Bibelen online

Klagesangene Kapitel 4

Ak! Guldet bliver sort,

det ædle guld forandres,

de hellige sten kastes

på hvert gadehjørne.

Zions kostbare sønner,

deres vægt værd i guld,

ak, de regnes nu for lerkrukker,

pottemagerhænders værk.

Selv sjakaler giver bryst

og ammer deres unger;

men mit folks datter er blevet grusom

som strudsen i ørkenen.

Den spædes tunge klæber

til ganen af tørst;

børn tigger om brød,

ingen rækker dem det.

De, der før spiste lækkerier,

ligger forkomne på gaderne;

de, der blev båret i purpur,

trykker sig nu i skarnet.

Mit folks datters skyld var større

end Sodomas synd,

den by, der blev ødelagt på et øjeblik,

uden at nogen løftede en hånd.

Hendes fyrster var renere end sne,

hvidere end mælk,

rødere end selv koraller,

deres skikkelse var safir;

nu er de sortere end sod,

man genkender dem ikke på gaden.

Deres hud klæber til knoglerne,

den er tør som træ.

De, der blev dræbt af sværdet, er lykkeligere

end de, der dræbes af sulten,

mens de ligger sårede hen,

fjernt fra markens afgrøde.

Med egne hænder må mødre

nu koge deres børn;

det er blevet deres føde,

for mit folks datter er lemlæstet.

Herren har givet sin vrede frit løb,

udøst sin glødende harme;

han satte ild på Zion,

og den blev fortæret lige til grunden.

Jordens konger og alle verdens beboere

havde ikke troet,

at fjender og modstandere

skulle gå ind ad Jerusalems porte.

Det skete på grund af profeternes synd

og præsternes skyld;

retfærdiges blod

udgød de i byen.

Blinde flakker de om i gaderne,

sølet i blod;

det, man ikke må røre, rører de

med deres klæder.

»Til side, han er uren!« råber man om dem.

»Til side, til side, rør ham ikke!«

Når de flygter og flakker om, siger man blandt folkene:

»De må ikke blive boende.«

Herren selv har splittet dem,

han vil ikke se dem mere.

Man har ingen respekt for præster,

ældste viser man ingen medynk.

Stadig stirrer vore øjne sig trætte

efter hjælp, men til ingen nytte;

på vor udkigspost spejder vi

efter et folk, men det bringer ingen hjælp.

De vogter på vore skridt,

så vi ikke kan gå på torvene.

Enden er nær, vore dage er omme,

ja, enden er kommet!

Vore forfølgere er hurtigere

end himlens ørne;

de jager os i bjergene,

ligger på lur efter os i ørkenen.

Herrens salvede, vor livsånde,

blev fanget i deres faldgruber;

det var om ham, vi sagde:

»I hans skygge skal vi leve blandt folkene.«

Fryd dig og glæd dig, Edoms datter,

der bor i landet Us;

også til dig skal bægeret komme,

du skal beruse dig og blotte dig.

Din straf er til ende, Zions datter,

han fører dig ikke bort igen.

Han vil straffe din skyld, Edoms datter,

afsløre alle dine synder.

Krydshenvisning:

1 Mos 19,24-25

Krydshenvisning:

5 Mos 28,53 28,57

2 Kong 6,29

Ez 5,10

Klages 2,20

Bar 2,1

Krydshenvisning:

Jer 17,27

Krydshenvisning:

Jer 26,8-11

Krydshenvisning:

3 Mos 13,45

Krydshenvisning:

Klages 2,6 5,12

Krydshenvisning:

Jer 37,5

Krydshenvisning:

Klages 3,64

Sl 137,7

Jer 25,15 25,21

Krydshenvisning: