Af Mia Knudsen, journalist

Jeg sad for år tilbage til en barnedåbsmiddag. Jeg var endt ved et bord med lutter sejlsportsfolk. De talte meget om en LM22, som en eller anden havde forsøgt at sejle så eller så langt i – og de lo hjerteligt og indforstået. Jeg anede ingenting om sejlsport, endsige om LM22, så jeg følte mig aldeles udenfor og var slet ikke i stand til at deltage i samtalen. Og derfor forlod jeg ret hurtigt sejlerfolket og søgte over til et andet bord, hvor snakken gik om emner, hvor jeg kunne være med.

Sådan er der rigtigt mange danskere, der har det med Bibelen. Bibelteksterne indeholder en lang række koder og udtryk, som er en del af et indforstået sprog, som vi der kommer i kirke og kirkelige miljøer hører, læser og forstår uden overhovedet at studse over det.

Derfor arbejder en gruppe af teologer og sprogfolk for tiden på at oversætte Det Nye Testamente til nudansk. Det kan lyde underligt, når vi har en god oversættelse fra 1992, men bag projektet ligger overvejelser om at bringe Bibelen nær til de mennesker, der ikke er vant til kirkens sprog.

Oversættelsen til nudansk skal simpelthen fjerne den sproglige barriere, som 1992-oversættelsen kan være for en nutidig læser.

”Vi skal fjerne den forhindring som ukendte ord kan være, så læseren blot skal koncentrere sig om at forstå indholdet”, siger Mette Finderup, freelance-journalist, litteraturhistoriker og medlem af arbejdsgruppen bag Den Nye Aftale, som er projektets arbejdstitel.

Hvor 1992-oversættelsen er kirkens bibel, er det tanken, at den nye nudansk-oversættelse skal være en bibel, som i sin sprogbrug lægger sig mere op ad det dagligsprog, som danskere anno 2005 bruger.

Den lange og hårde proces

Bag oversættelsen står to oversættergrupper og en konsulentgruppe, i alt 9 teologer og sprogkyndige personer, der hver især er dygtige fagfolk på deres felt.

I de to oversættergrupper arbejder oversætterne sammen i et team. Arbejdsgangen i grupperne ligger helt fast. Og man har fra begyndelsen pålagt sig selv nogle rammer, som arbejdsgrupperne holder sig strengt indenfor.

De to græskkyndige sidder således først hver for sig med den græske tekst. Det er FORBUDT at kigge i andre oversættelser. Den oversættelse, oversætterne når frem til, sender de til den sprogkyndige lektor i dansk. Den danskkyndige ser på tekstens udtryk som en dansk tekst, men har også mulighed for at slå den græske tekst op i elektroniske ordbøger, hvis der et ord eller et udtryk, han eller hun undrer sig over. De to oversættelser arbejder den danskkyndige så sammen til én oversættelse, som sendes tilbage til de to oversættere. Oversætterne gennemgår derefter den sammenskrevne oversættelse hver for sig.

”Det er en lang og hård proces”, siger Gertrud Yde Iversen, der er teolog, underviser og nu oversætter på Den Nye Aftale. ”Vi har en høj diskussionskultur i gruppen, hvor vi ofte bevæger os i spændingsfeltet mellem den danskkyndige, der holder på den mundtlige nudanske form og vi, de græskkyndige, der på den anden side står på, at den græske tekst skal bevares på en måde, så teksten ikke bliver lukket og død i den danske oversættelse. Det er en kamp, men samtidig en stor glæde. Det er som en kabale, der skal gå op. Man må lægge den gang på gang, før det lykkes”, siger Gertrud Yde Iversen.

Fra ”kirkedansk” til nudansk

Den Nye Aftale kommer til at være på et sprog, som lægger sig op ad det mundrette sprog, vi går og bruger af. Det sprog, som vi bruger på hver vores måde.

Bibelteksterne er gamle, men sprogligt set skal man føle sig hjemme. Indholdet skal stadig have sin identitet som bibeltekst, så også Den Nye Aftale skal kunne kendes på sit indhold.

For at sikre den sammenhæng læser konsulentgruppen teksterne igennem, når de er færdige fra oversættergruppernes hænder. De fire i konsulentgruppen læser teksterne igennem hver for sig, og derefter mødes de og diskuterer teksterne igennem. Det er en procesarbejdsform, hvor der løses mange problemer, når gruppen mødes og ser på teksterne sammen.

Når konsulentgruppen har arbejdet med på teksterne, mødes både konsulenter og oversættere til et såkaldt returmøde. Ved returmødet diskuteres konsulentgruppens kommentarerer. Det kan være oversættelse af et idiom (et udtryk, der betyder noget andet, end en direkte oversættelse kan vise, for eksempel ”at have rotter på loftet”, red.) eller et konkret ord, som ”lignelse”, hvor diskussionen går på, om folk skal lære det ord, eller man skal forklare ordets betydning og bruge et andet ord.

I konsulentgruppens arbejdsproces er det vigtigt at få alle aspekter og input frem, og derfor rummer gruppen både teologer og sprogkyndige medlemmer.

Mette Finderup er en del af konsulentgruppen, og hun siger, at hun sætter en ære i at vide så lidt som muligt og dermed have friheden til at stille alle de dumme spørgsmål.

Mette Finderup er dermed også en af garanterne for, at sproget og stilen i oversættelsen bliver nudansk. Diskussionerne kan for eksempel gå på, om man skal oversætte eller omskrive. Skal man lave en meningsbaseret oversættelse de steder, hvor teksten er vanskelig? Kan et idiom oversættes til et andet idiom uden at miste sin betydning? Og er det i orden i forhold til den oprindelige tekst at gå uden om brugen af idiomet og blot oversætte meningen?

Det er en balance mellem en friere oversættelse, der stadig er tro mod forlægget og en direkte oversættelse, der i mange tilfælde vil give en stivere og mindre dansk tekst. Det er et vigtigt arbejde at få teksten til at bevare sin mening, rytme og sammenhæng, samtidig med at den også bliver til et dansk, der ligner det danske sprog anno 2005.

Har vi brug for et Nyt Testamente på nudansk?

Gertrud Yde Iversen nævner tre grunde til, at vi har brug for et Nyt Testamente på nudansk:

Den første er, at Seidelinernes oversættelse fra 1970’erne var et nybrud. Den oversættelse var en helt ny måde at lave oversættelse på. Dengang sagde folk: ”Jamen det er Bibelen, på mit sprog.”

Den tradition med en oversættelse, der er et supplement til kirkebibelen, er vi med til at vedligeholde. For hvor kirkebibelen kan stå i mange år, vil en moderne og nudansk oversættelse ret hurtigt forældes, og det er sket med Seidelinernes oversættelse. Så der er brug for en ny mere fortællende oversættelse.

Den anden grund er, at vi skal løsne teksten fra den græske syntaks (sætningsopbygning, red.), så der også i dag er nogle, der kan sige: Det er mit sprog!

For det tredje læner kirkebibelen sig i høj grad op ad den lutherske tradition. I denne oversættelse kan vi skele til den angelsaksiske tradition for en mere fri oversættelse.

”Vi går så langt, vi kan tillade os for at nærme os målgruppen. Målgruppen for Den Nye Aftale er yngre mennesker mellem 20 og 40, der ikke er ”kirkevante”. Vi gør sproget omkring de svære bibelsteder mere glidende, så læseren ikke skal bruge sine kræfter på en sprogligt vanskelig tekst, når han eller hun læser, men kan fokusere på forståelsen. Vores ideal er at lave en bibeltekst, der fungerer så godt og glidende, at der ikke i læsningen er ord, der bremser tankerækken om tekstens indhold”, siger Mette Finderup.

Og det må siges at være et smukt og godt ønske for oversættelsen af Den Nye Aftale: At den skal komme ud til danskere, der umiddelbart kan læse og forstå dens ord og glædelige budskab.

Med hensyn til omtalte dåbsmiddag har jeg siden lært, at LM står for Lunderskov Møbelfabrik, der i en årrække fabrikerede fiberglassejlbåde.