Mary Jones
Det siges, at den unge kvinde Mary Jones sparede op i seks år for at kunne købe sig en bibel og gik 42 kilometer for at skaffe den hos en præst. Hendes anstrengelser blev inspirationen til grundlæggelsen af verdens første bibelselskab. Illustration fra bogomslag, 1917. Foto: Wikimedia Commons.

Verdens første bibelselskab bliver til

Det Danske Bibelselskabs historie starter ikke i Danmark, men i Wales i 1804. Her blev verdens første bibelselskab, Det Britiske Bibelselskab, stiftet for at hjælpe alle med at få en bibel, på et sprog de kunne forstå og til en pris de kunne betale. Baggrunden for stiftelsen var historien om pigen Mary Jones og hendes brændende ønske om en bibel.

Mary blev født i 1784 i en smal, smuk dal ved bjerget Cadair Idris i Wales. I et lille hus boede hun med sine forældre, der var fattige vævere. Ligesom de fleste, der boede på landet, kunne de hverken læse eller skrive. Da Mary var fem år gammel, døde hendes far. Store vækkelser havde gået over Wales, og Mary og hendes moder gik tit til aftenmøder. Her lærte Mary Bibelen at kende og kom til at elske de bibelske beretninger.

Bibelens verden åbnes gennem læsning 

Efterhånden ønskede Mary at eje sin egen bibel. Det var imidlertid ikke så enkelt. Bibler var dyre, og hun kunne heller ikke læse.



Da Mary var 10 år gammel, etableredes en skole i Abergynolwyn tre kilometer fra hendes hjem. Mary var lykkelig over at skulle begynde i skole. Det varede ikke længe, før hun kunne læse og skrive, fordi hun var både en dygtig og flittig elev. En af Marys slægtninge boede i nærheden, og hun havde en bibel. Mary fik lov til at gå hen til hende for at læse i den. Det gjorde hun hver uge i seks år.

Sparede op til en bibel 

Nu begyndte hun at spare hver eneste penny, hun tjente ved at hjælpe sine naboer. Efter seks år havde hun penge nok til at købe en bibel. Derfor gik hun til sin præst for at købe en bibel, men han havde ingen. Han henviste hende til præsten Thomas Charles i Bala, som boede 42 kilometer derfra.



Tidlig en morgen drog hun af sted på den lange vej. Det tog hende en hel dag at nå Bala. Da hun nåede frem, måtte præsten skuffe hende: Han havde kun to bibler tilbage, og de var begge lovet bort til andre. Mary blev dybt skuffet. Efter seks års opsparing syntes alt forgæves. Men præsten, Thomas Charles, blev dybt berørt af Marys reaktion. Derfor sagde han til hende, at hun alligevel kunne købe den ene bibel.

Bibelen til hele verden 

To år efter mødet var Thomas Charles samlet med præstekolleger til et møde i London. Her stod han op og fortalte om det store behov for bibler i Wales. Han fortalte, hvor langt Mary Jones var gået for at skaffe sig en bibel. Han foreslog, at man stiftede et bibelselskab for Wales, som kunne forsyne waliserne med bibler.



Foranlediget af Thomas Charles’ beretning rejste baptistpræsten Joseph Hughes sig op og udbrød: ”Ikke bare et bibelselskab for Wales, men for hele imperiet, ja for hele verden!” Således blev pigen Mary Jones årsag til, at der blev dannet et bibelselskab for hele verden. Navnet blev: Det Britiske og Udenlandske Bibelselskab. Det blev stiftet den 7. marts 1804 og blev et forbillede og moderselskab for stiftelsen af andre bibelselskaber. Det Danske Bibelselskab blev stiftet i 1814.

Fra Wales til Danmark

1802

Mary Jones vandrer 42 kilometer for at få en bibel.



1804

Det Britiske Bibelselskab bliver oprettet, fordi alle skal have mulighed for at få en bibel på et sprog.



1814

Det Danske Bibelselskab oprettes på foranledning af skotten Ebenezer Henderson med det Britiske Bibelselskab som forbillede.



Læs om oprettelsen af Det Danske Bibelselskab



2014

Bibelselskabet inviterer hele Danmark med i fejringen af sit 200 års jubilæum. 

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.