Bibelen online

Esajas' Bog Kapitel 54

Jerusalems nye herlighed

Råb af fryd, du ufrugtbare, du, som ikke fødte!

Bryd ud i jubel, råb af glæde, du, som ikke fik veer!

For den enlige kvinde får flere børn

end den, der er gift, siger Herren.

Gør mere plads i dit telt,

spænd teltdugen ud,

spar ikke på den!

Gør bardunerne lange,

og slå pløkkene fast.

For du skal brede dig mod syd og nord,

dit afkom får folkeslag i eje,

de skal bosætte sig i forladte byer.

Frygt ikke, du bliver ikke til skamme,

vær ikke beskæmmet, du bliver ikke vanæret;

for skammen fra din ungdom skal du glemme,

din enkestands vanære skal du ikke huske på.

For din skaber tager dig til hustru,

Hærskarers Herre er hans navn;

Israels Hellige løskøber dig,

han kaldes hele jordens Gud.

Ja, Herren har kaldt på dig,

en forladt og bedrøvet hustru;

skulle en hustru fra ungdommen forkastes?

siger din Gud.

Et kort øjeblik forlod jeg dig,

men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage.

I overstrømmende vrede

skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig,

men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed,

siger Herren, der løskøber dig.

For mig er dette som Noas dage:

Som jeg dengang svor,

at Noas vandflod ikke skulle komme over jorden igen,

sådan sværger jeg nu,

at jeg ikke vil blive vred og true dig.

For bjergene kan rokkes

og højene vakle,

men min troskab mod dig rokkes ikke,

og min fredspagt vakler ikke,

siger Herren, der viser dig barmhjertighed.

Du hjælpeløse, du stormhærgede,

du, som ikke finder trøst,

se, jeg sætter din mur af malakit

og lægger din grundvold med safirer.

Jeg sætter dine murtinder med rubiner,

dine porte med karfunkler,

og hele din ringmur med ædelsten.

Alle dine sønner skal være oplært af Herren,

dine sønner får stor lykke,

du skal grundfæstes på retfærdighed.

Undertrykkelsen er langt borte, du skal ikke frygte,

rædslen skal ikke nå dig.

Hvis nogen angriber dig, er det mod min vilje,

den, der angriber dig, skal falde i kamp mod dig.

Det er mig, der har skabt smeden,

som blæser kulilden op

og fremstiller alle slags våben;

jeg har skabt ødelæggeren, som tilintetgør.

Intet våben, der dannes imod dig,

skal nå sit mål;

Hver tunge, der rejser sig mod dig,

skal du dømme skyldig i retten.

Sådan er Herrens tjeneres lod,

deres retfærdighed kommer fra mig,

siger Herren.

Krydshenvisning:

Es 49,20

Gal 4,27

Visd 3,13

Krydshenvisning:

Es 50,1

Krydshenvisning:

Sl 30,6

Krydshenvisning:

Es 60,10

Klages 3,31-32

Krydshenvisning:

1 Mos 9,11-17

Krydshenvisning:

Ez 37,26

Krydshenvisning:

Åb 21,18-21

Tob 13,15-18

Krydshenvisning:

Åb 21,18-21

Tob 13,15-18

Krydshenvisning:

Jer 31,34

Joh 6,45