Bibelen online

Anden Samuelsbog Kapitel 3

Davids sønner i Hebron

I Hebron fik David disse sønner: Amnon, den førstefødte, med Akinoam fra Jizre'el, Kil'ab, den næstældste, med Abigajil, der havde været gift med Nabal fra Karmel, Absalom, den tredje, søn af Ma'aka, der var datter af Geshurs konge Talmaj, Adonija, den fjerde, søn af Haggit, Shefatja, den femte, søn af Abital, Jitream, den sjette, som han fik med Egla, Davids hustru. Disse sønner fik David i Hebron.

Abners død

Under krigen mellem Sauls hus og Davids hus fik Abner styrket sin magt i Sauls hus. Saul havde haft en medhustru som hed Rispa. Hun var datter af Ajja. Ishboshet sagde til Abner: »Hvorfor gik du ind til min fars medhustru?« Abner blev meget vred over Ishboshets ord og sagde: »Er jeg et hundehoved fra Juda? Jeg har hele tiden været trofast mod din far Sauls hus, mod hans slægtninge og venner og har ikke prisgivet dig til David, og så kommer du og vil drage mig til ansvar for en kvindes skyld! Gud ramme Abner igen og igen, om ikke jeg vil virkeliggøre det, Herren tilsvor David! Jeg skal tage kongedømmet fra Sauls hus og rejse Davids trone over Israel og Juda fra Dan til Be'ersheba.« Ishboshet kunne intet svare, så bange var han for Abner.

I stedet for selv at komme sendte Abner bud til David: »Hvem tilhører landet? Slut pagt med mig, så vil jeg give dig min støtte og få hele Israel over på din side.« David svarede: »Godt, jeg vil slutte pagt med dig. Kun forlanger jeg én ting af dig: Du skal ikke vise dig for mig, medmindre du har Sauls datter Mikal med, når du kommer.«

Derefter sendte David bud til Sauls søn Ishboshet og sagde: »Giv mig min hustru Mikal, som jeg købte mig for hundrede filisterforhuder.« Så sendte Ishboshet bud og tog hende fra hendes mand Paltiel, Lajishs søn. Hendes mand fulgte med og gik grædende efter hende lige til Bahurim; dér sagde Abner til ham, at han skulle gå hjem, og så gik han hjem. Abner forhandlede med Israels ældste og sagde: »I lang tid har I ønsket at få David til konge over jer. Nu må I gøre alvor af det! For Herren har sagt om David: Ved min tjener David vil jeg frelse mit folk Israel fra filistrene og fra alle dets fjender.« Abner henvendte sig også til benjaminitterne, og til sidst drog han til Hebron for at forelægge David alt, hvad Israel og hele Benjamins hus havde besluttet. Da Abner med tyve mand var kommet til David i Hebron, holdt David et gilde for Abner og de mænd, der fulgte ham. Abner sagde til David: »Nu vil jeg tage af sted og samle hele Israel om min herre kongen; så vil de slutte pagt med dig, og du kan herske over alt, hvad dit hjerte begærer.« David lod Abner rejse, og han drog bort i fred.

Netop da kom Davids mænd og Joab tilbage fra et strejftogt, og de bragte et stort bytte med sig. Abner var ikke længere hos David i Hebron, for David havde ladet ham rejse, og han var draget bort i fred. Da nu Joab og hele den hær, han havde haft med, kom tilbage, fik han at vide, at Abner, Ners søn, havde været hos kongen, som havde ladet ham rejse, og at han var draget bort i fred. Så gik Joab til kongen og sagde: »Hvad er det dog, du har gjort? Abner har jo været hos dig; hvorfor har du ladet ham rejse sin vej? Du kender Abner, Ners søn. Det var bare for at narre dig, han kom; han ville finde ud af din færden og alt, hvad du har for.« Så snart Joab var kommet ud fra David, sendte han nogle mænd efter Abner. De bragte ham med tilbage fra Bor-ha-Sira, uden at David vidste det. Da Abner var kommet tilbage til Hebron, tog Joab ham til side i porten for at tale med ham under fire øjne. Dér stak han ham i maven og dræbte ham for at hævne sin bror Asael.

Da David siden hen fik det at høre, sagde han: »Jeg og mit kongedømme er til evig tid uden skyld over for Herren i Ners søn Abners blod. Måtte det komme over Joabs hoved og over hele hans fars hus, og måtte Joabs hus aldrig slippe for folk, der har udflåd og spedalskhed, går med krykker, falder for sværdet og lider sult!«

Joab og hans bror Abishaj slog Abner ihjel, fordi han havde dræbt deres bror Asael i slaget ved Gibeon.

Så sagde David til Joab og til alle sine folk: »I skal flænge jeres klæder, klæde jer i sæk og holde ligklage over Abner.« Selv gik kong David bag ved båren. Så begravede de Abner i Hebron. Kongen brast i gråd ved Abners grav, og alle græd med. Og kongen sang dødsklage over Abner:

»At Abner skulle dø, som tåben dør!

Dine hænder var ikke bundet,

dine fødder ikke lagt i lænker.

Du faldt, som man falder for voldsmænd.«

Da græd de alle endnu mere over ham.

Senere kom de alle hen for at få David til at spise, mens det endnu var dag, men David svor: »Gud ramme mig igen og igen, hvis jeg spiser brød eller noget som helst andet, før solen går ned!« Det mærkede de sig alle, og de syntes godt om det. Alt, hvad kongen gjorde, syntes alle godt om. Den dag forstod de alle, også hele Israel, at kongen intet havde at gøre med drabet på Abner, Ners søn. Og kongen sagde til sine mænd: »I forstår vel, at det er en høvding og stormand i Israel, der er faldet i dag. Men jeg er endnu for svag, skønt jeg er salvet til konge, og disse mænd, Serujas sønner, er mig for stærke. Herren skal gengælde ugerningsmanden det onde, han har gjort.«

Krydshenvisning:

1 Krøn 3,1-4

2 Sam 13,1

Krydshenvisning:

1 Krøn 3,1-4

2 Sam 13,1

1 Sam 25,42-43

2 Sam 15,1

Krydshenvisning:

1 Krøn 3,1-4

2 Sam 13,1

1 Kong 1,5

Krydshenvisning:

1 Krøn 3,1-4

2 Sam 13,1

Krydshenvisning:

2 Sam 21,8

3 Mos 18,20

Krydshenvisning:

1 Sam 15,28 3,20

Krydshenvisning:

1 Sam 18,27

Krydshenvisning:

1 Sam 25,44

Krydshenvisning:

2 Sam 20,10 2,23

Krydshenvisning:

2 Sam 1,17

Krydshenvisning:

2 Sam 2,18