Bibelen online

Josvabogen Kapitel 14

Judas område

Dette er de arvelodder, som israelitterne fik i Kana'an, og som præsten Eleazar og Josva, Nuns søn, og overhovederne for de israelitiske stammers fædrenehuse tildelte dem som deres ejendom ved lodkastning, sådan som Herren havde befalet ved Moses om de ni og en halv stamme; for Moses havde givet de to og en halv stamme deres arvelod på den anden side af Jordan; men levitterne havde han ikke givet arvelod blandt dem. Josefsønnerne udgjorde nemlig to stammer, Manasse og Efraim, og levitterne fik ikke del i landet, bortset fra byer at bo i, med tilhørende græsmarker til deres hjorde og deres kvæg. Israelitterne gjorde, sådan som Herren havde befalet Moses, og fordelte landet.

Judæerne henvendte sig til Josva i Gilgal, og kenizzitten Kaleb, Jefunnes søn, sagde: »Du ved, hvad Herren sagde til gudsmanden Moses om dig og mig i Kadesh-Barnea. Jeg var fyrre år, dengang Herrens tjener Moses sendte mig ud fra Kadesh-Barnea for at udspionere landet, og jeg aflagde beretning til ham, sådan som jeg fandt det rigtigt. Men mine brødre, som var draget op sammen med mig, tog modet fra folket, mens jeg var fuldt og helt med Herren min Gud. Den dag svor Moses: ›Det land, du har betrådt, skal du og dine efterkommere have i eje til evig tid, fordi du fuldt og helt var med Herren min Gud!‹ Nu har Herren, som han lovede, ladet mig leve i femogfyrre år, efter at han sagde dette til Moses, dengang Israel vandrede i ørkenen; og nu er jeg femogfirs år. Jeg er stadig lige så stærk som den dag, Moses sendte mig ud; mine kræfter er de samme som dengang, både i krig og i den daglige færden. Giv mig nu dette bjergland, som Herren lovede dengang. Du hørte jo selv dengang, at der bor anakitter der, og at der er store, befæstede byer. Måske er Herren med mig, så jeg kan fordrive dem, sådan som han sagde.«

Så velsignede Josva Kaleb, Jefunnes søn, og gav ham Hebron i eje. Derfor er Hebron den dag i dag i kenizzitten Kalebs, Jefunnes søns, eje, fordi han fuldt og helt var med Herren, Israels Gud. Tidligere hed Hebron Kirjat-Arba; Arba var den største mand blandt anakitterne.

Derefter var landet fri for krig.

Krydshenvisning:

4 Mos 34,17-29

Krydshenvisning:

4 Mos 26,55 34,13

Krydshenvisning:

Jos 13,14 13,33

5 Mos 3,12-17 10,9

Krydshenvisning:

1 Mos 48,5

Jos 21

Krydshenvisning:

4 Mos 14,24 14,30

Krydshenvisning:

4 Mos 13,1-30

Krydshenvisning:

4 Mos 13,31-33

Krydshenvisning:

4 Mos 14,24

Krydshenvisning:

Jos 15,13-19

Dom 1,20

Note:

Kirjat-Arba betyder Arbas by, jf. 15,13.

Krydshenvisning:

4 Mos 13,22

Jos 11,23