Bibelen online

Josvabogen Kapitel 23

Josvas afskedstale

Lang tid efter, da Herren havde skaffet Israel fred for dets fjender på alle sider, og Josva var blevet gammel, højt oppe i årene, kaldte Josva hele Israel, de ældste, overhovederne, dommerne og skriverne til sig og sagde til dem: »Jeg er blevet gammel, højt oppe i årene. I har selv set alt, hvad Herren jeres Gud har gjort ved alle disse folk foran jer; Herren jeres Gud førte selv krigen for jer. Se, de folk, der var tilbage, har jeg tildelt jer som ejendom, stamme for stamme, tillige med alle de folk, jeg har udryddet, fra Jordan til Det Store Hav i vest. Herren jeres Gud vil selv jage dem væk og drive dem bort foran jer, så I kan tage deres land i besiddelse, sådan som Herren jeres Gud har lovet jer. Hold ud, og gør omhyggeligt alt, hvad der står i Moses' lovbog, uden at vige fra den til højre eller til venstre. I må ikke indlade jer med de folk, som er tilbage hos jer; I må ikke påkalde deres guders navne eller sværge ved dem, I må ikke dyrke og tilbede dem. I skal holde fast ved Herren jeres Gud, sådan som I hidtil har gjort. Derfor drev Herren store og mægtige folk bort foran jer, og ingen har hidtil kunnet holde stand mod jer. Hver eneste af jer kunne jage tusind på flugt, for Herren jeres Gud førte selv krigen for jer, sådan som han havde lovet jer.

Tag jer godt i agt, og elsk Herren jeres Gud! For hvis I vender jer bort og holder jer til de folk, som er tilbage hos jer, og bringer jer i familie med dem og indlader jer med dem og de med jer, da skal I vide, at Herren jeres Gud ikke længere vil drive disse folk bort foran jer. De vil blive en fælde og en snare for jer, en pisk over ryggen og en torn i øjet på jer, indtil I er udryddet fra denne gode jord, som Herren jeres Gud gav jer. Jeg går nu al kødets gang. Med hele jeres hjerte og med hele jeres sjæl ved I, at ikke ét af alle de gode ord, Herren jeres Gud talte til jer, er faldet til jorden. Alt er gået i opfyldelse for jer; ikke ét ord er faldet til jorden. Men ligesom alt det gode, Herren jeres Gud talte til jer, er gået i opfyldelse for jer, vil Herren også lade alt det onde gå i opfyldelse, indtil han har udryddet jer fra denne gode jord, som han gav jer. Bryder I den pagt, Herren jeres Gud pålagde jer, og går hen og dyrker og tilbeder andre guder, da vil Herrens vrede flamme op mod jer, og I vil meget snart blive udryddet fra det herlige land, han gav jer.«

Krydshenvisning:

Jos 21,44 13,1

Krydshenvisning:

2 Mos 14,14

5 Mos 1,30 3,22

Krydshenvisning:

2 Mos 23,27 23,30

5 Mos 6,19

Krydshenvisning:

Jos 1,7

Krydshenvisning:

2 Mos 23,13 23,24

Krydshenvisning:

Jos 1,5

Am 2,9

Krydshenvisning:

5 Mos 32,30 3,22

Krydshenvisning:

5 Mos 6,5

Krydshenvisning:

4 Mos 33,55

5 Mos 7,16

Dom 2,3

Krydshenvisning:

Jos 21,45

Krydshenvisning:

5 Mos 28,15-47

Jos 24,20

Krydshenvisning:

5 Mos 28,15-47

Jos 24,20

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.