Bibelen online

Femte Mosebog Kapitel 20

Bestemmelser om krigsførelse

Når du rykker ud til kamp mod dine fjender og får øje på heste og vogne og en hær, der er større end din, skal du ikke være bange for dem; for Herren din Gud er med dig, han som førte dig op fra Egypten. Og når I stiller op til kamp, skal en præst træde frem og tale til mandskabet og sige: »Hør, Israel! I stiller i dag op til kamp mod jeres fjender. Tab ikke modet, I skal ikke være bange, I skal ikke nære angst og rædsel for dem. For Herren jeres Gud, som går med jer, vil føre krigen for jer mod jeres fjender og give jer sejr!«

Så skal skriverne sige til mandskabet: »Den, der har bygget et nyt hus, men ikke har fået det indviet, skal vende hjem.« For hvis han faldt i krigen, ville det blive en anden, der indviede hans hus. »Og den, der har plantet en vingård, men ikke har taget den i brug, skal vende hjem.« For hvis han faldt i krigen, ville det blive en anden, der tog den i brug. »Og den, der har forlovet sig med en kvinde, men endnu ikke giftet sig med hende, skal vende hjem.« For hvis han faldt i krigen, ville det blive en anden, der giftede sig med hende. Og endelig skal skriverne sige til mandskabet: »Den, der er bange og modløs, skal vende hjem.« For hans brødre må ikke miste modet som han selv. Når skriverne er færdige med at tale til mandskabet, skal der stilles hærførere i spidsen for hæren.

Når du nærmer dig en by for at angribe den, skal du først opfordre den til overgivelse. Hvis den overgiver sig og åbner sine porte for dig, skal alle indbyggerne i den gøre hoveriarbejde. Vil den ikke overgive sig til dig, men gør modstand mod dig, skal du belejre den, og når Herren din Gud giver den i din magt, skal du hugge alle dens mænd ned med sværd. Men kvinder og børn og dyrene og alt, hvad der er i byen, det, du har røvet i den, kan du tage som krigsbytte; du må gøre dig til gode med det bytte fra dine fjender, som Herren din Gud har givet dig.

På den måde skal du behandle alle de byer, som ligger meget langt borte og ikke hører med til de folks byer her. Men i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig. De må ikke lære jer at gøre alle de afskyelige ting, som de dyrker deres guder med, så I synder mod Herren jeres Gud.

Når du gennem længere tid må belejre en by, før du kan angribe og indtage den, må du ikke svinge øksen mod træerne og ødelægge dem, for dem skal du jo leve af; du må ikke fælde dem. Er træerne på marken måske mennesker, så de også skulle omfattes af din belejring? Men træer, som du ved ikke har spiselig frugt, må du gerne ødelægge og fælde. Af dem kan du bygge belejringsværker mod den by, som gør modstand mod dig, indtil den falder.

Krydshenvisning:

4 Mos 14,9

Krydshenvisning:

5 Mos 1,30

Krydshenvisning:

5 Mos 16,18

Krydshenvisning:

5 Mos 28,30

3 Mos 19,24-25

Krydshenvisning:

5 Mos 24,5

Krydshenvisning:

Dom 7,3

Krydshenvisning:

4 Mos 31,7 31,14-18

Krydshenvisning:

4 Mos 21,1-3

Jos 10,40

Krydshenvisning:

4 Mos 21,1-3

Jos 10,40

Krydshenvisning:

4 Mos 21,1-3

Jos 10,40

Maria fra Magdala

En graphic novel om Jesus og hans tid
Maria fra Magdala
279,95

Forfatter: Kristian Leth
Illustrator: Peter Snejbjerg
Sidetal: 112 sider
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-271-1
Mål: 19 x 26 cm.