Bibelen online

Første Makkabæerbog Kapitel 9

Judas falder og begraves i Modein

Da Demetrios hørte, at Nikanor og hans tropper var faldet i kampen, sendte han for anden gang Bakkides og Alkimos til landet Juda sammen med hærens højre fløj. De rykkede frem ad vejen til Gilgal, belejrede byen Mesalot i Arbela, indtog den og dræbte mange mennesker. I den første måned år 152 belejrede de Jerusalem; men så brød de op og rykkede frem mod Beret med tyve tusind fodfolk og to tusind ryttere. Judas havde slået lejr i Elasa med tre tusind udvalgte mænd, og da de så, hvor talrige de fjendtlige tropper var, blev de grebet af skræk, og mange deserterede fra lejren; der blev ikke mere end otte hundrede mand tilbage.

Da nu Judas så, at folk var deserteret fra hans lejr, og at kampen rykkede faretruende nær, blev han modløs, fordi han ikke havde tid nok til at få sine folk samlet igen. I sin fortvivlelse sagde han til dem, der var blevet tilbage: »Kom, lad os gå mod vore fjender, hvis vi da er i stand til at tage kampen op med dem.« De forsøgte at få ham fra det ved at sige: »Det er helt umuligt for os. Lad os hellere redde vores liv nu; så kan vi senere vende tilbage sammen med vore brødre og tage kampen op med dem. Selv er vi for få.« Men Judas svarede: »Ikke tale om, at jeg vil indlade mig på at flygte for dem! Hvis vores time er kommet, så lad os for vore brødres skyld gå i døden som mænd og ikke efterlade nogen plet på vores ære.«

Den fjendtlige hær brød nu op fra lejren, og de stillede op for at gå imod dem. Rytteriet bestod af to afdelinger; slyngekasterne og bueskytterne gik foran hovedstyrken, og alle de tapreste gik i forreste række. Bakkides var på den højre fløj. Hærstyrken nærmede sig fra begge sider, mens de blæste i trompeterne; også Judas' mænd blæste i trompeterne. Jorden rystede ved larmen fra hærene. Kampen begyndte om morgenen og varede helt til aften. Judas så, at Bakkides og den stærkeste del af hæren var på den højre side, og alle de modigste mænd gik med ham, og de knuste den højre fløj og forfulgte dem helt til Ashdod-bjerget. Da de, der var på den venstre fløj, så, at den højre var blevet knust, vendte de rundt og fulgte lige i hælene på Judas og hans folk. Kampen blev hård, og på begge sider var der store tab. Også Judas faldt, og de øvrige flygtede. Jonatan og Simon tog deres bror Judas og begravede ham i hans fædres grav i Modein. Hele Israel græd over ham og holdt en stor dødsklage over ham; de sørgede i mange dage og sagde: »Ak, helten er faldet, Israels redningsmand!«

Hvad der ellers er at fortælle om Judas, om krigene, om de bedrifter, han udførte, og om hans storhed, er ikke skrevet ned, for det ville blive alt for omfattende.

Jøderne vælger Jonatan som deres leder

Efter Judas' død stak de lovløse hovedet frem overalt i Israel, og alle forbrydere dukkede op. Da der samtidig opstod stor hungersnød, sluttede folk i landet sig til dem. Bakkides udvalgte ugudelige mænd og gjorde dem til herrer over landet, og de eftersøgte og opsporede Judas' venner og førte dem til Bakkides, der straffede dem og ydmygede dem. Der opstod i Israel en trængselstid så hård, som der ikke havde været siden den dag, en profet sidst viste sig for dem.

Da samledes alle Judas' venner, og de sagde til Jonatan: »Siden din bror Judas døde, har der ikke været nogen som ham til at gå mod fjenderne og Bakkides samt mod de fjendtligt sindede i vores eget folk. Derfor har vi i dag udvalgt dig til i hans sted at være leder og anfører i vores kamp.« Jonatan overtog så på det tidspunkt ledelsen og trådte i sin bror Judas' sted.

Kampen mellem Jonatan og Bakkides

Da Bakkides fik det at vide, søgte han at få Jonatan dræbt. Men da Jonatan, hans bror Simon og alle hans folk fik kendskab til det, flygtede de ud i Tekoas ørken og slog lejr ved cisternen i Asfar. Det fik Bakkides at vide på sabbatsdagen, og han gik med hele sin hær over på den anden side af Jordan. Jonatan sendte sin bror af sted som anfører for trosset og bad sine venner nabatæerne om lov til at deponere den store oppakning hos dem. Men jambritterne fra Medeba kom ud og tog Johannes til fange og drog bort med alt, hvad han havde.

Nogen tid efter denne begivenhed fik Jonatan og hans bror Simon meddelelse om, at jambritterne skulle fejre et stort bryllup og føre bruden, der var datter af en af de fornemste kana'anæiske stormænd, hjem fra Nadabat med et stort følge. De havde ikke glemt, at deres bror Johannes var blevet dræbt, og de gik op og skjulte sig under et klippefremspring. Da de så op, fik de øje på en larmende skare med stor oppakning. Det var brudgommen og hans venner og slægtninge, som gik brudefølget i møde med pauker, andre musikinstrumenter og mange våben. Jonatan og Simon sprang frem mod dem fra deres baghold og gav sig til at hugge løs på dem; og de led store tab. De overlevende flygtede op i bjergene, og Jonatan og Simon tog alt, hvad de havde, som bytte. Sådan forvandledes bryllupsfesten til sorg og musikinstrumenternes toner til klagesang; men Jonatan og Simon havde fået hævn for deres brors blod og vendte så tilbage til sumpene ved Jordan.

Da Bakkides hørte om det, kom han på sabbatsdagen helt frem til Jordans bredder med en stor hær. Og Jonatan sagde til sine folk: »Kom, lad os kæmpe for vores liv. I dag ser det alvorligere ud end nogensinde tidligere. Kampen truer foran os, bag os har vi Jordans vand og på begge sider sump og krat. Der er ingen muligheder for at slippe væk. Råb derfor nu til himlen om frelse fra vore fjender.« Så begyndte kampen, og Jonatan løftede hånden for at slå Bakkides ihjel, men Bakkides drejede sig væk fra ham og trak sig tilbage. Jonatan og hans folk sprang i Jordanfloden og svømmede over til den anden side, men fjenderne satte ikke efter dem over floden. På Bakkides' side faldt der den dag hen imod tusind mand.

Bakkides vendte så tilbage til Jerusalem og befæstede en række byer i Judæa: fæstningen i Jeriko, Emmaus, Bet-Horon, Betel, Timnat-Pir'aton og Tefon. Han forsynede dem med høje mure med port og slå, og han anbragte besætninger i dem, for at de skulle plage Israel. Han forstærkede også byen Bet-Sur og Gezer og Borgen og anbragte tropper samt forråd af levnedsmidler i dem. Sønnerne af de ledende mænd i landet tog han som gidsler og satte dem under bevogtning i Borgen i Jerusalem.

Alkimos' død i Jerusalem

I den anden måned år 153 gav Alkimos ordre til at rive muren omkring den indre forgård i helligdommen ned; han ville rive ned, hvad profeterne havde bygget op, og han gik i gang med nedrivningen. Men netop da blev han ramt af et slagtilfælde, så han blev hindret i sit forehavende. Han kunne ikke lukke munden op; han var blevet lammet, så han ikke længere kunne sige et ord og ikke beskikke sit hus. Således døde Alkimos på den tid under store lidelser. Da Bakkides så, at Alkimos var død, vendte han tilbage til kongen, og landet Juda havde nu ro i to år.

Jonatan besejrer Bakkides, og de slutter fred

Så holdt alle de lovløse rådslagning og sagde: »Jonatan og hans folk lever her i landet i fred og ro og føler sig trygge; derfor vil vi nu sende bud efter Bakkides; på én nat kan han tage dem alle sammen til fange.« De tog så hen og holdt rådslagning med ham, og han brød op med en stor hær, og hemmeligt sendte han breve til alle sine forbundsfæller i Judæa med besked om at tage Jonatan og hans folk til fange. Men det kunne de ikke, for de andre havde fået kendskab til deres plan, og hen imod halvtreds af de mænd i landet, der var ophavsmænd til den ondsindede plan, tog de nu til fange og dræbte. Sammen med Simon og sine folk trak Jonatan sig nu tilbage til Bet-Basi i ørkenen og genopbyggede de dele af byen, der var revet ned, og de befæstede den.

Da Bakkides fik det at vide, samlede han hele sin styrke og sendte også bud efter dem fra Judæa. Han kom og belejrede Bet-Basi, angreb stedet gennem længere tid og opstillede belejringsmaskiner. Jonatan lod sin bror Simon blive tilbage i byen, og selv drog han ud i landet med nogle få mænd, og han dræbte Odomera og hans slægtninge og fasironitterne i deres teltlejr. Så begyndte de at angribe og rykke frem med deres tropper, og Simon og hans folk foretog udfald fra byen og stak ild på belejringsmaskinerne. De kom i kamp med Bakkides, der blev fuldstændig nedkæmpet af dem, og de fik ham til helt at miste modet, fordi hans plan og hans felttog var mislykkedes. Han blev grebet af raseri mod de lovløse mænd, der havde givet ham det råd at rykke ind i landet, og han lod mange af dem dræbe. Så besluttede han sig for at vende tilbage til sit eget land.

Da Jonatan fik det at vide, sendte han bud til Bakkides for at slutte fred med ham og få krigsfangerne udleveret. Det gik Bakkides med til; han gjorde som foreslået og aflagde ed på, at han aldrig, så længe han levede, ville gøre ham noget ondt. Han udleverede de krigsfanger, han tidligere havde taget i landet Juda. Så vendte han tilbage til sit eget land og viste sig aldrig senere i deres område.

I Israel fik sværdet nu lov til at hvile. Jonatan bosatte sig i Mikmas og begyndte at virke som dommer over folket, og de ugudelige fik han fjernet fra Israel.

Krydshenvisning:

1 Makk 7,8-9

Note:

den første måned år 152: marts-apr. 160 f.Kr.

Krydshenvisning:

1 Makk 2,70 13,25-30

Krydshenvisning:

2 Sam 1,19 1,27

Krydshenvisning:

1 Kong 11,41

1 Makk 16,23-24

Joh 21,25

Krydshenvisning:

Dan 12,1

1 Makk 4,46 14,41

Krydshenvisning:

1 Makk 2,2

Krydshenvisning:

1 Makk 1,34

Note:

den anden måned år 153: apr.-maj 159 f.Kr.

Krydshenvisning:

Ezra 5,1 6,14

Hagg 1,13-15

Zak 6,12-15

Note:

han lod ... dræbe. Så besluttede han sig for at vende tilbage til sit eget land: efter mange græske håndskrifter og de antikke oversættelser. Göttingerudgaven har de lod ... dræbe. Så besluttede de sig for at vende tilbage til hans land.

Krydshenvisning:

Dom 2,16

1 Sam 7,15-17