Bibelen online

Fjerde Mosebog Kapitel 5

Udskillelse af urene

Herren talte til Moses og sagde: Giv israelitterne befaling om at sende alle med spedalskhed eller udflåd og alle, der er blevet urene ved berøring med lig, ud af lejren. Både mænd og kvinder skal I sende bort; I skal sende dem uden for lejren, så de ikke gør lejren uren hos dem, jeg bor iblandt. Det gjorde israelitterne. De sendte dem uden for lejren. Israelitterne gjorde, sådan som Herren havde befalet Moses.

Erstatningspligt

Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Når en mand eller kvinde i troløshed mod Herren begår nogen som helst synd og dermed pådrager sig selv skyld, så skal de bekende den synd, de har begået. Han skal give den, han har forsyndet sig imod, erstatning med tillæg af en femtedel. Men hvis den, han har forsyndet sig imod, ikke har nogen løser, som kan modtage erstatningen, så skal erstatningen gives til Herren og tilfalde præsten foruden den soningsvædder, hvormed præsten skaffer ham soning. Alle de helliggaver, israelitterne bringer som afgift til præsten, skal tilfalde ham. Alle helliggaver skal tilfalde ham; det, man giver til præsten, skal tilfalde præsten.

Loven om skinsygeofferet

Herren talte til Moses og sagde: Tal til israelitterne og sig til dem: Hvis en kvinde kommer på afveje og er sin mand utro, ved at en anden mand har samleje med hende, uden at hendes mand ved det, og uden at det bliver opdaget, skønt hun er blevet uren, og der ikke er noget vidne imod hende, fordi hun ikke blev grebet på fersk gerning, og skinsygen griber ham, og han bliver skinsyg på sin hustru, der er blevet uren, eller hvis skinsygen griber ham, og han bliver skinsyg på sin hustru, skønt hun ikke er blevet uren, så skal manden føre sin hustru til præsten. Som offergave for hende skal han medbringe en tiendedel efa bygmel, som han ikke må hælde olie over og ikke komme røgelse på; det er et skinsygeoffer, et erindringsoffer, der skal gøre Gud opmærksom på skylden. Præsten skal lade hende træde frem og stille hende for Herrens ansigt. Præsten skal så tage helligt vand i en lerskål, og han skal tage noget af støvet på gulvet i boligen og komme det i vandet. Når præsten har stillet kvinden frem for Herrens ansigt, skal han løse hendes hår og lægge erindringsofferet, skinsygeofferet, i hendes hænder, mens præsten i sin hånd skal have bitterhedens vand, der bringer forbandelse. Præsten skal så tage kvinden i ed og sige til hende: »Hvis der ikke er nogen, der har haft samleje med dig, og du ikke er kommet på afveje, så du, en gift kvinde, er blevet uren, så vil dette bitterhedens vand, der bringer forbandelse, ikke skade dig. Men hvis du, en gift kvinde, er kommet på afveje og er blevet uren, fordi en anden end din mand har haft samleje med dig« – præsten tager nu kvinden i ed med forbandelseseden og siger til hende – »så skal Herren gøre dig til en forbandelse og besværgelse i dit folk ved at lade dine hofter skrumpe og din mave svulme. Når dette vand, der bringer forbandelse, kommer ned i dine indvolde, skal din mave svulme og dine hofter skrumpe«. Og kvinden skal sige: »Amen, amen.« Præsten skal skrive disse forbandelser ned og vaske dem ud i bitterhedens vand; han skal give kvinden bitterhedens vand, der bringer forbandelse, at drikke, og bitterhedens vand, der bringer forbandelse, skal komme ind i hende. Så skal præsten tage skinsygeofferet fra kvindens hånd og foretage svingningen med det for Herrens ansigt og bringe det hen til alteret. Af afgrødeofferet skal han tage en håndfuld som duftoffer og brænde det på alteret. Derefter skal han give kvinden vandet at drikke. Han skal give hende vandet at drikke, og hvis hun er blevet uren og har været sin mand utro, så vil hendes mave svulme og hendes hofter skrumpe, når bitterhedens vand, der bringer forbandelse, kommer ind i hende, og så bliver kvinden til forbandelse i sit folk. Men hvis kvinden ikke er blevet uren, men er ren, skader det hende ikke, og hun vil kunne få børn.

Det var loven om skinsyge, når en gift kvinde bedrager sin mand og bliver uren, eller når skinsygen griber en mand, så han bliver skinsyg på sin hustru. Præsten skal stille hende frem for Herrens ansigt, og følge hele denne lov. Manden går fri af straf, men kvinden må bære sin straf.

Krydshenvisning:

3 Mos 13,46 15,2

4 Mos 9,6-7

Krydshenvisning:

4 Mos 12,14-15

2 Mos 25,8

Krydshenvisning:

3 Mos 5,21-26

Krydshenvisning:

3 Mos 5,21-26

Krydshenvisning:

3 Mos 5,21-26

Krydshenvisning:

4 Mos 18,8

2 Mos 29,28

Krydshenvisning:

3 Mos 5,11

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.