Bibelen online

Siraks Bog Kapitel 36

Bøn om Guds indgriben for sit folk

Forbarm dig over os, Herre, du som er Gud over alle ting.

Udbred frygten for dig over alle folkeslag;

løft din hånd mod de fremmede folk,

og lad dem se din magt.

Ligesom du gennem dine handlinger mod os har vist dem din hellighed,

skal du gennem dine handlinger mod dem vise os din storhed.

Så skal de erkende, som også vi gjorde,

at der ikke er nogen anden Gud end dig, Herre.

Gør tegn på ny, udfør undere igen,

vis din herlighed med din hånd og din højre arm!

Opvæk din harme, og udøs din vrede,

gør det af med modstanderen, og udryd fjenden!

Fremskynd dagen, og husk, hvad du har besluttet,

lad dine store gerninger blive forkyndt.

Den, der overlever, skal fortæres af din flammende vrede,

og de, der mishandler dit folk, skal gå undergangen i møde.

Knus hovedet på fjendens ledere,

dem der siger: »Der er ingen andre end os!«

Før alle Jakobs stammer sammen,

og giv dem det land i eje, de har haft fra begyndelsen.

Forbarm dig, Herre, over folket, som kaldes med dit navn,

over Israel, som du har stillet lige med den førstefødte.

Vis nåde mod din tempelby,

mod Jerusalem, dit hvilested.

Lad Zion fyldes med hyldest til dig

og dit tempel med din herlighed.

Giv dem, du skabte i begyndelsen, et bevis,

opfyld de profetier, som blev udtalt i dit navn.

Giv dem, der venter på dig, deres løn,

og vis, at dine profeter er troværdige.

Lyt, Herre, til dine tjeneres bøn,

du, som har vist nåde mod dit folk.

Alle på jorden skal vide,

at du er Herren, den evige Gud.

Valg af kone

Al slags mad kan maven fordøje,

men noget er bedre end andet.

Som ganen kan smage, når det er en ret af vildt,

sådan kan det forstandige hjerte fornemme, når det er falsk tale.

Den, der har et falsk hjerte, volder sorg,

men den erfarne mand gengælder ham.

En kvinde må tage den mand, hun får,

men den ene pige er bedre end den anden!

En kvindes skønhed får mandens ansigt til at stråle,

og den overgår alt, hvad han begærer.

Hvis hun så også taler med mildhed og beskedenhed,

har hendes mand det bedre end nogen.

Den, der får sig en kone, erhverver den største rigdom:

han får en hjælper, der svarer til ham, og en støtte, han kan søge hvile hos.

Hvor der intet gærde er, bliver ejendommen plyndret,

og hvor der ingen kone er, må manden strejfe sukkende om.

Hvem har tillid til en behændig røver,

der strejfer om fra by til by?

Sådan går det manden uden hjemsted,

som må søge ind, hvor han når frem om aftenen.

Krydshenvisning:

4 Mos 14,13-14 20,13

Krydshenvisning:

2 Kong 19,19

Es 45,14

Krydshenvisning:

5 Mos 4,34

Krydshenvisning:

5 Mos 4,34

2 Mos 15,6

Krydshenvisning:

Sl 79,6

Krydshenvisning:

Sl 79,6

Krydshenvisning:

5 Mos 3,28

Krydshenvisning:

2 Mos 4,22

5 Mos 28,10

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

2 Mos 40,34

Krydshenvisning:

Sir 26,13

Krydshenvisning:

Sir 26,13

Krydshenvisning:

1 Mos 2,18-20

Sir 40,23

Krydshenvisning:

Sir 29,24