Bibelen online

Anden Makkabæerbog Kapitel 15

Judas besejrer og dræber Nikanor

Nikanor fik melding om, at Judas og hans folk befandt sig i Samarias egne, og besluttede, for ikke at løbe nogen risiko, at angribe dem på hviledagen. Men de jøder, der var blevet tvunget til at følge Nikanor, sagde: »Prøv ikke at udslette dem så grusomt og barbarisk! Vis respekt for den dag, der er blevet særligt æret og helliget af den Altskuende!« Skurken spurgte, om den hersker, der havde givet ordre til at fejre sabbatsdagen, fandtes i himlen. Da de forklarede: »Den levende Herre selv er hersker i himlen, og det er ham, der har befalet at overholde den syvende dag,« sagde Nikanor: »Men jeg er hersker på jorden og giver ordre til at gribe til våben og gennemføre det, kongen kræver.« Alligevel formåede han ikke at gennemføre sin afskyelige plan.

I sin selvsikkerhed og frækhed var Nikanor fast besluttet på at rejse et offentligt monument for sejren over Judas og hans folk. Men Makkabæeren blev ved med at stole og håbe på, at han ville få hjælp fra Herren, og han opmuntrede sine folk til ikke at være bange for hedningernes angreb, men tænke på den hjælp, de tidligere havde fået fra himlen, og til nu at se frem til den sejr, de ville få fra den Almægtige. Ved at indgive dem mod ud fra loven og profeterne og ved desuden at minde dem om de kampe, de havde været igennem, gjorde han dem igen kampivrige. Da han således havde vakt deres kampånd, gav han sine ordrer, idet han samtidig kunne henvise til hedningernes troløshed og edsbrud. Han udrustede hver og én, ikke så meget med den sikkerhed, skjolde og lanser giver, som med den opmuntring, der kommer fra gode ord. Desuden fortalte han en troværdig drøm og gjorde dermed dem alle overmåde glade.

Han havde haft dette syn: Onias, den tidligere ypperstepræst, en god og hæderlig mand, beskeden i fremtoning, mild af væsen, besindig i tale, siden barndommen altid betænkt på, hvad der hører til retskaffenhed – ham så han med hænderne rakt ud til bøn for hele det jødiske samfund. Derpå åbenbarede en mand sig, bemærkelsesværdig ved sine grå hår og sit udseende; han udstrålede en forunderlig og overvældende autoritet. Onias sagde: »Denne mand elsker sine brødre og beder meget for folket og den hellige by; det er Jeremias, Guds profet.« Jeremias rakte sin højre hånd frem for at give Judas et gyldent sværd, og da han gav ham det, sagde han: »Modtag det hellige sværd som en gave fra Gud; med det skal du slå dine fjender!«

Opmuntret af Judas' skønne ord, der formåede at tilskynde til tapperhed og indgive de unge mod, besluttede de, at de ikke ville slå lejr, men gå tappert til angreb og vove sig i nærkamp med fjenden for at få sagen afgjort, for både byen og religionen og templet var i fare. Bekymringen for kvinder og børn, for brødre og slægtninge kom nemlig i anden række for dem; størst og først var bekymringen for templet, der var blevet helliget. Men også de, der var ladt tilbage i byen, var i stor angst og uro over slaget på åben mark.

Alle afventede nu den forestående afgørelse. Fjenderne havde allerede samlet deres styrker, hæren var stillet op, elefanterne var anbragt på et passende sted og rytteriet placeret på fløjene. Da Makkabæeren så tropperne, der var kommet, de mange forskellige slags våben og elefanternes vildskab, rakte han hænderne mod himlen og påkaldte Herren, der gør undere, da han vidste, at sejren ikke fås med våben, men at Gud giver den til dem, han finder værdige dertil. Han bad og sagde sådan: »Herre, du sendte din engel, da Hizkija var konge i Judæa, og han dræbte 185.000 mand i Sankeribs lejr. Du himlens hersker, send også nu en god engel foran os for at sprede skræk og rædsel; lad dem, der med spot er draget ud mod dit hellige folk, blive slået ned af din vældige arm!« Med disse ord sluttede han sin bøn.

Nikanor og hans folk rykkede frem til lyden af trompeter og krigssange. Judas og hans folk stødte sammen med fjenderne under påkaldelse og bønner. De kæmpede med hænderne, men i deres hjerter bad de til Gud, og således dræbte de ikke mindre end 35.000, jublende af glæde over åbenbaringen fra Gud. Da de havde gennemført slaget og glade brød op, opdagede de, at Nikanor var faldet i fuld rustning. Der blev megen råben og stor opstandelse, og de priste Herren på deres fædrene sprog.

Nikanordagen

Judas, som med hele sin krop og sjæl havde kæmpet for sine medborgere og havde bevaret sin ungdommelige hengivenhed for sine landsmænd, befalede nu at hugge Nikanors hoved, hånd og arm af og bringe dem til Jerusalem. Da han selv var ankommet dertil, sammenkaldte han sine landsmænd og lod præsterne tage opstilling foran brændofferalteret; derpå lod han dem fra Borgen hente. Han fremviste den afskyelige Nikanors hoved og spotterens hånd, som han i sit storhedsvanvid havde rakt ud mod den Almægtiges hellige hus, skar tungen ud på den gudløse Nikanor og sagde, at han ville fodre fuglene med den, stykke for stykke, og hænge »belønningen« for hans vanvid op over for templet.

De vendte sig alle mod himlen og priste Herren, der havde åbenbaret sig, og sagde: »Lovet være han, der har bevaret sit eget sted ubesmittet!« Judas lod Nikanors afhuggede hoved binde fast på Borgen, synligt for alle og som et åbenlyst tegn på Herrens hjælp. Og alle besluttede enstemmigt, at denne dag, dagen før Mordokajdagen, aldrig måtte gå ubemærket hen, men at den trettende dag i den tolvte måned – adar på syrisk – skulle fejres som mindedag.

Efterskrift til den forkortede udgave af Jasons værk

Da det nu gik sådan med Nikanor, og da byen siden de tider har været i hebræernes besiddelse, vil også jeg her afslutte bogen. Og er den godt skrevet og vel disponeret, er det, hvad jeg også selv ville; er den enfoldig og middelmådig, så er det alt, hvad jeg har været i stand til. For ligesom det er skadeligt kun at drikke vin, er det også skadeligt kun at drikke vand; men på samme måde, som vin blandet med vand er velsmagende og bidrager til den behagelige nydelse, sådan behager også sammensætningen af disse ord ørerne hos dem, der får fremstillingen i hænde. Men her skal den ende.

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 2,31-41

2 Makk 5,25

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 2,31-41

2 Makk 5,25

1 Mos 2,3

Sir 33,7-9

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 2,31-41

2 Makk 5,25

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 2,31-41

2 Makk 5,25

2 Mos 20,8-11

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 2,31-41

2 Makk 5,25

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 6,61-62 7,15-18

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

2 Makk 3,1

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Note:

slå lejr: efter flere græske håndskrifter. Göttingerudgaven har gå i krig.

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

2 Kong 19,35

Tob 1,18

1 Makk 7,41

2 Makk 8,19

Sir 48,18-21

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

2 Makk 11,6

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

2 Makk 2,21

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 7,43-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 7,43-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 7,43-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 7,43-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 7,43-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 7,43-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 7,43-47

Krydshenvisning:

1 Makk 7,39-47

1 Makk 7,43-47