Kong David
Rey David (da Iglesia de San Pedro) - José Luis Filpo Cabana. Foto: Wikimedia Commons

Det Gamle Testamentes indhold

Traditionelt opdeler man Det Gamle Testamentes 39 skrifter i Loven, Profeterne og Skrifterne. Det gør de mange gammeltestamentlige skrifter nemmere at overskue.

Loven

Loven er betegnelsen for Mosebøgerne. Første Mosebog begynder med historien om verdens skabelse og de første mennesker, den såkaldte urhistorie. Den strækker sig over de første elleve kapitler, hvor man hører om hele menneskeheden.

Fra kapitel 12 snævrer perspektivet ind, idet man fortsætter med den mere specifikke historie om Guds udvælgelse af Abraham og hans slægt, som man så følger. Efter Abraham kommer Isak og efter Isak Jakob, som får navnet Israel. På den måde bliver det jødiske folk til. Manden Israels 12 sønner bliver stamfædre til folket Israels 12 stammer, som man følger både gennem Mosebøgerne og i de følgende skrifter.

I Anden Mosebog har man historien om Moses og udfrielsen fra Ægypten og pagten mellem Gud og folket på Sinajbjerget. Det er i den forbindelse, at folket får de ti bud på to lovtavler, men de får faktisk mange flere bud og forordninger, som man hører om i store dele af de øvrige mosebøger. Men selvom man overordnet og med god grund kalder de fem mosebøger for Loven, rummer de altså også meget fortællestof.

Profeterne

Den del af Det Gamle Testamente, som man kalder Profeterne, består af en række såkaldte ”tidlige profeter”. ”Såkaldte,” fordi man også kunne betragte dem som fortællende stof. Det drejer sig om Josvabogen, Dommerbogen, Første Kongebog og Anden Kongebog samt Første Samuelsbog og Anden Samuelsbog.

Desuden hører også de bøger, som egentlig er profetbøger, med til Profeterne. Det drejer sig om ”de store profeter”, Esajas’ Bog, Jeremias’ Bog og Ezekiels Bog samt om ”Tolvprofetbogen”, som er de tolv mindre profetskrifter Hoseas’ Bog, Joels Bog, Amos’ Bog, Obadias’ Bog, Jonas’ Bog, Mikas Bog, Nahums Bog, Habakkuks Bog, Sefanias’ Bog, Haggajs Bog, Zakarias’ Bog samt Malakias’ Bog.

Som nævnt er profeten Esajas’ Bog et af de bedst kendte og mest anvendte profetskrifter i kristen tradition. Det skyldes blandt andet, at den indeholder profetier om en skikkelse, som man plejer at kalde ’Herrens lidende tjener’ (se Esajas’ Bog kap. 53), hvis lidelse betyder, at alle andre mennesker går fri. Denne profeti har kristne til alle tider læst som en forudsigelse af Jesus Kristus og hans død for menneskers skyld.

Skrifterne

Skrifterne er de resterende skrifter i Det Gamle Testamente, nemlig Salmernes Bog, Jobs Bog, Ordsprogenes Bog, Ruths Bog, Højsangen, Prædikerens Bog, Klagesangene, Esters Bog, Daniels Bog, Ezras Bog, Nehemias’ Bog samt Første Krønikebog og Anden Krønikebog.

Skrifterne er først og fremmest en samling af filosofiske og poetiske bøger, men med vidt forskelligt indhold og stil. Hvor profetskrifterne og de fleste af Mosebøgerne primært handler om det israelitiske folk, indeholder for eksempel Prædikerens Bog og Ordsprogenes Bog det, man kan kalde almen visdom, som kan gælde for alle mennesker. Men man har også blandt Skrifterne bøger, der fortæller om Israels historie, blandt andet Første og Anden Krønikebog.

Blandt Skrifterne er det formentligt Salmernes Bog, der er den mest kendte. Salmerne, eller Davids Salmer, som de også kaldes, bruges i udstrakt grad i kristne kirker. Der er tale om en samling af bønner og lovsange, hvoraf de fleste traditionelt tilskrives Kong David - deraf navnet.

Det Gamle Testamente som jødernes helligskrift

Det Gamle Testamente er som sagt også jødernes hellige skrift. Det er til gengæld kun, hvis man er kristen, man kalder det for Det Gamle Testamente. Det forudsætter nemlig, at man har et nyt. For jøder er Det Nye Testamente ikke en del af Bibelen, for som jøde betragter man ikke Jesus som Guds søn eller Messias.

Derfor bruger jøder naturligvis ikke udtrykket "Det Gamle Testamente". De bruger i stedet ordet TaNaKh, som er en sammenskrivning af forbogstaverne i de hebraiske ord for Loven (Torah), Profeterne (Nevi’im) og Skrifterne (Ketuvim).