Bibelen online

Fjerde Mosebog Kapitel 8

Bestemmelser om lysestagen

Herren talte til Moses og sagde: »Tal til Aron og sig til ham: Når du sætter lamperne på, skal de syv lamper sidde og lyse på forsiden af lysestagen.« Det gjorde Aron. Han satte lamperne på forsiden af lysestagen, sådan som Herren havde befalet Moses. Lysestagen var lavet af udhamret guld; den var udhamret fra dens fod til dens blomst. Moses havde lavet lysestagen helt efter det forbillede, Herren havde vist ham.

Indsættelse af levitterne

Herren talte til Moses og sagde: Tag levitterne ud af israelitternes midte, og gør dem rene. Sådan skal du gøre med dem, for at de kan blive rene: Du skal stænke renselsesvand på dem, og så skal de bruge ragekniv over hele kroppen og vaske deres tøj; så er de blevet renset. Derpå skal de tage en tyrekalv samt det tilhørende afgrødeoffer af fint mel, rørt op med olie, og du skal tage en anden tyrekalv til syndoffer. Så skal du lade levitterne træde frem foran Åbenbaringsteltet og kalde hele israelitternes menighed sammen. Når du har ladet levitterne træde frem for Herrens ansigt, skal israelitterne lægge deres hænder på levitterne, og Aron skal udtage levitterne fra israelitterne og foretage svingningen med dem for Herrens ansigt. Så kan de gøre tjeneste for Herren. Levitterne skal lægge deres hænder på tyrenes hoveder, og du skal bringe den ene som syndoffer og den anden som brændoffer til Herren for at skaffe levitterne soning. Derpå skal du fremstille levitterne for Aron og hans sønner, og du skal foretage svingningen med dem for Herrens ansigt. Du skal skille levitterne ud fra israelitterne, så levitterne bliver mine. Derefter skal levitterne komme og arbejde i Åbenbaringsteltet; du har gjort dem rene og foretaget svingningen med dem. For ud af israelitternes midte er netop de helt og holdent overgivet til mig; jeg har udtaget levitterne i stedet for alt det første, der kommer ud af moderlivet, alle førstefødte blandt israelitterne. For alle førstefødte blandt israelitterne tilhører mig, både mennesker og dyr. Jeg helligede dem til mig, da jeg dræbte alle førstefødte i Egypten, og jeg udtog levitterne i stedet for alle de førstefødte blandt israelitterne og overgav dem til Aron og hans sønner ud af israelitternes midte til at udføre arbejde i Åbenbaringsteltet for israelitterne og skaffe dem soning, så ingen plage skal ramme israelitterne, ved at de nærmer sig helligdommen.

Det gjorde Moses, Aron og hele israelitternes menighed med levitterne. Ganske som Herren havde befalet Moses, gjorde israelitterne med levitterne. Levitterne rensede sig for synd og vaskede deres tøj, og Aron foretog svingningen med dem for Herrens ansigt; på den måde skaffede Aron dem soning, så de blev rene. Derpå kom levitterne og udførte deres arbejde i Åbenbaringsteltet under opsyn af Aron og hans sønner. Det, Herren havde befalet Moses om levitterne, gjorde de med dem.

Herren talte til Moses og sagde: Dette gælder for levitterne: Fra det femogtyvende år og opefter er de forpligtede til at udføre arbejde i Åbenbaringsteltet. Fra det halvtredsindstyvende år skal de trække sig tilbage fra arbejdet; da må de ikke mere udføre arbejde. De kan hjælpe deres brødre i Åbenbaringsteltet med vagttjenesten, men de må ikke udføre arbejde. Sådan skal du gøre med hensyn til levitternes vagttjeneste.

Krydshenvisning:

2 Mos 25,9 25,31-40

Krydshenvisning:

2 Mos 25,9 25,31-40

Krydshenvisning:

2 Mos 25,9 25,31-40

Krydshenvisning:

4 Mos 19,9 19,17

3 Mos 14,8

Krydshenvisning:

2 Mos 29,24

Krydshenvisning:

4 Mos 3,45

Krydshenvisning:

4 Mos 3,12-13

Krydshenvisning:

2 Mos 13,2

Krydshenvisning:

4 Mos 1,53

Krydshenvisning:

4 Mos 4,3 4,23 4,30 4,47