Bibelen online

Judits Bog Kapitel 1

Nebukadnesar indleder krig mod Arpakshad

Det var det tolvte år i Nebukadnesars regeringstid, han som var konge over assyrerne i den store by Nineve. På den tid var Arpakshad konge over mederne i Ekbatana; han havde bygget en mur omkring Ekbatana af tilhuggede sten, tre alen brede og seks alen lange, og han havde bygget muren, så den var halvfjerds alen høj og halvtreds alen bred. Ved byportene havde han rejst tårnene, der var hundrede alen høje, på fundamenter, der var op til tres alen brede, og han havde bygget portene, så de rejste sig i en højde af halvfjerds alen og havde en bredde af fyrre alen, for at hans mægtige hære kunne drage ud med fodfolket i slagorden.

På denne tid indledte kong Nebukadnesar krig mod kong Arpakshad på den store slette, en slette i Ragau-området. Alle, der boede i bjerglandet, sluttede sig til ham; desuden alle, der boede ved Eufrat, Tigris og Hydaspes og i elamitterkongen Arjoks sletteland; mange folkeslag strømmede sammen og sluttede sig til kaldæernes hær.

Nebukadnesar søger forbundsfæller til sin krig

Assyrerkongen Nebukadnesar sendte bud til alle dem, der boede i Persien, og til alle dem, der boede i vest: til indbyggerne i Kilikien, Damaskus, Libanon og Antilibanon, til alle, der boede langs kysten, til Karmels og Gileads befolkning, til Øvre Galilæa og den store Esdrelonslette, til alle i Samaria og dets byer, til egnen på den anden side af Jordan lige til Jerusalem, Betane, Kelus og Kedesh, og til Egyptens bæk, Tafne, Ramses og hele landet Goshen, helt til egnen på den anden side af Tanis og Memfis, og til alle dem, der boede i Egypten helt til grænsen mod Etiopien.

Alle beboerne i disse lande lod hånt om assyrerkongen Nebukadnesars ord og ville ikke drage med ham i krig. De nærede nemlig ikke frygt for ham – i deres øjne var han kun et menneske – og de lod hans sendebud vende tilbage, ydmygede og med uforrettet sag. Nebukadnesar blev rasende på alle disse lande og svor ved sin trone og sit rige, at han ville tage hævn over Kilikiens, Damaskus' og Syriens områder, og med sit sværd dræbe alle, der boede i Moab, Ammon, hele Judæa og alle i Egypten helt til områderne ved de to søer.

Nebukadnesars sejr over Arpakshad

I sit syttende regeringsår rykkede Nebukadnesar med sin hær ud mod kong Arpakshad; han besejrede ham i kampen, og hele Arpakshads hær med hele rytteriet og alle vognene slog han på flugt. Han gjorde sig til herre over hans byer og trængte helt frem til Ekbatana, hvor han erobrede tårnene, plyndrede basarerne og forvandlede dens pragt til dens skam. Arpakshad tog han til fange i Ragaus bjerge; han stak ham ned med sine kastespyd og gjorde for altid ende på hans magt. Derpå vendte Nebukadnesar hjem med sit bytte, han og hele hans broget sammensatte hær, en vældig flok af våbenføre mænd, og dér tilbragte han og hans hær hundrede og tyve dage i sorgløshed og fest.

Krydshenvisning:

1 Mos 10,22

2 Kong 24,1

Dan 1,1-4,34

Jon 3,1-10

Krydshenvisning:

Tob 4,1 5,6 9,1-5

Note:

kaldæernes: efter den syriske oversættelse. Göttingerudgaven har keleuditternes.

Krydshenvisning:

1 Mos 14,1

Note:

den store Esdrelonslette er identisk med den bibelske Jizre'elslette,

Krydshenvisning:

Jos 17,16

Note:

på den anden side af Jordan angiver vestsiden af floden.

Julekort 2018

Årets julekort fra Bibelselskabet er med motiv fra Børnebibelen
julekort
29,95

Illustrator: Charlotte Pardi
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: jul-18
Mål: 15 x 18 cm