Bibelen online

Visdommens Bog Kapitel 15

Israels afvisning af billeddyrkelsen

Men du, vor Gud, er god og sand, du er sen til vrede og styrer alt med barmhjertighed. For selv om vi skulle synde, er vi dine; vi erkender jo din magt. Men da vi ved, at vi regnes for dine, vil vi ikke synde. For at kende dig er den hele og fulde retfærdighed, og at erkende din magt er roden til udødelighed. For vi har ikke ladet os føre på vildspor af menneskers udspekulerede påfund eller af billedmageres frugtesløse arbejde: en figur oversmurt med forskellige farver, der virker tillokkende på de uforstandige, som ser dem, så de tiltrækkes af det døde billedes livløse skikkelse. Både de, der har udført billederne, og de, der lader sig tiltrække af dem, og de, der dyrker dem, har kastet deres kærlighed på det onde, og de fortjener den slags at sætte deres håb til.

En pottemager ælter møjsommeligt det bløde ler og former hver eneste ting, vi har brug for; men af det samme ler former han helt på samme måde såvel de kar, der skal bruges til det, der er rent, som dem til det modsatte. Hvad hvert enkelt af dem skal anvendes til, afgør han, der arbejder med leret. Med ilde anvendt møje former han så af det samme ler en tom gud, han, som for kort tid siden selv er blevet til af jord og snart skal vende tilbage til det, han er taget af, når livet, som han havde til låns, kræves af ham. Alligevel bekymrer han sig ikke om, at han må dø, eller om, at livet er kort; nej, han kappes med guldsmede og sølvkunstnere og efterligner bronzestøberne, og han mener, det bringer ham ære at forme efterligninger. Hans hjerte er aske, hans håb mindre værd end jord, hans liv mere foragteligt end ler, for han har ikke kendt ham, der formede ham og åndede livskraft i ham og blæste livsånde i ham. Vores menneskeliv anser han for at være en leg og vores tilværelse for at være en indbringende folkefest; han mener nemlig, man må skaffe sig indtægter fra hvad som helst, selv fra noget ondt. For han ved bedre end alle andre, at han synder, når han med jord som materiale fremstiller både skrøbelige kar og gudebilleder.

Egypternes afgudsdyrkelse

Men de mest uforstandige af alle, ringere end spædbørn, når det gælder forstand, er dit folks fjender og undertrykkere; for de regner alle folkeslagenes afguder for guder, selv om afguderne hverken kan bruge deres øjne til at se med eller har næser til at indsnuse luften med, eller ører til at høre med eller fingre til at føle med, og selv om deres fødder er ude af stand til at tage et skridt; det er jo et menneske, der har skabt dem, en, der selv har åndedraget til låns, der har formet dem, for det står ikke i noget menneskes magt at forme en gud i sit eget billede; afgudsdyrkeren er hjemfalden til døden, men det, han frembringer med sine syndige hænder, er helt uden liv. Han er jo mere værd end de afguder, han dyrker: Han har fået livet, det har de aldrig.

Disse folk dyrker tilmed de mest frastødende dyr, som sammenlignet med andre er ringere, fordi de er dumme; de ejer intet af den skønhed, som ellers kan tiltrække ved synet af dyr; de må undvære både Guds velvilje og hans velsignelse.

Krydshenvisning:

2 Mos 34,6-7

Visd 11,23-26

Krydshenvisning:

Joh 17,3

Krydshenvisning:

Visd 13,10-19

Judit 8,18

Krydshenvisning:

Visd 13,10-19

Krydshenvisning:

Visd 13,10-19

Krydshenvisning:

Visd 13,10-19

Jer 18,6-10

Rom 9,21

Krydshenvisning:

Visd 13,10-19

1 Mos 2,7 3,19

Job 10,9

Præd 12,7

Sir 17,1

Krydshenvisning:

Visd 13,10-19

Krydshenvisning:

Visd 13,10-19

Krydshenvisning:

Visd 13,10-19

1 Mos 2,7

Krydshenvisning:

Visd 13,10-19

Krydshenvisning:

Visd 13,10-19

Note:

de mest uforstandige af alle ... er dit folks fjender: efter mange græske håndskrifter. Göttingerudgaven har de mest uforstandige ... er alle dit folks fjender.

Krydshenvisning:

5 Mos 4,28

JerBr 24-25

Krydshenvisning:

Visd 15,8

Krydshenvisning:

Visd 11,15 12,24

Krydshenvisning:

1 Mos 3,14