To ældste blandt folket var det år blevet udpeget til dommere; det var om dem, Herren havde sagt: »Lovløshed udgik fra Babylon, fra de ældste, som var dommere og gjaldt for at være dem, der skulle styre folket.« De holdt til i Jojakims hus, og alle, som havde retssager, kom til dem.

Ved middagstid, når folk var gået, plejede Susanna at gå ud og spadsere i sin mands park. De to ældste så hende hver dag komme ud og gå omkring, og de blev grebet af begær efter hende. De lod deres tanker komme på afveje, vendte blikket nedad, ville ikke se mod himlen og huskede ikke på de retfærdige bud. De var begge syge af begær efter hende, men de fortalte ikke hinanden, hvor meget de led, for de skammede sig ved at fortælle, at de begærede at ligge med hende. Og hver dag lurede de ivrigt på at få hende at se.

En dag sagde de til hinanden: »Lad os gå hjem; det er spisetid.« Og da de var kommet udenfor, gik de hver til sit. Men de vendte tilbage og mødtes igen, og da de spurgte hinanden om grunden, indrømmede de deres begær. Derpå aftalte de et tidspunkt, hvor de kunne finde hende alene.

Mens de ventede på en belejlig dag, kom hun engang ud i parken, som hun plejede, kun sammen med to af sine piger, og hun fik lyst til at bade i parken, for det var meget varmt. Der var ingen dér undtagen de to ældste, som havde skjult sig og lå og lurede på hende. Hun sagde til pigerne: »Hent olie og salver til mig, og luk porten til parken, så jeg kan bade.« De gjorde, som hun sagde, lukkede porten til parken og gik ind ad en bagdør for at hente det, hun havde givet dem besked om; de så ikke de ældste, der lå skjult. Men da pigerne var gået ind, rejste de to ældste sig op og løb hen imod hende og sagde: »Se, porten til parken er lukket, og der er ingen, der ser os. Vi begærer dig. Gør, som vi siger, og lig med os. Ellers vil vi vidne imod dig og sige, at en ung mand lå med dig, og at det var derfor, du sendte pigerne bort.« Susanna sukkede og sagde: »Jeg ser ingen udvej! Hvis jeg gør det, bliver det min død, og hvis jeg ikke gør det, kan jeg alligevel ikke slippe fra jer. Jeg vælger at lade være at gøre det. Hellere være prisgivet jer end synde mod Herren!« Så skreg Susanna højt, men også de to ældste råbte op imod hende, og den ene løb hen og åbnede porten til parken. Da folkene i huset hørte råberiet i parken, kom de styrtende ud ad bagdøren for at se, hvad der var sket med hende. Men da de ældste havde givet deres fremstilling, følte tjenerne dyb skam, for aldrig før var noget sådant blevet sagt om Susanna.

Da folket næste dag samledes hos hendes mand Jojakim, kom de to ældste, opfyldt af deres forbryderiske plan mod Susanna om at få hende dømt til døden. De sagde i folkets påhør: »Send bud efter Susanna, Hilkijas datter, som er gift med Jojakim.« Der blev sendt bud efter hende, og hun kom sammen med sine forældre og sine børn og alle sine slægtninge. Susanna var yndig og så dejlig ud, og forbryderne gav befaling om at tage sløret af hende, for at de kunne se sig mætte på hendes skønhed; hun var nemlig tilsløret. Og de, der var sammen med hende, og alle, der så hende, græd. Så stillede de to ældste sig midt blandt folket og lagde hænderne på hovedet af hende; grædende så hun op mod himlen, for af hjertet stolede hun på Herren. De ældste sagde: »Mens vi gik alene omkring i parken, kom hun ud sammen med to piger, låste porten til parken og sendte pigerne bort. En ung mand, der havde holdt sig skjult, kom så hen til hende, og han lagde sig hos hende. Vi befandt os i et hjørne af parken, og da vi så denne lovløse handling og skyndte os hen til dem, så vi, at de lå med hinanden. Ham kunne vi ikke overmande, for han var stærkere end vi, og han åbnede porten og slap væk; hende derimod fik vi fat i og spurgte, hvem den unge mand var, men hun ville ikke fortælle os det. Dette er vi vidner på.« Og forsamlingen troede dem, da de var folkets ældste og dommere, og man dømte hende til døden.

De vendte alle hurtigt tilbage, og de ældste sagde til ham: »Kom og sæt dig hos os, og lad os høre, hvad du har at sige, for Gud har givet dig myndighed som en ældste.« Daniel sagde til dem: »Adskil dem, og hold dem langt fra hinanden, så vil jeg forhøre dem.« Da man havde skilt dem fra hinanden, kaldte han den ene til sig og sagde til ham: »Du, som har henlevet dine dage i ondskab, nu rammes du af de synder, du tidligere begik, når du fældede uretfærdige domme og dømte de uskyldige, men frikendte de skyldige, skønt Herren har sagt: 'Vold ikke uskyldiges og retfærdiges død.' Hvis du altså har set denne kvinde, så sig mig: Under hvilket træ så du dem have omgang med hinanden?« Han svarede: »Under et mastikstræ.« Da sagde Daniel: »Udmærket! Den løgn skal komme over dit eget hoved. For Guds engel, som allerede har fået befaling fra Gud, vil hugge dig midt over.« Så sendte han ham bort og befalede, at den anden skulle føres ind. Han sagde til ham: »Du, som er efterkommer af Kana'an – ikke af Juda – skønheden har forledt dig, og begæret har ført dit hjerte på afveje. Sådan har I båret jer ad over for Israels døtre, og af frygt har de haft omgang med jer, men denne Judas datter er ikke gået med til jeres lovløse handling. Sig mig nu: Under hvilket træ greb du dem i at have omgang med hinanden?« Han svarede: »Under en steneg.« Da sagde Daniel til ham: »Udmærket! Den løgn skal komme over dit eget hoved. For Guds engel står rede med sværdet for at skære dig midt over, så han kan gøre det af med jer begge.« Hele forsamlingen råbte med høj røst og priste Gud, som frelser dem, der sætter deres håb til ham. De vendte sig mod de to ældste, fordi Daniel på grundlag af deres eget udsagn havde afsløret dem som falske vidner, og man gjorde mod dem, som de havde planlagt at gøre mod deres næste: Man handlede efter Moseloven og henrettede dem. Sådan blev uskyldigt blod reddet den dag.

Hilkija og hans hustru lovpriste Gud for deres datter, sammen med hendes mand Jojakim og alle deres slægtninge, fordi der ikke var fundet noget skændigt ved hende. Og Daniel var fra den dag højt anset i folket.