Bibelen online
Siraks Bog Kapitel 50
Ypperstepræsten Simon
Det var Simon, Onias' søn, ypperstepræsten,
der i sin levetid reparerede gudshuset
og i sine dage satte templet i stand.
Af ham blev grunden lagt til et murværk af dobbelt højde,
en høj støttemur for templets ringmur.
På hans tid blev der udhugget et vandbassin,
en cisterne med en omkreds så stor som et hav.
Han beskyttede sit folk mod ulykke
og befæstede byen mod belejring.
Hvor var han herlig i kredsen af sit folk,
når han trådte ud fra rummet bag forhænget!
Han var som morgenstjernen mellem skyerne,
som fuldmånen på festdagene,
som solen, når den skinner på den Højestes tempel,
som regnbuen, når den lyser op blandt de strålende skyer,
som rosens blomster ved forårstid,
som liljer ved kildernes udspring,
som Libanons friske skud ved sommertid,
som brændende røgelse på fyrbækkenet,
som et massivt guldkar prydet med alle slags kostbare sten,
som et oliventræ, der bugner af frugter,
og som en cypres, der når op i skyerne.
Når han tog sine herlige klæder på,
iførte sig sit pragtfulde skrud
og steg op på det hellige alter,
kastede han glans over helligdommens forgård.
Og når han modtog offerstykkerne fra præsternes hænder,
mens han selv stod ved alterets ildsted,
stod hans brødre som en krans omkring ham,
som en cederskov på Libanon,
de omgav ham som palmetræer.
Alle Arons sønner stod der i deres herlighed
med offergaverne til Herren i deres hænder
over for hele Israels menighed.
Som afslutning på altertjenesten
fuldendte han offeret til den Højeste, den Almægtige:
Han rakte hånden ud efter offerskålen
og udgød et drikoffer af drueblod,
han hældte det ud ved alterets sokkel,
en liflig duft for den Højeste, kongen over alt.
Da stemte Arons sønner i,
blæste i trompeter af udhamret sølv
og lod en vældig klang lyde,
for at den Højeste skulle huske dem.
Da skyndte folket sig alle som én
at kaste sig til jorden
for at tilbede deres Herre,
den Almægtige, Gud den Højeste.
Sangerne lovpriste ham med deres stemme,
liflig musik lød med vældige toner.
Folket bad til Herren, den Højeste,
holdt bøn for den Barmhjertiges ansigt,
indtil den hellige ceremoni for Herren var tilendebragt,
og de havde afsluttet tjenesten.
Da steg han ned og løftede sine hænder
mod hele Israels menighed
for med sine læber at lyse Herrens velsignelse
og udtale hans navn med stolthed.
Endnu en gang kastede de sig ned i tilbedelse
for at modtage velsignelsen fra den Højeste.
Lovprisning af Gud og visdommen
Pris nu hele verdens Gud,
ham som gør store ting overalt,
som har holdt os oppe fra fødslen
og handlet med os efter sin barmhjertighed.
Måtte han give os glæde i hjertet
og lade der være fred i Israel i vor tid
som i fortids dage;
måtte hans barmhjertighed altid blive hos os,
og måtte han udfri os i vor tid.
To folk fylder mig med væmmelse
og et tredje, der end ikke er et folk:
De, der bor i Se'irs bjerge, og filistrene,
og så det tåbelige folk, der bor i Sikem.
Forstandig og indsigtsfuld belæring
er optegnet i denne bog
af Jesus, Sirak Eleazars søn, fra Jerusalem,
som lod visdommen strømme fra sit hjerte.
Lykkelig er den, som beskæftiger sig med dette,
den, som lægger sig det på sinde, bliver vís.
Den, der lever derefter, får styrke til alt,
for hans vej er frygt for Herren.
[Han har skænket de fromme visdom.
Lovet være Herren i al evighed. Lad det ske, lad det ske!]
Note:
et murværk af dobbelt højde: efter de fleste græske håndskrifter. Göttingerudgaven retter til forgårdens høje mur.
Note:
i kredsen af sit folk: efter de fleste græske håndskrifter. Göttingerudgaven har efter ét græsk håndskrift når han gik rundt i templet.
Krydshenvisning:
Sir 39,13-14
Krydshenvisning:
Sir 45,7-13
Krydshenvisning:
3 Mos 9,12-13
Krydshenvisning:
3 Mos 9,12-13
Krydshenvisning:
Sir 24,30-34
