Bibelen online

Første Makkabæerbog Kapitel 14

Demetrios II i persisk fangenskab

År 172 samlede kong Demetrios sine tropper og gik ind i Medien for at hverve hjælpetropper, så han kunne angribe Tryfon. Da Arsakes, kongen over Persien og Medien, hørte, at Demetrios var rykket ind i hans område, sendte han en af sine hærførere af sted for at tage ham til fange levende. Hærføreren rykkede ud og slog Demetrios' hær, tog ham til fange og førte ham til Arsakes, som satte ham i fængsel.

Lovprisning af Simon

Landet havde ro, så længe Simon levede.

Han stræbte efter goder for sit folk,

hans magt og berømmelse var dets glæde hele hans levetid.

Hans berømmelse voksede,

da han erobrede Joppe;

han gjorde den til udskibningshavn

til havets fjerne øer.

Han udvidede sit folks område

og befæstede sin magt over landet.

Han førte mange krigsfanger hjem

og gjorde sig til herre over Gezer, Bet-Sur og Borgen;

han fjernede alt urent fra den.

Ingen kunne stå ham imod.

Israelitterne dyrkede deres jord i fred,

jorden gav sin afgrøde,

og træerne på sletten deres frugt.

Gamle mænd sad på torvene,

de talte alle om folkets ve og vel;

de unge mænd iførte sig prægtige rustninger.

Han forsynede byerne med levnedsmidler

og udstyrede dem med fæstningsværker,

så hans ry nåede til jordens fjerneste egne.

Han skaffede landet fred,

og Israels glæde var stor.

Enhver sad under sin vinstok

og under sit figentræ,

uden at nogen jog dem bort.

Der var ikke længere nogen, som angreb dem i landet,

kongernes magt var brudt i de dage.

Han hjalp alle i sit folk, der var i ringe kår,

han granskede loven

og udryddede alle lovløse og onde.

Han gav helligdommen pragt

og skænkede den rigere udstyr.

Forbundet med Rom og Sparta fornyes

Nyheden om Jonatans død nåede Rom og også Sparta og vakte stor sorg. Da romerne nu hørte, at hans bror Simon var blevet ypperstepræst i hans sted, og at han havde magten i landet og dets byer, skrev de til ham på bronzetavler for at forny det venskab og forbund med ham, der havde været sluttet med hans brødre Judas og Jonatan. Tavlerne blev læst op for folkeforsamlingen i Jerusalem.

Dette er en afskrift af brevet, som spartanerne sendte: »Spartanernes ledere og by hilser ypperstepræsten Simon, de ældste, præsterne og den øvrige del af det jødiske folk som brødre. De sendebud, som er blevet sendt til vort folk, har fortalt om jeres ære og berømmelse, og vi har glædet os over, at de er kommet. Hvad de har sagt, har vi nedskrevet blandt folkets beslutninger på denne måde: Jødernes sendebud, Numenios, Antiokus' søn, og Antipater, Jasons søn, kom til os for at få venskabet med os fornyet; folket besluttede at give mændene en ærefuld modtagelse og at anbringe en afskrift af deres meddelelse blandt de offentlige dokumenter, så Spartas folk ikke skal glemme den.« En afskrift af alt dette sendte de til ypperstepræsten Simon. Herefter sendte Simon Numenios til Rom med et stort guldskjold, der vejede tusind miner, for at få forbundet med dem bekræftet.

Simons bedrifter og hans embeder

Da nu jøderne hørte alt det, sagde de: »Hvordan skal vi vise Simon og hans sønner vores taknemlighed? Han selv og hans brødre og hans fars hus har stået fast; de har angrebet Israels fjender og drevet dem bort og sikret folkets frihed.« De udfærdigede en indskrift på bronzetavler, som de anbragte på søjler på Zions bjerg.

Dette er en afskrift af den: »18. elul, år 172, det tredje år under Simon, den store ypperstepræst, i asaramel, blev det i den store forsamling af præster, lægfolk, folkets ledere og landets ældste kundgjort for os: Da landet var plaget af krige, trodsede Simon, Mattathias' søn af Jojaribs slægt, og hans brødre faren og rejste sig mod deres folks fjender, for at helligdommen og loven måtte bestå. De vandt stor berømmelse for deres folk. Jonatan samlede sit folk og blev dets ypperstepræst. Men da han var gået til sin slægt, ville fjenderne trænge ind i landet for at ødelægge det og lægge hånd på helligdommen. Så fremstod Simon og kæmpede for sit folk. Han brugte mange af sine egne penge til at udruste soldaterne i sit folks hær, og han udbetalte dem løn. Han befæstede Judæas byer og Bet-Sur ved Judæas grænse, hvor fjenden tidligere havde haft våbenarsenal, og han anbragte dér en jødisk besætning. Han befæstede også Joppe ved havet og Gezer ved grænsen til Ashdod, hvor fjenden før havde holdt til. Han befolkede byerne med jøder og forsynede dem med det, der var nødvendigt til deres istandsættelse.

Da folket så Simons trofasthed og den berømmelse, han søgte at opnå for sit folk, gjorde de ham til deres leder og ypperstepræst, fordi han havde gjort alle disse ting, og fordi han altid havde vist retfærdighed og trofasthed mod sit folk og på enhver måde havde stræbt efter at opnå storhed for sit folk.

På hans tid lykkedes det ved hans indsats at få hedningerne fordrevet fra landet, også dem i Davids by, Jerusalem, som havde etableret sig i Borgen; herfra var de stadig kommet frem og havde gjort helligdommens omgivelser urene og krænket dens renhed. Han befolkede den med jøder og befæstede den til sikring af landet og byen; og Jerusalems mure gjorde han højere.

Kong Demetrios godkendte ham derfor i embedet som ypperstepræst, gjorde ham til en af sine Venner og viste ham stor ære. Han havde nemlig hørt, at romerne havde udnævnt jøderne til at være deres venner, forbundsfæller og brødre, og at de var kommet Simons sendebud i møde og havde vist dem stor ære.

Jøderne og præsterne har nu besluttet, at Simon skal være deres leder og ypperstepræst for al tid, indtil der fremstår en troværdig profet. Han skal være deres hærfører og selv foretage ansættelser af dem, der skal tage sig af landets anliggender, af våbenforsyningerne og af fæstningerne. Han skal også tage vare på helligdommen, alle skal adlyde ham, alle offentlige dokumenter skal underskrives i hans navn, og han skal bære purpurkappe og guldsmykke.

Ingen af folket eller præsterne er det tilladt at sætte noget af dette ud af kraft, at udtale sig mod hans beslutninger, at kalde til folkeforsamling i landet uden hans billigelse og at bære purpurkappe og guldspænde. Den, der handler mod disse bestemmelser eller sætter nogen af dem ud af kraft, er hjemfalden til straf.

Hele folket har besluttet at give Simon ret til at handle efter disse bestemmelser. Simon har indvilliget heri og taget imod udnævnelsen til ypperstepræst, hærfører, hersker over jøderne og deres præster og alles leder. Og folket har bestemt, at denne indskrift skal udfærdiges på bronzetavler og anbringes på helligdommens område på et iøjnefaldende sted. Afskrifter af den skal lægges i skatkammeret, så Simon og hans sønner kan have dem til rådighed.«

Note:

År 172: 141/140 f.Kr.

Krydshenvisning:

1 Makk 12,33 13,11

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

3 Mos 26,4

Ez 34,27

Zak 8,12

Krydshenvisning:

Zak 8,4

Krydshenvisning:

1 Makk 13,33

Krydshenvisning:

1 Kong 5,5

Mika 4,4

Zak 3,10

Krydshenvisning:

Sl 72,4

Es 11,4

Krydshenvisning:

1 Makk 8,17-32 12,1-4

Krydshenvisning:

1 Makk 12,5-23

Krydshenvisning:

1 Makk 15,18

Note:

18. elul, år 172: aug.-sept. 140 f.Kr. Det gådefulde asaramel kan repræsentere en forvanskning i tekstens hebraiske forlæg af stednavnet Jerusalem eller af udtryk som »Guds folks forgård«, »fyrste over Guds folk« e.l.

Krydshenvisning:

1 Makk 2,1-28

Krydshenvisning:

1 Makk 10,20-21

Krydshenvisning:

1 Makk 13,1-9

Krydshenvisning:

1 Makk 11,65-66

Krydshenvisning:

1 Makk 13,43-48

Krydshenvisning:

1 Makk 13,42

Krydshenvisning:

1 Makk 13,10 13,49-52

Krydshenvisning:

1 Makk 13,10 13,49-52

Krydshenvisning:

1 Makk 13,36

Krydshenvisning:

1 Makk 2,18 15,15-24

Krydshenvisning:

1 Makk 2,18 15,15-24

Note:

Jøderne og præsterne har nu besluttet: efter ét græsk håndskrift. Göttingerudgaven har og at jøderne og præsterne nu havde besluttet.

Krydshenvisning:

1 Makk 4,46

Note:

deres hærfører: alle græske håndskrifter og Göttingerudgaven har yderligere så det er ham, der skal tage vare på helligdommen. Ordene er formentlig fejlagtigt kommet ind fra v. 43.

Krydshenvisning: