Bibelen online

Første Samuelsbog Kapitel 28

På den tid samlede filistrene deres tropper til angreb på Israel. Akish sagde til David: »Du må være klar over, at du og dine mænd skal drage i felten sammen med mig.« David svarede Akish: »Godt, du skal få at se, hvad din tjener kan udrette.« »Godt,« sagde Akish til David, »så gør jeg dig til min personlige livvagt i al fremtid.«

Saul hos spåkvinden i En-Dor

Samuel var død, og hele Israel havde holdt ligklage over ham og havde begravet ham i hans by Rama, og Saul havde fjernet dødemanere og sandsigere i landet.

Da nu filistrene var samlet, drog de ud og slog lejr i Shunem; Saul samlede hele Israel, og de slog lejr ved Gilboa. Men da Saul så filistrenes hær, blev han bange, ja, rædselsslagen. Saul rådspurgte da Herren, men Herren svarede ham ikke, hverken ved drømme eller ved Urim eller ved profeter. Derfor sagde Saul til sine folk: »Find mig en kvinde, som kan mane døde frem; så vil jeg gå hen til hende og søge svar hos hende.« Hans folk svarede, at der i En-Dor var en kvinde, der kunne mane døde.

Så gjorde Saul sig ukendelig i andre klæder. Sammen med to mænd tog han af sted, og om natten kom de til kvinden. Han sagde: »Spå mig ved en død! Den, jeg giver dig besked om, skal du hente op til mig.« Kvinden svarede ham: »Du ved da, hvad Saul har gjort; han har udryddet dødemanere og sandsigere i landet. Hvorfor vil du lokke mig i en fælde, så du får mig slået ihjel?« Men Saul svor ved Herren: »Så sandt Herren lever: Ingen straf skal ramme dig for dette!« Så spurgte kvinden: »Hvem skal jeg hente op til dig?« Og han svarede: »Hent Samuel op til mig!« Da kvinden nu så Samuel, skreg hun højt og sagde til Saul: »Hvorfor har du narret mig? Du er jo Saul!« Kongen sagde til hende: »Du skal ikke være bange. Hvad er det, du ser?« »Jeg ser en ånd stige op fra jorden,« svarede kvinden. »Hvordan ser han ud?« spurgte han hende, og hun svarede: »Det er en gammel mand, der stiger op, og han er hyllet i en kappe.« Da forstod Saul, at det var Samuel, og han kastede sig til jorden.

Samuel sagde til Saul: »Hvorfor har du forstyrret mig og hentet mig op?« Saul svarede: »Jeg er i stor nød. Filistrene angriber mig, og Gud har forladt mig; han svarer mig ikke længere hverken ved profeter eller ved drømme. Så kaldte jeg dig frem, for at du skulle fortælle mig, hvad jeg skal gøre.« Da sagde Samuel: »Hvorfor spørger du mig, når Herren har forladt dig og er blevet din fjende? Herren har gjort imod dig, som han forudsagde ved mig. Herren har revet kongedømmet fra dig og givet det til en anden, til David. Du adlød ikke Herren, dengang du ikke ville fuldbyrde hans glødende vrede på amalekitterne. Derfor har Herren nu gjort dette imod dig. Både dig og Israel vil Herren give i filistrenes hånd. I morgen er du og dine sønner hos mig, og Israels hær vil Herren give i filistrenes hånd.«

Saul blev så bange over Samuels ord, at han i samme øjeblik faldt om på gulvet, så lang han var. Han havde heller ikke flere kræfter, for han havde ikke spist noget det sidste døgn. Da kvinden kom hen til Saul og så, hvor forfærdet han var, sagde hun til ham: »Herre, jeg har adlydt dig og sat livet på spil, da jeg rettede mig efter, hvad du sagde til mig. Nu skal du til gengæld adlyde din trælkvinde og lade mig sætte lidt mad frem, så du kan komme til kræfter, før du tager af sted.« Da han vægrede sig og sagde, at han ikke ville have noget at spise, nødte både hans folk og kvinden ham, og han føjede dem. Han rejste sig fra jorden og satte sig på sengen. Kvinden havde en fedekalv i huset, den skyndte hun sig at slagte. Så æltede hun noget mel og bagte usyrede brød. Da hun havde sat det frem for Saul og hans folk, spiste de. Samme nat brød de op og drog af sted.

Krydshenvisning:

1 Sam 25,1

2 Mos 22,17

Krydshenvisning:

Jos 19,18

Krydshenvisning:

1 Sam 14,37 14,41

2 Mos 28,30

4 Mos 27,21

Krydshenvisning:

3 Mos 19,31

Krydshenvisning:

1 Sam 18,12

Krydshenvisning:

1 Sam 16,14

Krydshenvisning:

1 Sam 15,28

Krydshenvisning:

1 Sam 15,18-19

2 Mos 17,14 17,16

Krydshenvisning:

1 Sam 31,6

Krydshenvisning:

2 Mos 12,39

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.