Bibelen online

Salmernes Bog Kapitel 42

For korlederen. Maskil af Kora-sønnerne.

Som hjorten skriger

ved det udtørrede vandløb,

sådan skriger min sjæl

efter dig, Gud.

Min sjæl tørster efter Gud,

den levende Gud.

Hvornår kan jeg komme

og se Guds ansigt?

Tårer er blevet mit brød

dag og nat,

når de dagen lang spørger mig:

Hvor er din Gud?

Jeg husker det

og udøser min fortvivlelse:

Jeg gik i festskaren,

jeg vandrede til Guds hus

under jubelråb og takkesange

i valfartsskaren.

Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?

Hvorfor skælver du i mig?

Vent på Gud!

For jeg skal takke ham på ny,

min frelser og min Gud.

Min sjæl er fortvivlet,

derfor tænker jeg på dig

fra Jordans og Hermons egne,

fra Mis'ars bjerg.

Havdyb råber til havdyb,

når dine strømme bruser;

alle dine brændinger og bølger

skyller hen over mig.

Om dagen sender Herren sin godhed,

om natten lovsynger jeg ham

og beder til den levende Gud.

Jeg siger til Gud, min klippe:

Hvorfor har du glemt mig?

Hvorfor skal jeg vandre i sorg

plaget af fjenden?

Det går mig til marv og ben,

mine fjender håner mig

og spørger mig dagen lang:

Hvor er din Gud?

Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?

Hvorfor skælver du i mig?

Vent på Gud!

For jeg skal takke ham på ny,

min frelser og min Gud.

Note:

Se til Sl 32,1.

Krydshenvisning:

1 Krøn 6,16-22

2 Krøn 20,19

Krydshenvisning:

Sl 63,2

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Sl 27,4

Krydshenvisning:

Sl 43,5 116,7

Krydshenvisning:

Sl 69,3

Krydshenvisning:

Sl 119,62

Krydshenvisning:

Sl 43,2 92,16