Bibelen online

Femte Mosebog Kapitel 9

Israelitternes ulydighed under ørkenvandringen

Hør, Israel! Du skal i dag gå over Jordan for at fordrive folk, der er større og mægtigere end du, og erobre store og himmelhøjt befæstede byer. Et stort folk er anakitterne, høje af vækst, som du ved. Du har selv hørt det sagt: Hvem kan holde stand mod anakitterne? Du skal i dag vide, at Herren din Gud selv rykker over i spidsen for dig som en fortærende ild; han skal udrydde dem, og han skal undertvinge dem foran dig, og du skal hurtigt fordrive dem og udrydde dem, sådan som Herren har lovet dig. Men når Herren din Gud jager dem væk foran dig, så sig ikke til dig selv, at det skyldes din egen retfærdighed, at Herren har ført dig ind i dette land, for at du skulle tage det i besiddelse; nej, det er på grund af disse folks uretfærdighed, at Herren driver dem bort foran dig. Det skyldes ikke din egen retfærdighed og retskaffenhed, at du kommer ind i deres land og tager det i besiddelse; nej, på grund af disse folks uretfærdighed vil Herren din Gud drive dem bort foran dig, også for at holde det løfte, Herren gav dine fædre Abraham, Isak og Jakob. Du skal vide, at det ikke skyldes din retfærdighed, at Herren din Gud giver dig dette herlige land i eje, for du er et stivnakket folk!

Husk det, og glem ikke, at du vakte Herren din Guds vrede i ørkenen! Fra den dag du drog ud af Egypten, til I kom til dette sted, har I trodset Herren. Ved Horeb vakte I Herrens vrede, og Herren blev så vred på jer, at han ville udrydde jer. Det var, dengang jeg gik op på bjerget for at hente stentavlerne, tavlerne med den pagt, Herren havde sluttet med jer; jeg blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter uden at spise eller drikke, og Herren gav mig de to stentavler, som Guds finger selv havde skrevet på. Dér stod alle de ord, Herren havde talt til jer på bjerget inde fra ilden, den dag I var forsamlet. Da der var gået fyrre dage og fyrre nætter, gav Herren mig de to stentavler, pagtens tavler, og sagde til mig: »Skynd dig ned herfra, for dit folk, som du har ført ud af Egypten, har handlet slet. De er allerede veget fra den vej, jeg befalede dem at følge. De har støbt sig et gudebillede!«

Og Herren sagde til mig: »Jeg har set, at dette folk er et stivnakket folk. Lad mig nu udrydde dem og udslette deres navn under himlen; så vil jeg gøre dig til et folk, der er mægtigere og talrigere end det.«

Jeg begav mig så ned ad bjerget, mens det stod i lys lue, og jeg bar pagtens to tavler i hænderne. Da jeg så, hvordan I havde syndet mod Herren jeres Gud ved at støbe jer et billede af en tyrekalv og hurtigt var veget fra den vej, Herren havde befalet jer at følge, greb jeg fat i de to tavler og slyngede dem til jorden, så de knustes for øjnene af jer. Jeg kastede mig ned for Herrens ansigt i fyrre dage og fyrre nætter uden at spise eller drikke, ligesom forrige gang, på grund af den synd, I havde begået ved at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne, og krænke ham. Jeg gruede for, at Herren skulle udrydde jer i den vrede og harme, han nærede mod jer; men Herren hørte mig også denne gang. Også Aron blev Herren så vred på, at han ville tilintetgøre ham; men jeg bad dengang for Aron. Og tyrekalven, det syndige gudebillede, I havde lavet, tog jeg og brændte; jeg knuste den til det fineste støv, og støvet kastede jeg i bækken, som løb ned ad bjerget.

Også i Tab'era, og i Massa, og ved Kibrot-ha-Ta'ava vakte I Herrens vrede. Og dengang Herren ville sende jer af sted fra Kadesh-Barnea og sagde: »Drag op og tag det land i besiddelse, som jeg har givet jer,« da trodsede I Herren jeres Guds befaling; I troede ikke på ham og adlød ham ikke. I har trodset Herren, lige så længe jeg har kendt jer. Jeg kastede mig altså ned for Herrens ansigt de fyrre dage og fyrre nætter, for Herren havde sagt, at han ville udrydde jer. Og jeg bad til Herren og sagde: »Gud Herre, ødelæg ikke dit folk og din ejendom, som du i din storhed har udfriet og ført ud af Egypten med stærk hånd. Husk på dine tjenere Abraham, Isak og Jakob! Tag dig ikke af dette folks hårdhed, dets ondskab og dets synd; ellers vil folk i det land, du førte os ud af, sige: ›Fordi Herren ikke magtede at føre dem ind i det land, han havde lovet dem, og fordi han hadede dem, førte han dem ud for at lade dem dø i ørkenen.‹ De er dog dit folk og din ejendom, som du har ført ud med din store kraft og din løftede arm«.

Krydshenvisning:

5 Mos 1,28

Krydshenvisning:

4 Mos 13,32-33

Krydshenvisning:

5 Mos 4,24

Hebr 12,29

Krydshenvisning:

5 Mos 8,17

1 Mos 15,16

Visd 12,3-7

Krydshenvisning:

5 Mos 6,25

Krydshenvisning:

2 Mos 32,9

Krydshenvisning:

4 Mos 11,4 25,3

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

2 Mos 24,18

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

2 Mos 34,28

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

Krydshenvisning:

2 Mos 32,1-24

Krydshenvisning:

4 Mos 11,3

2 Mos 17,7

4 Mos 11,34

Krydshenvisning:

4 Mos 13,2 13,31 14,1-4

Krydshenvisning:

4 Mos 14,16