Bibelen online

Visdommens Bog Kapitel 16

Egyptens straf og Israels frelse

Derfor var det fortjent, at disse folk blev straffet med noget tilsvarende og blev plaget med en mængde hæslige dyr. Som modstykke til den straf gjorde du en velgerning mod dit folk og skaffede dem vagtler at spise, en usædvanlig føde til at stille deres sult. Sådan gik det til, at når de andre følte trang til mad, så mistede de den naturlige sult af væmmelse ved de væsener, der blev sendt imod dem, mens dit folk blot kom til at lide mangel en kort tid og derefter kom til at nyde en usædvanlig føde. For det var meningen, at en uundgåelig mangel skulle komme over de andres magthavere, hvorimod dit folk blot skulle mærke, hvordan deres fjender blev plaget.

For da de selv blev offer for vilde dyrs frygtelige rasen og døde af de bugtede slangers bid, varede din vrede dog ikke til den bitre ende. Det var til advarsel, de blev slået med rædsel en kort tid. De havde et tegn på redning, som samtidig skulle minde om dit lovbud; for den, der vendte blikket mod det, blev reddet, ikke på grund af det, han så på, men på grund af dig, der redder alle. Derved overbeviste du også vores fjender om, at du er den, der udfrier fra alt ondt. For de blev dræbt af græshoppers og fluers stik, og der fandtes intet lægemiddel, der kunne redde deres liv; de havde jo fortjent at blive straffet af den slags dyr. Men dine sønner bukkede ikke under for slanger med giftige tænder, for din barmhjertighed kom til hjælp og helbredte dem. De blev bidt kun for at blive mindet om dine ord, og straks derefter blev de reddet, for at de ikke skulle synke ned i den dybe glemsel og blive uimodtagelige for din godhed. For det var hverken urter eller salver, der gjorde dem raske, Herre, men dit ord, som helbreder alt. For du har magt over liv og død; du fører mennesker ned til dødsrigets porte, og du fører dem op igen. Et menneske kan i sin ondskab dræbe et andet menneske, men kan ikke bringe livsånden tilbage, når den først er faret ud, og han kan ikke befri den sjæl, som døden har fået magten over.

At flygte fra din hånd er umuligt. De ugudelige, der nægtede at kende dig, blev ramt af din stærke arm; de blev forfulgt af usædvanlig voldsomme regnskyl, hagl og ubarmhjertige tordenskyller, og de blev fortæret af ild. Det mest forunderlige var, at midt i vandet, der slukker alt, brændte ilden stærkere – sådan forsvarer verdensordenen de retfærdige. Snart døde flammen hen, for at den ikke skulle fortære de dyr, der var sendt ud mod de ugudelige; de skulle selv se og erfare, at det var Guds dom, der forfulgte dem. Snart flammede ilden med mere end sædvanlig kraft, endog midt i vandet, for at ødelægge det uretfærdige lands afgrøde. Som modstykke til det bespiste du dit folk med engles føde; uden ophør sendte du dem fra himlen brød, som var lige til at spise, og som fremkaldte alt muligt velbehag og passede enhver smag. Den næring, du sendte, udtrykte, hvor sød du var mod dine børn; den kom ønskerne i møde hos dem, der fik den, og forandrede sig til det, hver enkelt kunne lide. Sne og is modstod ilden og smeltede ikke, for at de skulle indse, at den ild, der ødelagde deres fjenders høst, mens den flammede i haglvejret og lynede gennem regnskyllene, også kunne tilsidesætte sin naturlige styrke, for at de retfærdige kunne få føden.

Når det gælder om at straffe de uretfærdige, anspænder hele skabningen sig for at tjene dig, sin skaber, men den holder sig tilbage, når det gælder om at gøre vel mod dem, der stoler på dig. Derfor tjente den også engang din altnærende gavmildhed ved at antage alle tænkelige former, sådan som de ønskede det og bad om det, for at dine sønner, som du elskede, Herre, kunne lære, at det ikke er høst og afgrøder, mennesket lever af, men at det er dit ord, der bevarer dem, som tror på dig. Det, som ikke blev fortæret af ild, smeltede uden videre ved at blive varmet af et strejf af en solstråle; det skete for at gøre det klart, at man må takke dig, før solen står op, og bede til dig, når lyset er ved at bryde frem. For den utaknemmeliges håb skal smelte som vinterens rim og flyde bort som vand, der ikke kan bruges.

Krydshenvisning:

2 Makk 4,16-17 4,26

Visd 11,15-16

Krydshenvisning:

2 Mos 16,13

4 Mos 11,31-32

isd

Krydshenvisning:

4 Mos 21,6-9

Krydshenvisning:

4 Mos 21,6-9

Krydshenvisning:

4 Mos 21,6-9

Es 45,21

Joh 3,14-15

Krydshenvisning:

4 Mos 21,6-9

Krydshenvisning:

4 Mos 21,6-9

2 Mos 8,20 10,13-15

Åb 9,3

Krydshenvisning:

4 Mos 21,6-9

Krydshenvisning:

4 Mos 21,6-9

Krydshenvisning:

4 Mos 21,6-9

Sl 107,20

Krydshenvisning:

5 Mos 32,39

1 Sam 2,6

Tob 4,19 13,2

Krydshenvisning:

2 Mos 5,2 9,23-26

Krydshenvisning:

Visd 19,20

Krydshenvisning:

2 Mos 16,14-36

Joh 6,31

Note:

sød hentyder til 2 Mos 16,31, hvor det hedder, at mannaen smagte som honningkage.

Krydshenvisning:

2 Mos 16,14-36

Joh 6,31

Note:

sne og is hentyder til 2 Mos 16,14, hvor det om mannaen hedder, at den var ligesom rim på jorden.

Krydshenvisning:

2 Mos 16,14-36

Joh 6,31

Krydshenvisning:

2 Mos 16,14-36

Joh 6,31

Krydshenvisning:

2 Mos 16,14-36

Joh 6,31

Sl 119,91

Visd 19,6-21

Sir 39,25-31

Krydshenvisning:

2 Mos 16,14-36

Joh 6,31

Krydshenvisning:

2 Mos 16,14-36

Joh 6,31

5 Mos 8,3

Matt 4,4

Krydshenvisning:

2 Mos 16,14-36

Joh 6,31

Krydshenvisning:

2 Mos 16,14-36

Joh 6,31

Sl 5,4

Sir 39,5

Krydshenvisning:

2 Mos 16,14-36

Joh 6,31

Visd 5,14