Vidste du: Om profeter i Bibelen

Vidste du? Profeter Esajas Jeremias

Særligt i Det Gamle Testamente møder vi profeter. Men hvem var de, hvad var deres rolle – og hvad er en profet egentlig?

Ordet ”profet” kommer af det græske ”Προφήτης”. Det betyder ”en, der fremsiger eller forkynder”. Det tilsvarende hebraiske ord er ”nabi”, om end grundbetydningen af dette ord er usikker.
Profeter er mennesker – i Bibelen næsten uden undtagelse mænd – der i sjælelige oplevelser og ekstaser modtager det, de bringer videre i deres forkyndelse. I Bibelen har flere af profeterne også præstelige og/eller kultiske funktioner og indtager ofte særlige positioner i samfundet.
I Det Gamle Testamente kan vi skelne mellem fortællinger om profeter og tekster, vi tilskriver profeter; de såkaldte profetbøger.
Ser vi bort fra traditionen om Moses som profet, er Samuel den første store profet, vi hører fortællinger om; se Første Samuels Bog, kapitel 9, hvor han både kaldes ”gudsmand” og ”seer”.
I Første Kongebog hører vi om profeten Elias, der kæmper mod den kana’anæiske religions indflydelse og værner om folkets gamle sociale normer. Elias-skikkelsen foregriber den profettype, som vi møder fra omkring 850 f.Kr., og som reagerer mod en sammenblanding af israelitisk og kana’anæisk på såvel det religiøse som det sociale område.
I århundrederne efter ca. 750 f.Kr. virkede de profeter, som kaldes doms- eller reaktionsprofeter. Det er deres forkyndelse, der er grundstammen i de profetbøger, der bærer deres navn, fx Hoseas’ Bog, Amos’ Bog og Mikas Bog. De er optaget af folkets pagtbrud med Jahve, misbruget af kulten – og den forestående dom.
Den vigtigste profet fra denne periode er Esajas, hvis Messiasprofetier i Esajas’ Bog spiller en afgørende rolle i kristendommen.
De profeter, der optræder omkring afslutningen på landflygtigheden i Babylon i 539 f.Kr., kaldes reformprofeter. De er optaget af folkets tilbagevenden til Judæa og Jerusalem samt genetableringen og reorganiseringen af tempelkulten. Vi møder dem bl.a. i Haggajs Bog og Zakarias’ Bog.
I evangelierne omtales Jesus flere gange som profet, fx i Markusevangeliets kapitel 6, vers 15, eller i Lukasevangeliets kapitel 7, vers 16. Det er dog ikke en betegnelse, Jesus selv synes at tage på sig i evangelierne.

Derudover møder vi i Det Nye Testamente profeter i Apostlenes Gerninger; fx i kapitel 11, vers 27-28, hvor de optræder sammen med lærere og synes at have haft en funktion som menighedsledere. Hos Paulus møder vi også profetbetegnelsen, bl.a. i Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 14, og endelig understreger forfatteren til Johannes’ Åbenbaring i kapitel 1, vers 9-20, at han skriver ud fra en profetisk indsigt. Den profetiske figur er således en vigtig figur igennem hele Bibelen.