Bibelen online

Anden Makkabæerbog Kapitel 1

Brev til de egyptiske jøder om tempelindvielsesfesten

Til brødrene, jøderne i Egypten, fra brødrene, jøderne i Jerusalem og i Judæa, med hilsen og ønske om god fred. Måtte Gud vise jer godhed og huske på sin pagt med Abraham, Isak og Jakob, hans trofaste tjenere, og give jer alle hjerte til at ære ham og helhjertet og villigt at gøre hans vilje; måtte han åbne jeres hjerte for sin lov og for buddene, og måtte han stifte fred og høre jeres bønner, forlige sig med jer og ikke lade jer i stikken i en ond tid! Og nu er vi her og beder for jer. I året 169, da Demetrios var konge, skrev vi jøder til jer: »I den trængsel og krise, der er kommet over os i disse år, og som har varet, lige siden Jason og hans folk svigtede det hellige land og kongeriget, stak ild på portrummet og udgød uskyldigt blod, har vi bedt til Herren og er blevet bønhørt, vi har bragt slagtofre og fint mel, har tændt lamperne og lagt skuebrødene frem.« Og nu skriver vi til jer, at I skal fejre løvhyttefestens dage i måneden kislev. År 188.

Et andet brev til de egyptiske jøder om tempelindvielsesfesten

Brødrene i Jerusalem og brødrene i Judæa, ældsterådet og Judas hilser Aristobul, kong Ptolemæus' lærer, af de salvede præsters slægt, og jøderne i Egypten og ønsker, at I må være ved godt helbred.

Da vi af Gud er frelst fra store farer, takker vi ham inderligt som mænd, der skal i krig mod en konge. Det var jo ham, der drev dem ud, der førte krig i den hellige by. For da herskeren og hans hær, der måtte synes uovervindelig, var kommet til Persien, blev de hugget ned i Nanaias helligdom, idet Nanaias præster brugte list. Med det påskud, at han ville indgå ægteskab med hende, havde Antiokus og hans Venner indfundet sig på stedet for at modtage en større pengesum som medgift, men da Nanaiatemplets præster havde lagt den frem, og han sammen med nogle få ledsagere var trådt ind på tempelområdet, lukkede de helligdommen, så snart han var kommet ind, åbnede den skjulte luge i loftet og kastede sten ned, så herskeren blev ramt som af lynet; de sønderlemmede dem, huggede hovederne af og kastede dem ud til dem udenfor. Højlovet være vor Gud, som har prisgivet de ugudelige!

Da vi står for at skulle fejre templets renselse den 25. kislev, har vi anset det for nødvendigt at give jer meddelelse herom, for at også I kan fejre den ligesom løvhyttefesten og ligesom ildfesten, dengang da Nehemias byggede både templet og alteret og bragte ofre. For da vore fædre blev ført til Persien, tog den tids gudfrygtige præster i hemmelighed noget af alterets ild og gemte den i en hulning i en vandløs brønd, hvori de forvarede den så sikkert, at stedet var ukendt af alle. Mange år senere blev Nehemias efter Guds beslutning udsendt af perserkongen, og han sendte efterkommerne af de præster, der havde gemt ilden, af sted for at hente den. Da de meddelte os, at de ikke havde fundet ilden, men kun mudret vand, befalede Nehemias dem at øse det op og komme med det, og så snart offeret var lagt til rette, befalede han præsterne at bestænke både brændestykkerne og det, der lå på dem, med vandet. Da der var gået en tid, og solen, der hidtil havde været dækket af skyer, brød frem, flammede der en stor ild op, så alle undrede sig. Mens offeret blev fortæret af ilden, holdt præsterne bøn, både præsterne og hele forsamlingen; Jonatan begyndte, og de øvrige så vel som Nehemias stemte i. Bønnen havde følgende ordlyd: »Herre, Herre, Gud, altings skaber, du frygtindgydende, stærke, retfærdige og barmhjertige, du den eneste konge og den eneste gode, du den eneste hjælper, du den eneste retfærdige, almægtige og evige, du som frelser Israel fra alt ondt, du som har udvalgt fædrene og helliget dem! Tag imod offeret for hele dit folk Israel, bevar din ejendom, og gør den hellig! Saml dem af os, der lever i landflygtighed, befri dem, der er slaver hos hedningerne, se til de ringeagtede og afskyede, og lad hedningerne erkende, at du er vor Gud. Pin undertrykkerne og dem, der rejser sig i overmod. Plant dit folk på dit hellige sted, som Moses har sagt.« Og præsterne fortsatte med at synge lovsange. Men da offeret var blevet fortæret af ilden, befalede Nehemias at hælde resten af vandet ud over nogle store sten. Og da det var sket, slog en flamme op, men så snart ilden fra alteret lyste op, blev flammen slukket. Sagen blev kendt, og perserkongen fik at vide, at vandet var blevet fundet på det sted, hvor de bortførte præster havde gemt ilden, og at Nehemias og hans folk havde indviet offeret med det. Efter at have undersøgt sagen lod kongen så stedet indhegne og erklære for helligt. Og kongen tog mange penge, som han fordelte til dem, han ville vise velvilje. Nehemias og hans folk kaldte vandet neftar – det betyder: renselse; men det kaldes af de fleste nafta.

Krydshenvisning:

2 Mos 2,24

3 Mos 26,42

Krydshenvisning:

Jer 31,31-34

Krydshenvisning:

Jer 31,31-34

Note:

år 169: 144/143 f.Kr.

Krydshenvisning:

1 Makk 10,67 11,19

2 Makk 4,7-26

Krydshenvisning:

2 Makk 8,33

1 Makk 4,38 4,47-53

Krydshenvisning:

1 Makk 4,54-59

2 Makk 10,1-8

Note:

år 188: 125/124 f.Kr.

Krydshenvisning:

1 Makk 1,18 10,51

2 Makk 9,29

Krydshenvisning:

1 Makk 6,1-16

2 Makk 9,1-29

Krydshenvisning:

1 Makk 6,1-16

2 Makk 9,1-29

1 Makk 2,18

Krydshenvisning:

1 Makk 6,1-16

2 Makk 9,1-29

Krydshenvisning:

1 Makk 6,1-16

2 Makk 9,1-29

Krydshenvisning:

1 Makk 6,1-16

2 Makk 9,1-29

Krydshenvisning:

3 Mos 6,5-6

Krydshenvisning:

Neh 2,1-18

Krydshenvisning:

1 Kong 18,38

Krydshenvisning:

5 Mos 14,2

Krydshenvisning:

5 Mos 30,1-5

Krydshenvisning:

2 Mos 15,17