Dåb

Fødsel og dåb - og menneskesyn

”Når jeg ser din himmel, Gud, dine fingres værk – hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?”

Dåb

Dåben har været en væsentlig del af kristendommen fra den allerførste begyndelse. Jesus selv blev døbt af sin fætter Johannes i Jordanfloden (Matthæusevangeliet 3,13-17).



Jesus og hans disciple har formentligt døbt mennesker (Johannesevangeliet 3,22-23). Lige inden han farer til himmels, giver han ligeledes disciplene besked om, at de skal gå ud i hele verden for at fortælle om ham og for at døbe (Matthæusevangeliet kap. 28,16-20). Det gør disciplene, hvilket man kan man se af flere beretninger i Apostlenes Gerninger.



Læs her om barnedåb og voksendåb og om det bibelske menneskesyn.

Dåb og dyppe

Rent sprogligt har ordet ’dåb’ at gøre med det danske ord ’dyppe’. Det hænger sammen med, at man i ældre tid dyppede dåbsbarnet/dåbskandidaten helt ned under vandet. Derfor er døbefontene i de fleste kirker rundt om i landet formet som små badekar. Her blev de spæde børn dyppet og dykket helt ned under vandet, tre gange, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.



I dag nøjes man med inden for Folkekirken – og de fleste andre kirker, der praktiserer barnedåb (orthodokse og enkelte andre dog ikke) - at hælde tre håndfulde vand på barnets hoved. Men i en række andre kristne kirker, fx baptistkirken, sker dåben stadig ved, at dåbskandidaten dykkes helt ned under vandet.

Vandene skilles

Uanset om man har den ene eller den anden praksis, er det væsentlige i virkeligheden ikke, at den døbte dyppes ned under vandet, men at han og hun løftes op af det igen.



Vand giver liv, men vand slår også ihjel. Man kan drukne i vand, og vand kan oversvømme byer og landskaber og efterlade det ganske og aldeles ødelagt.



Betragtet på denne måde er vandet et billede på mørke, uhygge og død, som lukker sig om én. Dermed lukker det liv og lys ude, så man bliver kvalt og går til, medmindre  man altså bliver løftet op af vandet af én, der kan få vandene til at skilles. Det er hvad der sker i den kristne dåb, bibelsk set. Vandene skilles, og man bliver løftet op til livet og lyset. Læs mere om dette aspekt ved dåben i artiklen "Overgangen over Det Røde Hav" af Tine Lindhardt.

En himmelsk forbindelse

Gud er den, der løfter den døbte op af vandet. Dermed er også sagt, at dåben er tegn på, at Gud tager hånd om den døbte. Dåben er udtryk for, at den døbte hører til hos Gud, og at der er en usynlig, men virkelig forbindelse mellem Gud og den døbte. Det syn på dåben kommer for øvrigt meget stærkt til udtryk i Peter Madsens bog ’Menneskesønnen’ i tegningen, hvor Jesus bliver døbt af Johannes i Jordanfloden.

En ny familie

Man kan også sige, at i dåben bliver man født på ny. Og ligesom man får forældre og måske nogle søskende den dag, man bliver født, sådan får man også en ny familie, når man bliver født på ny; bliver genfødt i dåben. Man får nemlig Gud som far og de andre kristne som sine kristne brødre og søstre. Man får på den måde del i en større sammenhæng end den, man fødes ind i. Og man får at vide, at når ens biologiske forældre en dag ikke længere kan tage hånd om én, så er man ikke helt alene. Gud er der, fra først til sidst.



Hvis du vil læse noget om det i Bibelen, kan du slå op i Johannesevangeliet kap. 3,1-8. Her taler Jesus med en jødisk lærd mand, Nikodemus, om hvad det vil sige at blive født på ny (’af vand og ånd’) i modsætning til den biologiske fødsel (’af kød’).

Jesus bliver døbt

På følgende steder kan du læse om, hvordan Jesus bliver døbt: I Matthæusevangeliet kap.3,13-17; i Markusevangeliet kap.1,9-11; i Lukasevangeliet kap. 3,21-22 og i Johannesevangeliet kap. 1,32-34.

De fire evangelier fortæller lidt forskelligt om Jesus’ dåb. Men evangelisterne er enige om, at Jesus bliver døbt med vand, i Jordan-floden, af Johannes Døber; at himlen åbner sig, efter han er blevet døbt; og at Guds ånd kommer til ham. I de tre første (Matthæus, Markus og Lukas) fortælles yderligere, at Gud siger til Jesus: Du er min elskede søn, som jeg fundet velbehag i, og det vil sige – ’som er udvalgt’.



Mattæus fortæller, at Johannes Døber ikke vil døbe Jesus. Johannes synes ikke, han er værdig til det. Det er snarere ham, der trænger til at blive døbt af Jesus, som han siger. Men Jesus presser ham og siger, at sådan skal det være. Jesus er nemlig et menneske og skal derfor døbes med en menneskelig dåb. Men Jesus er også Guds søn. Det er det, Gud siger til ham (’Du er min elskede søn’), og som tegn på det får Jesus Helligånden.

Dåb er liv

Når Johannes Døber døbte mennesker, var der tale om en renselsesdåb i vand. Man skulle billedligt talt vaskes ren udvendigt og indvendigt for alt det skidt, man som menneske går og gør.



Den kristne dåb er langt mere, siger Bibelen. Den er liv. Himlen åbner sig, man får Helligånden, og Gud siger til den, der bliver døbt: Du er mit barn. Du hører til hos mig. Det er derfor Johannes Døber siger, at han selv døber med vand, men at Jesus skal døbe med ild og ånd. Se Matthæusevangeliet kap. 3,11, Markusevangeliet kap. 1,8, Lukasevangeliet kap. 3,16.

Bibelen for sjov

Her er bogen til alle, der gerne vil grine, mens de læser
sjov
250,00

Forfatter: Jakob Svendsen
Illustrator: Mikkel Straarup
Sidetal: 356 sider
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-326-8