Sanselig bibelfortolkning

I løbet af de seneste 10-20 år har bibelforskningen undergået en ’vending’, der har ført til en voksende interesse for kroppen, det håndgribelige og det sanselige. En ny sanselig og sensorisk bibelfortolkning er spiret frem med fokus på sansernes funktion og betydning i Bibelen. I denne artikel vil vi se nærmere på høresansen og det auditives betydning i Bibelen.

Kan du høre, hvad jeg skriver?

Det talte ord og det at lytte til et budskab spiller en væsentlig rolle i hele Bibelen. I Det Nye Testamente har vi fx hyppige gengivelser af Jesus, der formaner, holder en tale eller fortæller lignelser, og tilhørerne i fortællingerne, der lytter og tager imod. ”Sandelig, sandelig siger jeg jer”, siger Jesus i teksten igen og igen, og selvom disciplene sjældent helt forstår betydningen af det, de hører, så lytter de til budskabet. Det græske ord evangelium betyder netop ’et budskab’.

I Det Gamle Testamente er det især Gud Jahve, der fører ordet. Han giver sit budskab til profeterne, som skal sige det videre til folket Israel. Denne dynamik finder vi især i profetlitteraturen, i tekster som Esajas’ Bog, Jeremias’ Bog og Amos’ Bog m.fl. Profetfiguren i teksten indleder sit budskab med ”således siger Jahve”, og så ved læseren – og den indbyggede tilhører i teksten – at her kommer Guds ord. Det samme gør sig gældende i Mosebøgerne, hvor Jahve åbenbarer sig, dvs. viser sig for og taler til, folket Israel på Sinaibjerget (Anden Mosebog 19). Her taler Jahve direkte til sit udvalgte folk – dog ofte med Moses som mellemmand – og fortæller dem, hvordan de bedst kan leve et gudvelbehageligt liv.

Det er en interessant gennemgående tendens i Bibelen, at teksterne fokuserer så meget på det at høre på en guddommelig aktør (Gud, Jesus, en profet eller engel), der taler. Dette greb i teksten er med til at give budskabet autoritet som hellig tekst. Der er ikke tale om en tilfældig beskrivelse i tredje person, næh, her er vi ude i direkte citat med Gud selv som afsender. At læse teksten er som at høre det selv.

At høre er at gøre

I Det Gamle Testamente er det at leve et gudvelbehageligt liv i høj grad at gøre, hvad Jahve siger. Af den grund bliver udsagnsordet ’at høre’ ofte brugt helt synonymt med ’at adlyde’. Det ser vi fx talrige eksempler på i Femte Mosebog. Femte Mosebog er i bund og grund én lang tale, hvor Moses genfortæller folkets historie og gengiver, hvad Jahve sagde til Israel på Sinai. Denne sammenhæng mellem at høre og at gøre finder vi fx et eksempel på i Femte Mosebog kapitel 7 vers 12 til 13, hvor Moses siger til Israel: ”Når I hører disse retsregler og omhyggeligt følger dem, vil Herren din Gud bevare den pagt og troskab, han tilsvor dine fædre.  Han vil elske dig og velsigne dig og gøre dig talrig.” Man opnår ikke fremgang og velsignelse ved bare passivt at lytte til Jahves befalinger og love, det er afgørende nødvendigt at høre efter.

Guden, der lytter

Det er dog ikke kun folket Israel, der må være lyttende og lydhøre i Det Gamle Testamente. Gud Jahve fremhæves også ofte som en gud, der lytter. Da Jahve beslutter sig for at redde folket Israel ud af Egypten, er det fordi han har hørt deres klageskrig på grund af de egyptiske slavefogeder (Anden Mosebog 3,7). Hvis enken og den faderløse, to socialt udsatte grupper i samfundet, bliver udsat for overgreb og undertrykkelse, så vil Jahve høre deres skrig og straffe deres undertrykkere (Anden Mosebog 22,22).

Det at være en lyttende gud er ikke noget Jahve er alene om. I Nordafrika, i vore dages Tunesien, og i byen Palmyra i det, der i dag er Syrien, tilbad man guden Baal-Shamin, og i talrige inskriptioner, der er bevaret fra den tid, påkaldes han som Baal den lyttende eller lydhøre. Det at lytte og høre efter, det er på sin vis den højeste ros og varmeste anbefaling en gud kan få, for guder der lytter, er guder der hjælper og kommer deres tilbedere til undsætning. Det er altså usædvanligt vigtigt, at man henvender sig til en gud med en veludviklet ’høresans’. De mennesker, der tilbad Baal i Nordafrika for ca. 2400 år siden, markerede dette ved at udsmykke deres indskrifter til guden med små afbildninger af ører, en taknemmelig anerkendelse af den lyttende gud.

Sang og musik

Hvis vi flytter opmærksomheden lidt fra det at høre til de lyde, der beskrives i Bibelen, så er det især lydene af sang og musik i templet, der får spalteplads. I Jahves tempel i Jerusalem er der ansat sangere og musikere, der skal spille og synge og lovprise Gud i forbindelse med templets ritualer (Første Krønikebog 25). De skal spille ”henrevet” på harper, cymbler og citer, to strengeinstrumenter og et lille slagtøjsinstrument. I Salme 150, den festlige afslutning på Salmernes Bog, udvides orkesteret. Her skal man lovprise Gud med hyldestsang og musik fra horn, harpe, citer, pauker, strengespil, fløjter og med ”klingende” og ”rungende” cymbler – desuden skal der danses af hjertens lyst. Det er gudstjeneste for fuld musik, og det har sikkert ikke været noget for sarte ører.

Læs om synssansen i Bibelen

Læs om følesansen i Bibelen

Læs om smagssansen i Bibelen

Anne Katrine de Hemmer Gudme er ph.d. i teologi. Hun er professor ved Det Teologiske Fakultet i Oslo. Har redigeret og bidraget til Gud og os - en ny antologi om Det Gamle Testamente. Desuden panelist i Bibelselskabets brevkasse. Læs hendes svar her.