I Davids regeringstid var der en hungersnød, som varede hele tre år. Da søgte David Herrens ansigt, og Herren svarede: »Der hviler blodskyld på Saul og hans hus, fordi han dræbte gibeonitterne.« Gibeonitterne var ikke israelitter, men hørte til de amoritter, der var tilbage; skønt israelitterne havde aflagt ed til dem, havde Saul i sin nidkærhed for israelitterne og judæerne stræbt efter at udrydde dem. David sendte nu bud efter gibeonitterne og sagde til dem: »Hvad kan jeg gøre for jer? Hvordan kan jeg skaffe soning, så I kan velsigne Herrens ejendomsfolk?« Gibeonitterne svarede: »Vores mellemværende med Saul og hans hus kan ikke afgøres med sølv eller guld; men vi har ikke ret til at dræbe nogen i Israel.« Kongen spurgte: »Hvad forlanger I, at jeg skal gøre for jer?« Og de svarede: »Det gælder den mand, som ville gøre det af med os, og som havde planer om at udrydde os, så der ikke var en eneste tilbage i hele Israel. Udlevér syv af hans efterkommere til os, så vi kan henrette dem for Herren på Herrens bjerg i Gibeon.« Kongen svarede: »Dem skal I få.« Men kongen skånede Mefiboshet, Jonatans søn, Sauls sønnesøn, på grund af den ed, som David og Sauls søn Jonatan havde aflagt hinanden ved Herren. Kongen tog de to sønner, som Ajjas datter Rispa havde født Saul, Armoni og Mefiboshet, og de fem sønner, som Sauls datter Merab havde født Adriel, der var søn af Barzillaj fra Mehola. Dem udleverede han til gibeonitterne, som henrettede dem på bjerget for Herrens ansigt. Således omkom de alle syv på én gang; de blev dræbt i de første dage af høsten, i begyndelsen af byghøsten.

Filistrene åbnede igen krig mod Israel, og David og hans folk drog ned og angreb filistrene. David var udmattet. Jishbi-Benob, som hørte til Rafa-slægten, havde et bronzespyd, der vejede tre hundrede sekel, og han bar et nyt sværd. Han havde i sinde at slå David ihjel. Men Serujas søn Abishaj kom David til undsætning og slog filisteren ihjel. Da svor Davids mænd: »Du må aldrig mere drage i felten med os, for du må ikke slukke Israels lampe.«