Af Geert Hallbäck, tidligere lektor på Afdeling for Bibelsk Eksegese



Der er ingen oversættelse, der er dækkende. Det ene sprog svarer nemlig ikke til det andet, ordene betyder aldrig helt det samme, og sætningerne dannes efter forskellige principper. Hvad der gælder for ord og sætninger, gælder endnu mere, når det drejer sig om større tekster. En tekst kan ikke være entydig, den rummer altid forskellige betydningsmuligheder; derfor opfatter én læser teksten på én måde, mens en anden får noget andet ud af den.

Som oversætter må man hele tiden beslutte, hvordan man vil forstå originalteksten. Jo tættere man lægger sig op ad det originale udtryk, jo flere betydningsmuligheder får man måske med. Men jo vanskeligere bliver det samtidig at forstå meningen. Vores oversættelse af Det Nye Testamente til nudansk skal ikke alene være ’nudansk’, den skal også være forståelig. Den skal gengive originalens mening, så man umiddelbart kan forstå den. Det betyder, at vores oversættelse er mere fortolkende, end en ordret oversættelse ville være. Lad os se på nogle eksempler.

Jesus bruger i evangelierne et udtryk, der er lige så mærkeligt på græsk, som det er på dansk: Menneskesønnen. Det er muligt, at det går tilbage til et aramæisk udtryk, der bare betyder ’man’ eller ’jeg’. Men på græsk har det mistet sin umiddelbare forståelighed. Ingen ved, hvad det ’egentlig’ betyder. Men vi kan i hvert fald se ud af sammenhængen, at Jesus bruger det som en betegnelse for sig selv. Hvis man ikke er klar over det, kan man imidlertid tro, at Jesus taler om en anden, når han siger ’Menneskesønnen’. Den misforståelse vil vi gerne undgå. Vi har derfor mange steder valgt at tilføje et ’jeg’, så Jesus i vores oversættelse siger ”jeg, Menneskesønnen”. Det er stadigvæk et mærkeligt udtryk, ligesom det er i den græske tekst. Men man forstår i hvert fald med det samme, at Jesus taler om sig selv.

I historien om ’den barmhjertige samaritaner’, der står i Lukasevangeliet 10,25-37, betyder samaritaner en mand, der kommer fra Samaria. Hvis man ikke ved, hvad en samaritaner eller Samaria er, må man slå op i oversættelsens ordliste. Sådan en følger nemlig også med. Men man skal også vide, at der herskede et gammelt fjendskab mellem jøder og samaritanere. Det er afgørende for at forstå pointen i historien. Manden, der er blevet overfaldet af røverne, bliver ikke hjulpet af den jødiske præst og levit, der kommer forbi; men han bliver hjulpet af den, man som jøde ser skævt til, samaritaneren. For at antyde den sammenhæng har vi valgt at oversætte ”den fremmede fra Samaria” i stedet for blot at sige ”samaritaneren”.

Mange steder i Det Nye Testamente står der ånden – måske Guds ånd eller Kristus’ ånd. Der er også mange steder, hvor der står Helligånden. Nu er det med Helligånden ikke så ligetil at forstå. Men vi tror alligevel, at de fleste af vores læsere har hørt om Helligånden. De vil måske undre sig, hvis det snart er ånden, snart er Helligånden, der bliver omtalt. Det kan lyde, som om der er mere end én ånd på spil. For at undgå den misforståelse har vi de fleste gange oversat ”Helligånden”, selv om der strengt taget ikke står ”hellig-” på græsk. Vi vil nemlig helst ikke have, at der bliver forvirring om ånden i Det Nye Testamente.