Bibelen online

Første Samuelsbog Kapitel 12

Samuels afskedstale

Samuel sagde til hele Israel: »Jeg har nu føjet jer i alt, hvad I har forlangt af mig, og ladet jer få en konge. Nu er det kongen, der skal gå i spidsen for jer. Selv er jeg gammel og grå, og mine sønner har I hos jer; fra jeg var ung til nu, er jeg gået i spidsen for jer. Her står jeg! Vidn nu imod mig over for Herren og hans salvede. Har jeg taget en okse fra nogen? Har jeg taget et æsel fra nogen? Har jeg undertrykt nogen? Har jeg mishandlet nogen? Har jeg taget imod bestikkelse af nogen og lukket øjnene for uretten? I så fald vil jeg give jer erstatning.« Men de svarede: »Du har ikke undertrykt os eller mishandlet os eller taget noget fra nogen.« Han sagde til dem: »I dag er Herren og hans salvede vidne på, at I ikke har fundet mig skyldig i noget.« »Ja,« svarede de.

Da sagde Samuel til folket: »Det er Herren, der sendte Moses og Aron og førte jeres fædre op fra Egypten. Træd nu frem, så jeg her for Herrens ansigt kan gå i rette med jer ved at fortælle om de retfærdige gerninger, Herren har øvet mod jer og jeres fædre. Da Jakob var kommet til Egypten, råbte jeres fædre til Herren, og han sendte Moses og Aron. De førte jeres fædre ud af Egypten og lod dem bo på dette sted. Men de glemte Herren deres Gud, og han gav dem i hænderne på Hasors hærfører Sisera, på filistrene og på Moabs konge, som gik til angreb på dem. Da råbte de til Herren: ›Vi har syndet, for vi har svigtet Herren og dyrket Ba'alerne og Astarterne. Red os nu fra vores fjender, så vil vi dyrke dig.‹ Herren sendte Jerubba'al, Bedan, Jefta og Samuel og reddede jer fra jeres fjender på alle sider, så I kunne bo i tryghed. Men da I så, at ammonitterkongen Nahash gik til angreb på jer, sagde I til mig: Nej, en konge skal regere over os! Og det gjorde I, skønt Herren jeres Gud er jeres konge. Her har I den konge, som I har valgt og krævet. Nu har Herren givet jer en konge! Hvis I frygter Herren og tjener ham, hvis I adlyder ham og ikke trodser hans befaling, og hvis både I og den konge, der regerer over jer, følger Herren jeres Gud, er det godt. Men hvis I ikke adlyder Herren, men trodser hans befaling, så skal Herrens hånd ramme jer og jeres konge. Træd nu frem, og se det store under, Herren vil gøre for øjnene af jer! Nu er det tiden for hvedehøsten. Jeg vil råbe til Herren, at han skal sende torden og regn; så skal I indse, at I har gjort, hvad der er meget ondt i Herrens øjne, ved at kræve en konge.«

Så råbte Samuel til Herren, og samme dag sendte Herren torden og regn. Da blev hele folket grebet af stor frygt for Herren og for Samuel, og de sagde til Samuel: »Gå i forbøn for os, dine tjenere, hos Herren din Gud, så vi ikke dør; for til alle vore synder har vi føjet det onde at kræve en konge.« Samuel sagde til folket: »Frygt ikke, selv om I har gjort dette onde. Nu må I ikke vige fra Herren, men I skal tjene ham af hele jeres hjerte. Vig ikke fra ham, så I følger de tomme afguder, som intet gavner eller hjælper, fordi de er tomhed. For sit store navns skyld vil Herren ikke forkaste sit folk, for han besluttede at gøre jer til sit folk. Jeg vil da heller aldrig begå den synd mod Herren at holde op med at gå i forbøn for jer. Jeg vil vise jer den gode og rette vej. Frygt Herren og tjen ham i trofasthed af hele jeres hjerte! Se, hvor store ting han har gjort imod jer. Men hvis I handler ondt, skal både I og jeres konge miste livet.«

Krydshenvisning:

1 Sam 8,7 8,9 8,22 11,15

Krydshenvisning:

1 Mos 46,6

2 Mos 3,7 6,26

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

4 Mos 21,7

Dom 10,10

Krydshenvisning:

1 Sam 3,20

Krydshenvisning:

1 Sam 11,1-2 8,19

Krydshenvisning:

Dom 2,15

Krydshenvisning:

5 Mos 32,37-38

Es 44,9-10

Krydshenvisning:

2 Mos 19,6

Rom 11,2

Krydshenvisning:

1 Sam 7,8-9

Krydshenvisning:

5 Mos 6,12-15