Bibelen online

Anden Krønikebog Kapitel 16

I Asas seksogtredivte regeringsår drog Israels konge Basha op mod Juda, og han befæstede Rama for at spærre vejen til og fra Judas konge Asa. Men Asa tog sølv og guld ud af skatkamrene i Herrens tempel og i kongens palads og sendte det til Arams konge Ben-Hadad, som regerede i Damaskus, med den besked: »Der er en pagt mellem dig og mig, mellem din far og min far. Jeg sender dig her sølv og guld; bryd nu din pagt med Israels konge Basha, så han drager bort fra mig.« Ben-Hadad bønhørte kong Asa og sendte sine hærførere mod Israels byer. De indtog Ijjon, Dan og Abel-Majim og alle forrådsbyerne i Naftali. Da Basha hørte det, holdt han op med at befæste Rama og standsede arbejdet. Kong Asa tog alle judæerne med sig, og de tog de sten og det tømmer, som Basha havde befæstet Rama med, og med det befæstede kong Asa Geba og Mispa.

På den tid kom seeren Hanani til Judas konge Asa; han sagde til ham: »Fordi du støttede dig til Arams konge og ikke til Herren din Gud, er aramæerkongens hær sluppet fra dig. Var nubierne og libyerne ikke en vældig hær med umådelig mange vogne og ryttere? Men fordi du støttede dig til Herren, gav han dem i din hånd. For Herrens øjne spejder ud over hele jorden, så han kan vise sin styrke og hjælpe dem, der helhjertet er med ham. Du har handlet tåbeligt i denne sag; fra nu af skal du altid have krig.« Men Asa blev rasende på seeren og lagde ham i blokken, for han blev vred over dette. Dengang fór Asa hårdt frem mod nogle af folket.

Hvad der er at fortælle om Asa, står fra først til sidst i Judas og Israels Kongers Bog. I sit niogtredivte regeringsår fik Asa en sygdom i fødderne, og han var alvorligt syg. Heller ikke under sin sygdom søgte han Herren, men lægerne. Asa lagde sig til hvile hos sine fædre; han døde i sit enogfyrretyvende regeringsår. Man begravede ham i den grav, han havde ladet grave til sig i Davidsbyen. Man lagde ham på et leje fyldt af balsamstoffer og alle slags krydrede salveblandinger og tændte et vældigt bål til ære for ham.

Krydshenvisning:

1 Kong 15,16-22

Krydshenvisning:

1 Kong 15,16-22

2 Kong 12,19

1 Krøn 18,5

Krydshenvisning:

1 Kong 15,16-22

Krydshenvisning:

1 Kong 15,16-22

Krydshenvisning:

1 Kong 15,16-22

Krydshenvisning:

1 Kong 15,16-22

Krydshenvisning:

2 Krøn 14,10

Jer 17,5

Krydshenvisning:

2 Krøn 14,8-12

Krydshenvisning:

Ordsp 15,3

Zak 4,10

Krydshenvisning:

2 Krøn 18,26

Krydshenvisning:

1 Kong 15,23-24

Krydshenvisning:

1 Kong 15,23-24

Krydshenvisning:

1 Kong 15,23-24

Krydshenvisning:

1 Kong 15,23-24

2 Krøn 21,19

Jer 34,5