Anette Jahn. Foto: Carsten Lundager.
"De bibelske fortællinger har nogle gange brug for lidt distortion, så vi på ny får øje på juleevangeliets mysterium", siger Anette Wilhjelm Jahn. Foto: Carsten Lundager.

09.11.2021 Af Thomas Godsk Larsen

”Juleevangeliet skal smages, duftes og mærkes”

”Hvis ikke vi tør genfortælle Bibelen og give den ny krop, bliver evangeliet til et museumsstykke,” siger Anette Wilhjelm Jahn, der netop har udgivet sin genfortælling af juleevangeliet.

I Sarahs første juleaften møder vi Sarah. Sarah er 10 år, og hendes forældre driver en lille kro i Betlehem. En overfyldt kro, for der er en folketælling i gang, og byen står på den anden ende. Så da en mand ankommer med en gravid kvinde på et æsel, bliver Sarah sendt ud for sige, at der ikke er plads til dem i kroen. Men der er noget særligt ved dette par, mærker Sarah, især den gravide kvinde, og snart har den handlekraftige lille pige fundet en anden løsning …

Det lyder jo på én gang bekendt – og så alligevel ikke. For krodatteren er da vist ikke en del af juleevangeliets persongalleri?

Historiefortæller og forfatter til Sarahs første juleaften Anette Wilhjelm Jahn har skrevet den unge pige Sarah ind i juleevangeliet med en ganske særlig pædagogisk pointe for øje:

”Juleevangeliet kender de fleste af os ud og ind. Men ofte sker det, når vi kender ordene rigtig godt, at vi faktisk stopper med at lytte rigtigt. Ved at give nye ord til fortællingen kan vi flytte os, og ved at fortælle historien fra et nyt perspektiv, kan vi give den nyt liv. De bibelske fortællinger har nogle gange brug for lidt distortion, så vi på ny får øje på juleevangeliets mysterium.”

Julens mysterium

I bogen oplever Sarah at høre nogle synge, selv om hun ikke ser nogen. Hun betages af den gravide kvindes himmelblå kappe, og hun kalder hende ”sin himmeldronning”. Det er, som om der er noget, der lyser over hendes og siden over Jesusbarnets hoved. Det barn, der er blevet til, uden Josef og Maria har været sammen. Det barn, der fødes, hvorefter himlen åbner sig for hyrderne på marken, og englene synger.

Der er noget stort på spil. Noget, der springer al rationalitet – noget, som vil blive ”fortalt og fortalt rundt i hele verden”, som det hedder til slut i historien:

”Det handler om, at vi får mulighed for at forbinde os med julens mysterium på ny, og at vi får øje på, at det er et fællesskabets mysterium, for det, der skete, skete for alle, og det sker i dag.”

Få kroppen med

Anette Wilhjelm Jahn arbejder til dagligt som professionel historiefortæller, og Sarahs første juleaften er faktisk vokset ud af en fortælleforestilling om kroejerens datters oplevelser første juleaften, hvor skoleeleverne bagefter deltog i en dramaworkshop med aktiviteter og lege. Et forløb, hun har lavet for Folkekirkens Skoletjeneste.

”Når vi får kroppen og sanserne med, husker vi bedre, og vi åbner os for ordene på en anden måde. Det gælder faktisk både børn og voksne.”

Derfor rummer anden del af bogen en lang række aktiviteter, som børn og voksne kan lave sammen, og som knytter an til fortællingen om Sarah. Man kan for eksempel synge englekorets salme, lave duftkrukker med juleminder, fortælle juleevangeliet som en julemassage eller blande Sarahs varme juledrik:

”Det er både en oplæsningsbog og en bog fyldt med aktiviteter. Julen skal sanses, og jeg håber, juleaktiviteterne kan åbne universet på forskellige måder, så læserne kan blive en del af historien, ja, ligefrem træde ind i historien. Og ikke, fordi nogle siger, man skal, men alene, fordi det er sjovt og føles godt.”

Sarahs første juleaften kan tages frem år for år og måske ligefrem blive en del af familiens juletraditioner. Aktiviteterne er så varierede, at man kan prøve nye af hvert år, efterhånden som børnene bliver ældre. Og måske kan Sarahs juledrik og småkager blive en del af den duft og smag, som juleevangeliet rummer?

Om forfatteren og illustratoren

Anette Wilhjelm Jahn er børnebogsforfatter og historiefortæller. Hun har en baggrund som antropolog, og siden 2008 har hun turneret med sit eget fortælleteater, Måle Fortælleteater. Hun afholder også fortællerkurser for voksne.



Kirsten Gjerding er uddannet fra Danmarks designskole. Hun har blandt andet illustreret en lang række billedbøger og undervisningsbøger til børn og unge.

Om bogen

Sarahs første juleaften er særdeles velegnet til højtlæsning både derhjemme, i børnehave, indskoling og mellemtrin samt i kirke. Julelegene er aktiviteter, som både er gode i familien og i klasser eller større grupper, som for eksempel med minikonfirmander. I bogen er der link til små videoer. Se blandt andet, hvordan man laver en julemassage og se fagterne til Marias sang.

Sarahs første juleaften findes også som lydbog, indlæst af forfatteren. Find lydbogen her.

Sarahs første juleaften

Et ægte juleeventyr og en gendigtning af historien om den nat, Jesus blev født.
Sarahs første juleaften
229,95

Forfatter: Anette Wilhjelm Jahn
Illustrator: Kirsten Gjerding
Sidetal: 48 sider
Indbinding: Hardback
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-224-7
Mål: 19,5 x 25,5 cm