Uddrag fra "Himmelsk føde og forbuden frugt" af Anne Katrine de Hemmer Gudme, ph.d. i teologi.

At spæge sit legeme

I Bibelen optræder faste i flere forskellige sammenhænge. Faste kan være i overensstemmelse med foreskreven religiøs praksis. Der fastes i forbindelse med regelmæssigt tilbagevendende ritualer, såsom den årlige forsoningsdag (Tredje Mosebog kap. 16, se faktaboks om Forsoningsdagen) eller ugentlige fastedage (se for eksempel Lukasevangeliet kap. 18 vers 12 og Apostlenes Gerninger kap. 27 vers 9). Men faste synes også at være en del af almindelig fromhedspraksis, der ikke er reguleret af en rituel kalender. I apokryfen Judits Bog kapitel 8 kan man læse, at den smukke enke Judit havde fastet hver dag på nær helligdage siden hendes mands død for tre år siden, og i Lukasevangeliet kapitel 2 møder vi den 84 årige enke, Anna, der opholder sig i templet nat og dag og tjener Gud med faste og bøn. At faste, eller ”spæge sit legeme”, som det også kaldes i Bibelen, kan betyde, at man helt afstår fra mad og drikke, men det kan også betyde, at man nøjes med en meget sparsom kost, bestående af for eksempel vand og lidt ristet korn eller brød. I Judit og Annas tilfælde, hvor fasten står på dag ud og dag ind i flere år, forekommer det mest sandsynligt, at det er en begrænset diæt, der er tale om.

Formålet med at faste udlægges ikke eksplicit i Bibelen, men det tjener formodentlig flere funktioner. Faste kan fungere som en form for omvendt offer, hvor man i stedet for at give en gave til Gud nægter sig selv noget, som man ellers ville have sat pris på, såsom et godt måltid mad. Man giver afkald i stedet for at give. Faste ledsages ofte af andre former for afholdenhed, såsom at undlade at sove, undlade at vaske sig og at undlade at klæde sig ordentlig på og i stedet gå klædt i sækkelærred. Faste kan også signalere religiøs inderlighed og dedikation, fordi man ved at give afkald på kroppens bekvemmelighed understreger, at man sætter det åndelige indre liv højest.

Der er også enkelte eksempler på faste i forbindelse med afsondring og meditation, hvor den fastende formodentlig ønsker at opnå en form for afklaring. I Daniels Bog kapitel 6 kaster perserkongen Dareios Daniel for løverne uden egentlig at ville det, og efterfølgende tilbringer kongen en kontemplativ nat: ”Han tilbragte natten fastende, sendte ikke bud efter nogen medhustru og kunne ikke sove” (Daniels Bog kap. 6 vers 19). Sex er også en af de ting, man kan give afkald på, når man faster.

I Matthæusevangeliet kapitel 4 (Markusevangeliet kap. 1 vers 12-13 og Lukasevangeliet kap. 4 vers 1-13) tilbringer Jesus 40 dage og 40 nætter i ørkenen med at faste. Det erklærede formål med turen er, at Djævelen skal friste Jesus, og formålet med fasten må i denne sammenhæng være at sikre, at Jesus er hundesulten, da han modstår den første fristelse, nemlig at forvandle sten til brød. Det er en form for omvendt bespisningsunder.

Sorg og ulykke

Ud over de ovennævnte eksempler er der to dramatiske anledninger til at faste i Det Gamle Testamente. Den ene er i forbindelse med dødsfald, hvor de sørgende faster som en del af den almindelige rituelle sørgepraksis, den anden er i forbindelse med ulykker og katastrofer, hvor faste kan bruges som et ritual, der skal formilde Jahve og få ham til at omstøde sin dom.

I Anden Samuelsbog kapitel 12 er der et interessant eksempel på, at de to anledninger overlapper. Kapitlet er en del af fortællingen om kong David, og vi møder ham umiddelbart efter, at han har været i seng med Batseba, som er hittitten Urias’ kone (se faktaboks om hittitter). David har gjort Batseba gravid og har set sig nødsaget til at slå Urias ihjel for at undgå skandale. Jahve er meget vred på David, og som straf for det, han har gjort, beslutter Jahve, at Batseba og Davids lille søn skal dø. Drengen bliver syg, og David kaster sig ud i en streng faste for at formilde Jahve. På den syvende dag dør den lille dreng på trods af Davids anstrengelser, og kongens tjenere tør ikke fortælle ham det, fordi de er bange for, hvordan han vil reagere, men David læser deres tavshed og uro og gætter sig til, at barnet er dødt.

Så rejste David sig fra jorden, vaskede sig, salvede sig, skiftede tøj og gik ind i Herrens hus for at tilbede. Derpå gik han hjem og bad om at få mad sat frem, og så spiste han. Hans folk spurgte ham: ”Hvordan er det, du bærer dig ad? Mens drengen var i live, fastede og græd du, men næppe er han død, før du står op og spiser.” Han svarede: ”Så længe drengen var i live, fastede og græd jeg, for jeg tænkte: Måske vil Herren være nådig imod mig og lade drengen leve. Men nu da han er død, hvorfor skulle jeg så faste? Kan jeg få ham tilbage igen? Jeg må følge efter ham, han kommer ikke tilbage til mig”. Anden Samuelsbog kap. 12 vers 20-23

Den faste, der havde til hensigt at omstøde Jahves beslutning, er meningsfuld for David, hvorimod sørgeadfærd og faste forekommer ham nytteløse, nu hvor drengen er død. Hvad glæde har de døde af faste og gråd? Der er en vis fornuft i Davids udsagn, men hoffolkenes reaktion understreger, at han bryder en social konvention, og at de finder hans adfærd chokerende og måske endda stødende. At sørge over de døde med faste og andre ydre tegn på sorg er en del af Bibelens sociale kode. På den måde udviser man respekt for de døde, de efterladte og for det samfund, man er en del af. David ser sig tydeligvis hævet over disse konventioner, og hans manglende sørgeadfærd er med til at tegne et portræt af en tiltagende skruppelløs konge, der ikke har respekt for skik og brug.

Davids faste har ikke den ønskede effekt i Anden Samuels Bog, men for det meste virker det, når faste bruges til at formilde Jahve i Det Gamle Testamente. Det ser vi et eksempel på i Jonas’ Bog, hvor kongen af den store by Nineve udråber en usædvanligt omfattende faste. Jahve har bebudet, at Nineve skal ødelægges på grund af sin ondskab, men i et forsøg på at få Jahve til at ændre mening beslutter kongen, at ”hverken mennesker eller dyr, køer og får, må spise noget; de må ikke græsse, og de må ikke drikke vand. Både mennesker og dyr skal klæde sig i sæk og råbe til Gud af al magt” (Jonas’ Bog kap. 3 vers 7-8). Den kollektive indsats gør indtryk på Jahve, og han beslutter sig for at skåne den store by Nineve, ”hvor der er mere end hundrede og tyve tusind mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre, foruden en mængde dyr” (Jonas’ Bog kap. 4 vers 11).

Hvad er livet for den, der må undvære vinen?

På trods af den rolle, som faste spiller i forbindelse med religiøs og rituel adfærd i Bibelen, fremhæves afholdenhed ikke i sig selv som en dyd. Bibelen anbefaler mådehold i de fleste tilfælde, men anerkender også at mad og drikke er gaver fra Gud og kan være en kilde til stor glæde. Det er Bibelens holdning til vin et godt eksempel på. I Salme 104 vers 14-15 står der om Jahves gode gaver: ”Græs lader du gro til kvæget og planter til tjeneste for mennesker, så der frembringes brød af jorden og vin, der giver mennesker glæde”.

Vin og vindyrkning spiller en vigtig rolle i Det Gamle Testamente, for eksempel i Esajas’ Bog kapitel 5, der beskriver, hvordan man anlægger en vingård, og i de talrige henvisninger til Kana’ans overflod, hvor vin stort set altid indgår i listen over afgrøder. Men der er også en lidt tvetydig holdning til vin i Det Gamle Testamente; på den ene side er vin dejligt (se Højsangen kap. 1 vers 2 og kap. 4 vers 10) og et udtryk for luksus og forkælelse (se Højsangen kap. 8 vers 2 og Ordsprogenes Bog kap. 9 vers 2), og vin indgår i offerkulten som ”drikoffer” (se Fjerde Mosebog kap. 15 vers 1-12), men det er også almindelig kendt, at overdreven indtagelse af vin fører til beruselse. Som der står i Hoseas’ Bog kapitel 4 vers 11: ”Vinen tager mit folks forstand”.

Derfor advares der flere steder mod umådeholdent drikkeri, eksempelvis i Ordsprogenes Bog kapitel 23 vers 20-21: ”Vær ikke blandt dem, der fylder sig med vin og frådser i kød, for drankere og frådsere forarmes, og søvnen klæder dem i pjalter”, og lidt senere i samme kapitel vers 31-32: ”Se ikke på vinen, når den skinner rødt, når den glimter i bægeret, rigeligt flyder den! Den ender med at bide som en slange, spy gift som en hugorm”.

Der er altså ikke noget forbud mod at drikke vin i Det Gamle Testamente, kun advarsler. De eneste undtagelser er præsten, der ikke må drikke vin, når han er på arbejde i templet (se Tredje Mosebog kap. 10 vers 9 og Ezekiels Bog kap. 44 vers 21), og nasiræeren, der har aflagt et løfte om at afholde sig fra vin, fra at klippe sit hår og fra at komme i kontakt med lig (se Fjerde Mosebog kap. 6 vers 1-21). Forholdet til vin udtrykkes fint med et vers fra Siraks Bog kap. 31 vers 27: ”Vinen er selve livet for menneskene, hvis den drikkes med måde. Hvad er livet for den, der må undvære vinen? Den blev jo skabt til glæde for menneskene”.

Tag lidt vin for din mave

Vin og vindyrkning har også en fremtrædende plads i Det Nye Testamente. Flere af Jesus’ lignelser handler om en vingård og vindyrkere (se Matthæusevangeliet kap. 20 vers 1-16 og kap. 21 vers 28-41 samt Lukasevangeliet kap. 13 vers 6-9) og om vin (se Matthæusevangeliet kap. 9 vers 17), og i Markusevangeliet kapitel 14 taler Jesus om at drikke ny vin i Guds rige (jf. Matthæusevangeliet kap. 26 vers 29). Johannes Døber fremhæves som en person, der hverken ”spiser eller drikker”, det vil sige en asket, der udviser mådehold og faster, hvorimod Jesus både spiser og drikker og omtales som en ”frådser og en dranker” (se Matthæusevangeliet kap. 11 vers 18-19 og Lukasevangeliet kap. 7 vers 33-34). Jesus og hans disciple afholder sig ikke fra at drikke vin, hvilket både fortællingen om brylluppet i Kana og nadverfortællingen da også synes at indikere. Vin indgår helt uproblematisk i fortællingerne om den sidste nadver, og i historien om bryllupsfesten i landsbyen Kana i Johannesevangeliet kapitel 2 forvandler Jesus vand til vin, da vinen slipper op.

Der er heller ikke noget forbud mod vin og alkohol i Det Nye Testamente, men ligesom i Det Gamle Testamente advares der mod overforbrug. Eksempelvis i Efeserbrevet kapitel 5 vers 18: ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden” (jf. Lukasevangeliet kap. 21 vers 34, Første Timotheusbrev kap. 3 vers 3 og 8 samt Titusbrevet kap. 2 vers 3). Og i Første Petersbrev kapitel 4 vers 3, hvor en udsvævende livsførelse fremstilles som noget, der ikke passer sig for kristne: ”For det er mere end nok, at I i den forløbne tid har gjort, som hedningerne vil, og levet et liv i udsvævelser, begær, svir, vilde fester, drikkelag og utilbørlig afgudsdyrkelse”.

Sjovt nok er der i Det Nye Testamente et enkelt sted ligefrem et påbud om at drikke vin og ikke kun vand: ”Drik ikke længere bare vand, men tag lidt vin for din mave, og fordi du så tit er syg” (Første Timotheusbrev kap. 5 vers 23).

I næste og sidste kapitel skal vi undersøge et moderne fænomen, der udspringer af de tekster i Bibelen, der handler om mad. Bibelkogebøger er en særlig form for kogebog, der henter inspiration og sågar autoritet i Bibelen, og det er med en undersøgelse af bibelkogebogen som litterær genre, at vi når til vejs ende i denne bog.