Bibelen online

Daniels Bog Kapitel 12

På den tid fremstår Mikael,

den store fyrste,

der står ved dit folks side.

Det bliver en trængselstid,

som der ikke har været magen til,

så længe folkeslag har været til.

På den tid skal dit folk blive reddet,

alle der er indskrevet i bogen.

Mange af dem, der sover i jorden,

skal vågne,

nogle til evigt liv,

andre til forhånelse, til evig afsky.

De indsigtsfulde skal stråle

som himmelhvælvingens stråleglans,

og de, der førte mange til retfærdigheden,

skal stråle som stjernerne for evigt og altid.

Og du, Daniel, skal holde ordene skjult og forsegle bogen til endetiden. Mange skal flakke om, men kundskaben skal blive stor.

Jeg, Daniel, så to andre mænd stå ved floden, én på hver bred. Den ene spurgte manden, der var iført en linneddragt, og som svævede over flodens vand: »Hvor længe varer det, før disse underfulde begivenheder får ende?« Så hørte jeg manden, der var iført en linneddragt, og som svævede over flodens vand, sværge ved ham, som lever evigt, idet han løftede begge hænder mod himlen: »Én tid, to tider og en halv tid! Når det hellige folks magt ikke længere bliver knust, hører det alt sammen op.« Jeg hørte det, men forstod det ikke, og jeg spurgte: »Herre, hvad skal dette ende med?« Han svarede: »Gå bort, Daniel, ordene holdes skjult og er forseglet til endetiden. Mange skal blive lutret, renset og prøvet. De ugudelige handler ugudeligt og forstår intet, men de indsigtsfulde forstår. Fra den tid, det daglige offer bliver afskaffet og Ødelæggelsens Vederstyggelighed opstillet, går der 1290 dage. Lykkelig den, der holder ud og oplever 1335 dage. Men du, Daniel, skal gå bort, indtil enden kommer. Læg dig til hvile, og stå op til din lod ved dagenes ende!«

Krydshenvisning:

Åb 12,7

Matt 24,21

1 Makk 9,27

Krydshenvisning:

Matt 25,46

Joh 5,29

Åb 20,15

2 Makk 7,9

Krydshenvisning:

Dan 11,33

Matt 13,43

Visd 3,7

Krydshenvisning:

Dan 8,26

Åb 10,4 22,10

Krydshenvisning:

Dan 10,5

Krydshenvisning:

Dan 7,25

Åb 10,5 12,14

Krydshenvisning:

Es 29,11

Krydshenvisning:

Dan 11,35

Åb 22,11

Krydshenvisning:

Mark 13,14

1 Makk 1,54