Bibelen online

Dommerbogen Kapitel 6

Gideons kaldelse til dommer

Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Herren gav dem i midjanitternes hånd, og i syv år havde midjanitterne magten over Israel. Af frygt for dem indrettede israelitterne tilflugtssteder i bjergene, huler og klippeborge. Hver gang israelitterne havde sået, kom midjanitterne og amalekitterne og Østens folk og gik til angreb på dem. De slog lejr på deres jord og ødelagde landets afgrøde helt til Gaza. De lod intet være tilbage at leve af i Israel, heller ikke får, okser eller æsler. For de kom med deres hjorde og deres telte, så talrige som græshopper; hverken de eller deres kameler kunne tælles. De trængte ind i landet og hærgede det. Israel blev helt forarmet på grund af midjanitterne, og de råbte til Herren.

Da israelitterne råbte til Herren over midjanitterne, sendte han en profet til dem. Han sagde til dem: »Dette siger Herren, Israels Gud: Jeg førte jer op fra Egypten, ud af trællehuset. Jeg reddede jer fra egypterne og fra alle jeres undertrykkere; jeg drev dem bort foran jer og gav jer deres land. Jeg sagde til jer: Jeg er Herren, jeres Gud; I må ikke frygte amoritternes guder, hvis land I bor i. Men I adlød mig ikke.«

Herrens engel kom og satte sig under egen i Ofra, som tilhørte abiezritten Joash. Hans søn Gideon var ved at tærske hvede i vinpersen for at have den i sikkerhed for midjanitterne. Herrens engel viste sig for ham og sagde til ham: »Herren er med dig, tapre kriger!« Gideon sagde til ham: »Hør mig, herre! Hvis Herren er med os, hvorfor har alt dette så ramt os? Hvor er alle de undere, som vore fædre fortalte os om, når de sagde: ›Herren førte os op fra Egypten‹? Nu har Herren forkastet os og givet os i midjanitternes magt.« Så vendte Herren sig til Gideon og sagde: »Drag af sted i al din styrke, så skal du frelse Israel fra midjanitterne. Det er mig, der sender dig.« Gideon sagde til ham: »Hør mig, herre! Hvordan skulle jeg kunne frelse Israel? Min slægt er den mest ubetydelige i Manasse, og jeg er den yngste i min fars hus.« Men Herren sagde til ham: »Jeg vil være med dig! Du skal slå midjanitterne alle som én.« Gideon sagde: »Har jeg fundet nåde for dine øjne, så giv mig et tegn på, at det er dig, der taler til mig. Gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage med en gave til dig og stiller den foran dig.« Han svarede: »Jeg bliver her, til du kommer tilbage.«

Så gik Gideon hjem og tilberedte et gedekid og bagte usyrede brød af en efa mel. Kødet lagde han i en kurv, og suppen hældte han i en gryde; så bragte han det ud til ham under egen. Da han kom med det, sagde Guds engel til ham: »Tag kødet og de usyrede brød, læg det på klippen dér, og hæld suppen ud over det!« Det gjorde han, og Herrens engel rakte den stav frem, han havde i hånden, og rørte ved kødet og de usyrede brød med spidsen af den. Da slog ild op fra klippen og fortærede kødet og de usyrede brød; og Herrens engel forsvandt for øjnene af ham. Så forstod Gideon, at det var Herrens engel, og han sagde: »Ak, Gud Herre, nu har jeg set Herrens engel ansigt til ansigt!« Men Herren sagde til ham: »Fred være med dig! Vær ikke bange, du skal ikke dø!« Dér byggede Gideon et alter for Herren og kaldte det »Herren er fred«. Det står den dag i dag i abiezritternes Ofra.

Samme nat sagde Herren til ham: »Tag en af din fars tyre, en fuldvoksen syvårig tyr. Riv så din fars Ba'al-alter ned og hug Ashera-pælen om, som står ved siden af. På toppen af denne fæstningsklippe skal du bygge et alter for Herren din Gud på den foreskrevne måde. Så skal du tage den fuldvoksne tyr og bringe den som brændoffer; Ashera-pælen, som du har hugget om, skal du bruge som brænde.«

Gideon tog ti af sine trælle og gjorde, som Herren havde sagt til ham. Men af frygt for sin familie og byens mænd turde han ikke gøre det om dagen, men gjorde det om natten. Da byens mænd næste morgen opdagede, at Ba'al-alteret var revet ned og Ashera-pælen, som stod ved siden af, hugget om, og at den fuldvoksne tyr var ofret på det alter, der var bygget, sagde de til hinanden: »Hvem har gjort det?« De spurgte sig for og undersøgte det og fik at vide, at det var Gideon, Joashs søn, der havde gjort det. Så sagde de til Joash: »Kom herud med din søn! Han skal dø, for han har revet Ba'al-alteret ned og hugget Ashera-pælen om, som stod ved siden af.« Men Joash sagde til alle, der stod omkring ham: »Vil I virkelig stride for Ba'al? Vil I virkelig redde ham? Den, der strider for ham, skal lide døden, før det bliver morgen. Hvis han er en gud, vil han stride for sig selv, når hans alter er revet ned.« Den dag fik Gideon navnet Jerubba'al; man sagde: »Lad Ba'al stride mod ham, som har revet hans alter ned.«

Alle midjanitterne og amalekitterne og Østens folk samledes og gik over Jordan; og de slog lejr på Jizre'elsletten. Da iklædte Herrens ånd sig Gideon; han stødte i hornet, og abiezritterne sluttede op bag ham. Derpå sendte han bud ud i hele Manasse, og de sluttede også op bag ham. Og han sendte bud ud i Asher og Zebulon og Naftali, og de sluttede sig til dem.

Gideon sagde til Gud: »Vil du frelse Israel ved mig, sådan som du har lovet? Nu lægger jeg noget uld på tærskepladsen, og hvis der falder dug på ulden alene, mens der er tørt på jorden, så ved jeg, at du vil frelse Israel ved mig, sådan som du har lovet.« Og sådan gik det. Da han næste morgen vred ulden, pressede han så meget dug af den, at der blev en skålfuld vand. Gideon sagde til Gud: »Du må ikke blive vred på mig, når jeg taler denne ene gang endnu. Lad mig bare én gang til prøve med ulden. Lad ulden alene være tør, mens der falder dug på jorden.« Og sådan gjorde Gud den nat. Kun ulden var tør, mens der var dug på jorden.

Krydshenvisning:

Dom 3,12

Krydshenvisning:

5 Mos 28,33

Krydshenvisning:

Dom 7,12

Krydshenvisning:

2 Kong 17,35 17,38

Krydshenvisning:

Jos 17,2

Krydshenvisning:

2 Mos 13,14

Krydshenvisning:

1 Sam 12,11

Hebr 11,32

Krydshenvisning:

2 Mos 3,12

Krydshenvisning:

Dom 13,15-16

Krydshenvisning:

1 Mos 18,6-8

Krydshenvisning:

3 Mos 9,24

Krydshenvisning:

Dom 13,22

2 Mos 33,20

Krydshenvisning:

Dom 13,22

2 Mos 33,20

Krydshenvisning:

5 Mos 7,5

2 Kong 11,18 23,12-15

Krydshenvisning:

2 Mos 20,24-25

5 Mos 27,6

Krydshenvisning:

1 Kong 18,21-39

Note:

På hebraisk er der ordspil mellem Jerubba'al og Lad Ba'al stride.

Krydshenvisning:

Dom 7,1

Krydshenvisning:

Dom 3,10 11,29

Luk 24,49

Krydshenvisning:

1 Mos 18,30 18,32

Julekort 2018

Årets julekort fra Bibelselskabet er med motiv fra Børnebibelen
julekort
29,95

Illustrator: Charlotte Pardi
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: jul-18
Mål: 15 x 18 cm