Bibelen online

Første Makkabæerbog Kapitel 6

Antiokus IV's død

Kong Antiokus marcherede gennem de øvre provinser, og han hørte, at der i Elam i Persien var en by, som var berømt for sin rigdom på sølv og guld. Byens helligdom var meget rig, og der var skjolde af guld og brynjer og våben, som makedonerkongen Alexander, Filips søn, havde efterladt, han der som den første var blevet konge over grækerne. Antiokus kom til byen og forsøgte at indtage den og plyndre den; men det lykkedes ikke for ham, da indbyggerne havde fået nys om hans plan og rejste sig til kamp mod ham, så han til sin store græmmelse måtte begive sig på flugt og bryde op derfra for at vende tilbage til Babylon.

Da kom der et sendebud til ham i Persien, der meldte, at de hære, som var draget til landet Juda, var slået på flugt: Lysias, som var draget derhen i spidsen for en stærk hær, var blevet slået tilbage af jøderne, der havde øget deres styrke med våben, mandskab og meget bytte, taget fra de hære, de havde hugget ned; de havde også nedrevet Vederstyggeligheden, som han havde opført på alteret i Jerusalem; helligdommen havde de omgivet med høje mure som tidligere, og det samme havde de gjort med Bet-Sur, hans egen by.

Da kongen hørte alt dette, blev han forfærdet og dybt rystet, så han måtte gå i seng, syg af sorg over, at det ikke var gået ham, som han ønskede. Han lå dér i flere dage, fordi han gang på gang blev overvældet af stor sorg, og han forstod, at han skulle dø. Da kaldte han alle sine Venner til sig og sagde til dem: »Søvnen er flygtet fra mine øjne, og bekymring har taget livsmodet fra mig. Jeg har spurgt mig selv, hvad det er for en ulykke, jeg er kommet i, og hvad det er for en malstrøm, jeg er i. Jeg var dog en god og afholdt regent. Men nu husker jeg det onde, jeg gjorde i Jerusalem, da jeg tog alle de kar af sølv og guld, som var der, og uden grund udsendte folk, som skulle udrydde beboerne i Juda. Jeg forstår, at det er derfor, jeg er blevet ramt af disse ulykker, og nu må jeg dø af stor sorg i et fremmed land.«

Derpå sendte han bud efter Filip, en af sine Venner, og satte ham over hele sit kongerige. Han gav ham sin krone og kappe og signetringen, for at han skulle tage sig af hans søn Antiokus og opdrage ham til at være konge. Kong Antiokus døde dér år 149. Da Lysias fik at vide, at kongen var død, indsatte han Antiokus, hans søn, som han havde opfostret fra barnsben af, som konge efter ham, og han gav ham navnet Eupator.

Judas belejrer Borgen i Jerusalem

Borgens besætning spærrede vejen til helligdommen for de israelitter, der boede rundt omkring den, og søgte ved enhver lejlighed at volde dem skade og støtte hedningerne. Da fattede Judas den plan at udrydde dem, og han sammenkaldte hele folket for at belejre dem. Da de var samlet, begyndte de belejringen af Borgen år 150, og han lod fremstille murbrækkere og belejringsmaskiner. Men nogle af de belejrede slap igennem afspærringen, og af de ugudelige israelitter sluttede nogle sig til dem; de kom til kongen og sagde: »Hvor længe vil du vente med at holde dom og hævne vore brødre? Vi har villigt tjent din far, rettet os efter hans befalinger og fulgt hans forordninger. Af den grund har vore landsmænd belejret Borgen og er blevet vore fjender, ja så mange af os, som de har kunnet få fat på, har de dræbt, og de har røvet vores ejendom. Og det er ikke alene os, de har angrebet, men også alle de tilgrænsende områder. Nu har de slået lejr ved Borgen i Jerusalem for at indtage den, og de har befæstet helligdommen og Bet-Sur. Hvis ikke du hurtigt kommer dem i forkøbet, vil de gøre det, der er endnu værre, og du vil ikke kunne holde dem tilbage.«

Antiokus V besejrer Judas ved Bet-Zakarja

Da kongen hørte det, blev han vred og samlede alle sine Venner, anførerne for fodfolket og for rytteriet; og fra andre riger og fra havets fjerne øer kom der lejetropper til ham. Hans styrker udgjorde 100.000 fodfolk og 20.000 ryttere og 32 elefanter, der var trænet til krig. De drog gennem Idumæa og slog lejr ved Bet-Sur, som de angreb i lang tid; de fremstillede belejringsmaskiner, men de belejrede kom ud og stak ild til dem og kæmpede tappert.

Da brød Judas op fra Borgen og slog lejr ved Bet-Zakarja lige over for kongens lejr. Men kongen lod sin hær bryde op tidligt om morgenen i en hurtig fremrykning ad vejen til Bet-Zakarja; tropperne dannede slagrækker, og man blæste i trompeterne. Elefanterne viste man den blodrøde saft af druer og morbær for at ægge dem til kamp. Man fordelte dyrene til hærafdelingerne og opstillede ved hver elefant tusind mand iført brynjer og med bronzehjelm på hovedet. Desuden blev der anbragt et udvalgt rytteri på fem hundrede mand ved hvert dyr. De var på forhånd dér, hvor dyret var, og hvor det gik hen, gik også de hen, og de veg ikke fra det. På hvert dyr var der et stærkt armeret trætårn, der var fastspændt med remme, og i hvert tårn var der fire soldater, som angreb deroppefra, og desuden dyrets indiske fører. Kongen opstillede det øvrige rytteri på begge sider, på hærens to fløje, for at skræmme fjenden og opnå beskyttelse hos hærafdelingerne.

Da solen skinnede på guldskjoldene og bronzeskjoldene, fik de bjergene til at skinne og lyse som brændende fakler. En del af kongens hær bredte sig ud over bjerghøjderne og en anden del nedenfor, og de rykkede frem sikkert og i god orden. Alle skælvede, da de hørte larm fra den vældige mængde, trampen fra mængdens fremmarch og våbnenes raslen; for det var en vældig stor og stærk hær.

Men Judas rykkede frem med sin hær for at indlede kampen, og der faldt seks hundrede mand af kongens hær. Da Eleazar Avaran så, at et af dyrene var udstyret med kongeligt panser og ragede op over alle de andre dyr, troede han, at kongen red på det, og han ofrede sig selv for at redde sit folk og vinde evig berømmelse. Han løb modigt frem mod elefanten ind midt i hærafdelingen og dræbte til højre og venstre, så fjenderne blev spredt til begge sider. Derpå krøb han ind under elefanten, gav den et stød fra neden og dræbte den. Den styrtede til jorden oven på ham, og han døde på stedet. Da Judas og hans folk oplevede den kongelige hærs styrke og troppernes voldsomme angreb, trak de sig tilbage for dem.

Antiokus V belejrer Jerusalems tempel

Kongens krigere drog nu op til Jerusalem for at gå imod den, og kongen slog lejr for at angribe Judæa og Zions bjerg. Han sluttede fred med dem i Bet-Sur, og de forlod byen, fordi de ikke havde proviant dér til at udholde en belejring, da det var sabbatår i landet. Kongen tog Bet-Sur i besiddelse og anbragte en besætning til at forsvare byen. Han belejrede helligdommen i lang tid, og han lod opstille murbrækkere, belejringsmaskiner, indretninger til at afskyde brandpile og sten, små skorpioner til at afskyde pile samt stenslynger. Men også de belejrede lavede maskiner til forsvar mod fjendens belejringsmaskiner, og de kæmpede i lang tid. Men der var ingen levnedsmidler i forrådskarrene, fordi det var det syvende år, og fordi de, som havde søgt redning i Judæa fra hedningerne, havde spist det, der var tilbage af forrådet. Der blev kun nogle få mand tilbage i helligdommen, fordi hungersnøden var blevet dem for stærk, og de spredtes hver til sit.

Jøderne opnår forlig med Antiokus V

Lysias hørte, at Filip, som kong Antiokus før sin død havde sat til at opdrage hans søn Antiokus til at være konge, var vendt tilbage fra Persien og Medien sammen med de tropper, der havde fulgt kongen, og at han stræbte efter at tilrive sig magten. Lysias tilrådede derfor straks, at de skulle drage bort, og han sagde til kongen og til hærførerne og mandskabet: »Vi bliver svagere dag for dag, og vi har kun lidt proviant. Stedet, vi belejrer, er stærkt befæstet, og ansvaret for riget hviler på os. Lad os nu række disse mennesker hånden og slutte fred med dem og hele deres folk. Lad os give dem tilladelse til at følge deres skikke som tidligere. For det var, fordi vi afskaffede deres skikke, at deres vrede blussede op, så de gjorde alt dette.«

Dette forslag vandt bifald hos kongen og hærførerne. Han sendte derfor bud til dem for at slutte fred, og det tog de imod. Kongen og hærførerne gav dem deres ed, og i tillid dertil gik jøderne ud af fæstningen, og kongen gik ind på Zions bjerg. Men da han så befæstningen af stedet, brød han den ed, han havde svoret, og gav befaling til at rive ringmuren ned. Derpå brød han hurtigt op og vendte tilbage til Antiokia, hvor han fandt Filip som herre over byen. Han gik til angreb mod ham og indtog byen med magt.

Note:

at der i Elam i Persien var en by: efter de fleste græske håndskrifter. Göttingerudgaven har at der i Persien var en by, Elymais.

Krydshenvisning:

2 Makk 1,13-17 9,1-2

Krydshenvisning:

2 Makk 1,13-17 9,1-2

1 Makk 1,1-9

Krydshenvisning:

2 Makk 1,13-17 9,1-2

Krydshenvisning:

2 Makk 1,13-17 9,1-2

Krydshenvisning:

1 Makk 4,26-61

Krydshenvisning:

1 Makk 4,26-61

Krydshenvisning:

1 Makk 4,26-61

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-29

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-29

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-29

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-29

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-29

1 Makk 1,21-25

2 Makk 5,15-16

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-29

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-29

2 Makk 9,29

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-29

2 Makk 9,29

Note:

år 149: 164/163 f.Kr.

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-29

Krydshenvisning:

2 Makk 9,5-29

2 Makk 10,11

Krydshenvisning:

1 Makk 1,34

Note:

år 150 må være en fejl; det skal være år 149 (164/163 f.Kr.).

Krydshenvisning:

1 Makk 4,60-61

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

1 Makk 2,5

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,9-17

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

Note:

det syvende år: året 164/163 f.Kr. er sabbatår, jf. 2 Mos 23,10-11. 3 Mos 25,1-7.

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

2 Makk 11,22-26

1 Makk 6,14-16

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

2 Makk 11,22-26

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

2 Makk 11,22-26

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

2 Makk 11,22-26

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

2 Makk 11,22-26

2 Makk 11,24-25 11,31

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

2 Makk 11,22-26

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

2 Makk 11,22-26

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

2 Makk 11,22-26

Krydshenvisning:

2 Makk 13,18-26

2 Makk 11,22-26