Dette er de folk, som Herren lod blive boende for med dem at sætte alle de israelitter på prøve, som ikke havde oplevet krigene mod Kana'an. Det gjorde han kun for at oplære israelitternes kommende slægter til krig, som de jo ikke tidligere havde oplevet. Det er de fem filisterfyrster, alle kana'anæerne og sidonierne samt hivvitterne, der bor i Libanons bjerge fra Ba'al-Hermonbjerget til Lebo-Hamat. De var der, for at han med dem kunne sætte israelitterne på prøve, så det kunne vise sig, om de adlød de befalinger, Herren havde givet deres fædre gennem Moses. Og israelitterne boede blandt kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. De giftede sig med de andres døtre, og deres egne døtre gav de til de andres sønner, og de dyrkede deres guder.

Engang sendte israelitterne ham til Moabs konge Eglon med tribut. Ehud lavede sig et tveægget sværd, en gomed langt, og spændte det om lænden på højre side under sine klæder. Så bragte han tributten til moabitterkongen Eglon; Eglon var en meget fed mand. Da Ehud havde afleveret tributten, fulgtes han med de folk, der havde båret den; fra Pesilim ved Gilgal vendte han tilbage og lod melde: »Jeg har noget at sige dig under fire øjne, konge.« »Stilhed!« befalede kongen, og alle, der stod omkring ham, gik ud. Da Ehud kom ind til ham, sad han alene i sit kølige værelse ovenpå. Ehud sagde: »Jeg har et ord fra Gud til dig.« Kongen rejste sig fra stolen, og Ehud rakte sin venstre hånd ud og greb sværdet, han havde ved sin højre side, og jog det i maven på ham, så skæftet gik ind sammen med klingen; og fedtet lukkede sig om klingen, for han trak ikke sværdet ud af maven på ham. Så gik Ehud ud i forhallen og lukkede og låste døren til værelset efter sig. Da han var gået, kom kongens folk, og da de så, at døren til værelset var låst, sagde de: »Han er nok ved at forrette sin nødtørft i det kølige kammer.« De ventede længe, men da han ikke åbnede døren til værelset, hentede de nøglen og åbnede, og dér lå deres herre død på gulvet.

Mens de havde stået og ventet, var Ehud sluppet bort; han fortsatte forbi Pesilim og bragte sig i sikkerhed i Se'ira. Da han var nået til Efraims bjergland, stødte han i hornet, og israelitterne fulgte ham ned fra bjergene; han gik selv i spidsen. »Følg mig!« sagde han til dem, »for Herren har givet jeres fjender moabitterne i jeres hånd.« De fulgte ham og afskar moabitterne fra Jordans vadesteder; ikke en eneste lod de komme over.

Ved den lejlighed slog de omkring ti tusind moabitter ihjel, alle sammen kraftige og tapre mænd; ingen undslap. Den dag bukkede moabitterne under for israelitterne. Derefter havde landet ro i firs år.