Omskrevet efter artikel af lektor Bodil Ejrnæs

Den danske bibel

Et vigtigt princip for danske bibeloversættelser er, at man oversætter direkte fra grundteksterne på hebraisk og græsk – man oversætter ikke fra en anden oversættelse. Det er et oversættelsesideal, som man har overtaget fra ikke mindst Martin Luther, og som har været benyttet siden Reformationen.    



Derudover har man i bibeloversættelseshistorien to grundtraditioner. I den første lægger man vægt på at oversætte tekstens mening. I den anden lægger man vægt på at oversætte den oprindelige grundtekst så ordret som muligt, en såkaldt ord til ord-oversættelse.



Disse to positioner afspejler sig også i den danske oversættelses tradition. Christian III’s danske bibel blev oversat på grundlag af Luthers tyske oversættelse fra grundsprogene. Fokus var her tekstens mening.



Luthers oversættelsesideal var samtidig også at oversætte Bibelens ord fra hebraisk og græsk til et mundret tysk, så man kunne undgå en knudret sprogbrug, som en mere ordret oversættelse ville afstedkomme. Det er ud fra dette ideal, at de første danske bibeloversættelser efter Reformationen blev foretaget. Derfor betegner moderne bibeloversættere også Christian III’s bibel som et sprogligt mesterværk.

Den danske oversættelsestraditions tre faser

Man kan sige, at den danske bibeloversættelsestradition forløber i tre faser:



Første fase i 1500 – 1600-tallet kan kaldes for “arven fra Luther”. I denne fase hører Christian III’s Bibel hjemme, ligesom også de revisioner, der kom i 1589 og 1633, hører hjemme her. Oversættelserne er kendetegnet ved at oversætte bibeltekstens mening. Desuden var de forsynet med forord og sammenfatninger/referater, der udstyrede læseren med en kort fortolkning af teksten.



Anden fase i 1600 – 1800-tallet er kendetegnet ved det, der kaldes den Resen-Svaningske tradition. Biskop Resen udgav i 1607 en ny oversættelse af hele Bibelen. Denne oversættelse var som den første foretaget udelukkende med udgangspunkt i grundsprogene græsk og hebraisk. Resens ideal var at oversætte så ordret som muligt. Derfor er sproget i denne oversættelse til tider knudret og præget af ord til ord-oversættelser af grundteksten.



Resen mente ikke, at teksten skulle oversættes mundret og frit. Tekstens af og til svært tilgængelige ordlyd så han som et udtryk for Helligåndens særlige måde at meddele sig på. En måde, som man måtte vænne sig til for ikke at udvande de hellige skrifters mening – at den så var vanskelig at forstå, var der ikke noget at gøre ved. Denne oversættelse kom i en række revisioner foretaget af Biskop Svane og var ligesom oversættelserne fra første fase forsynet med forord og sammenfatninger/referater.



Tredje fase fra 1900-tallet og frem er præget af de indsigter, man fik fra bibelkritikken og den historisk-kritiske tilgang til bibelteksterne. Her oversætter man på en måde, der ligger midt imellem de to grundtraditioner. Man forsøger at lave en oversættelse, der gengiver tekstens mening samtidig med, at den er så tro mod den hebraiske og græske grundtekst som muligt. Desuden er man mere påholdende med at forsyne teksterne med forord og fortolkninger. Man lader det i langt højere grad være op til læseren at fortolke selv.