Hvorfor autorisere oversættelser?

Man autoriserer bibeloversættelser primært, fordi man synes, at det er vigtigt, at man som kirke og kristne har én fælles oversættelse at gå ud fra. Enhver oversættelse rummer nemlig en grad af tolkning. Det gælder også bibeloversættelse.

Derfor kunne det være nærliggende, at de forskellige kristne kirkesamfund havde hver deres bibeloversættelse. Men på den måde ville man let glemme, at man har det samme udgangspunkt, nemlig Bibelen. De forskellige kirkesamfund er opstået ud fra forskellige tolkninger af den ene grundtekst. Derfor er der en væsentlig pointe i at kunne have en fælles autoriseret oversættelse af Bibelen, som de forskellige kirker og kristne bruger - for at holde fast i, at udgangspunktet er fælles.

Hvorfor oversættelse?

Overordnet set er bibeloversættelser nødvendige, fordi det i dag er de færreste, der behersker de sprog, hebraisk (Det Gamle Testamente) og græsk (Det Nye Testamente), som Bibelen er affattet på. Derudover ændrer vores sprogbrug sig gennem tiden, og det er derfor nødvendigt med tidssvarende oversættelser, der taler et sprog, vi forstår. 



Kort sagt kan man sige, at hvis en historie skal sige os noget og betyde noget i vores liv, er vi nødt til at forstå, hvad der bliver sagt. Det er gennem sproget, at vi begriber verden og os selv. Og netop derfor har mennesket altid fortalt historier, både om sig selv, om verden og om Gud.



Erkendelsen af, at man må forstå, hvad der bliver sagt, har altid været en del af den jødiske og kristne kultur. Og netop derfor har man også altid oversat de historier, der var en vigtig del af ens liv.

Hvorfor oversættelse ifølge Det Nye Testamente?

At det er vigtigt at forstå det talte sprog, nævnes også i Bibelen, specielt i det Nye Testamente. Her indtager oversættelsespraksis nemlig en central rolle. Det kan man blandt andet læse om i Apostlenes Gerninger 2,3-12. Her fortælles det, hvordan tilhørerne, der kommer fra alle egne af verden, pludselig kan høre og forstå evangeliet om Jesus, som nu ved Helligånden bliver oversat og talt til dem på deres eget modersmål.



Også Paulus er opmærksom på vigtigheden af at forstå, hvad der bliver sagt. Han udtrykker det på følgende måde i sit Første Brev til menigheden i Korinth, her citeret fra Bibelselskabets oversættelse af Det Nye Testamente til nudansk, Den Nye Aftale:



Hvis I ikke bruger sproget tydeligt og klart, hvordan skal folk så forstå hvad I siger? Så taler I jo bare ud i den blå luft. Der er mange sprog i verden, og de giver alle sammen god mening for dem der kan dem. Men hvis der er en der taler til mig på et sprog jeg ikke forstår, vil vi være fremmede over for hinanden. 1. Korintherbrev kap. 14,9-11.



Men i menigheden vil jeg hellere sige 5 fornuftige ord der gør andre klogere, end tusindvis af ord på et sprog ingen forstår. 1. Korintherbrev 14,19.



Hvis nogen vil tale i tunger, så lad to, højst tre komme til. De skal tale én ad gangen, og der skal være en til at oversætte hvad de siger. Hvis der ikke er nogen oversætter, så skal de tie stille når de er i menigheden, og nøjes med at tale til sig selv og Gud. 1. Korintherbrev kap. 14,27-28.



Det nytter altså ikke at tale et sprog, ingen forstår. Sproget afspejler det liv, vi lever. Og det skal tale ind i det liv, vi lever. Derfor er der stadig brug for nye oversættelser af Bibelen. For hvis vi ikke forstår sproget, forstår vi heller ikke meningen og betydningen af det, der bliver sagt.