig.’

Jeg svarede ham: ‘Flemming, jeg kommer også til at tro mere på Gud af at lave det her sammen med dig.’ 

For mig er det et meget konkret billede på, at Gud viser sig i det små. Ligesom i juleevangeliet, hvor englene synger for hyrderne, som stod nederst i samfundet, og hvor Guds søn bliver født i en stald og lagt i en krybbe. Det er i det små, den store glæde begynder.”

Er der steder i Bibelen, hvor du støder dig på ord eller vendinger?

”Jeg får det svært med Bibelen de steder, hvor forholdet til Gud skildres som noget eksklusivt for de få. Jeg har i mit liv med Gud og mennesker valgt at kaste mig ud i en tillid til, at Guds glæde og Guds håb er for alle. Når Jesus på korset beder om tilgivelse for dem, der slår ham ihjel, oplever jeg det som dybt inkluderende og håbefuldt.

Der, hvor fokus bliver på det eksklusive, har jeg svært ved at finde glæde. Det bliver tungt, og jeg kan ikke rigtig trække vejret i det. Jeg har heller ikke kunnet finde Gud dér.

Til gengæld oplever jeg, at julen, påsken og pinsen igen og igen lyser Bibelen op indefra. Det er det håb og den glæde, jeg har valgt at leve i.”

Hvis du skulle give én bibeltekst videre – hvilken skulle det være?

”Det hænger stadig sammen med juleevangeliet. ‘Frygt ikke. Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.’ Og barnet i krybben. Det kan jeg ikke komme udenom.

Men hvis jeg også skal nævne én tekst mere, så er det fra Johannesevangeliet kapitel 1, vers 9: ‘Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.’

I denne juletid vil jeg invitere mennesker til at være nysgerrige på, hvordan Jesus kan tænde lys i deres eget liv og i mødet med de mennesker, de har omkring sig.

For mig sker det altså ofte i mødet med andre mennesker – og også gennem julens salmer. Da min far døde for seks år siden, sad vi hjemme i december og sang julesalmer. Vi sang os gennem sorgen og ind i håbet. Og dér oplevede jeg på en særlig måde, at ordene kunne holde. At budskabet bar.”

Thyge Enevoldsen var i 28 år sognepræst i Grønnevang Kirke i Hillerød. Han er i dag diakonikonsulent i Helsingør Stift samt boligsocial SSP-medarbejder i Hillerød Kommune.