Bibelen online

Esajas' Bog Kapitel 9

Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys,

lyset skinner for dem,

der bor i mørkets land.

Du gør jubelen stærk,

du gør glæden stor;

de glæder sig for dit ansigt,

som man glæder sig over høsten,

som man jubler,

når man deler byttet.

For det tyngende åg,

stangen over deres skulder,

og slavefogedens kæp

brækker du som på Midjans dag.

Hver støvle,

der tramper i larmen,

og kappen,

der er sølet i blod,

skal brændes

og fortæres af ild.

For et barn er født os,

en søn er givet os,

og herredømmet skal ligge

på hans skuldre.

Man skal kalde ham

Underfuld Rådgiver,

Vældig Gud,

Evigheds Fader,

Freds Fyrste.

Stort er herredømmet,

freden uden ophør

over Davids trone

og over hans rige,

så han kan grundfæste det

og understøtte det

med ret og retfærdighed

fra nu af og til evig tid.

Hærskarers Herres nidkærhed

skal udvirke dette.

Herrens vrede mod det forhærdede folk

Herren har sendt et ord mod Jakob,

det har ramt Israel,

hele folket har lært det at kende,

Efraim og Samarias indbyggere.

Men i hovmod og hjertets overmod sagde de:

»Teglstenene er faldet, men vi bygger med kvadersten;

morbærtræerne blev fældet,

men vi erstatter dem med cedre.«

Da æggede Herren hans fjender – Resin – imod ham

og hidsede hans modstandere op;

Aram fra øst og filistrene fra vest,

de slugte Israel med opspilet gab.

Trods det har hans vrede ikke lagt sig,

hans hånd er stadig løftet.

Folket vendte ikke om til ham, der slog det,

de søgte ikke Hærskarers Herre.

Da huggede Herren hoved og hale af Israel,

sivets top og stængel på samme dag.

Ældste og anset er hoved,

profeten, der forkynder løgn, er hale.

Dette folks vejledere førte vild,

de, som blev vejledt, blev ført vild.

Derfor glædede Herren sig ikke over dets unge mænd,

og han forbarmede sig ikke over dets faderløse og enker;

for alle var gudløse og forbrydere,

hver mund talte nedrighed.

Trods det har hans vrede ikke lagt sig,

hans hånd er stadig løftet.

Uretten brændte som ild,

den fortærede tjørn og tidsel

og antændte skovens tætte krat,

så røgen hvirvledes op.

Ved Hærskarers Herres vrede blev landet svedet af,

og folket blev ildens bytte.

Ingen skåner sin næste;

man hugger i sig til højre, men er lige sulten,

man æder løs til venstre, men bliver ikke mæt.

De æder kødet af deres landsmænd,

Manasse af Efraim, Efraim af Manasse,

i fællesskab falder de over Juda.

Trods det har hans vrede ikke lagt sig,

hans hånd er stadig løftet.

Krydshenvisning:

Es 60,1

Matt 4,16

Luk 1,79

Krydshenvisning:

Es 10,26

Krydshenvisning:

Es 22,22

Mika 5,1

Krydshenvisning:

2 Sam 7,12-13

Luk 1,32-33

Es 11,1-5

Sl 72,3-5

Krydshenvisning:

Es 5,25

Krydshenvisning:

Es 19,15

Krydshenvisning:

Es 3,12