Bibelen online

Jeremias' Brev Kapitel 1

Afskrift af det brev, som Jeremias sendte til dem, der af babylonerkongen skulle føres som fanger til Babylon; han skrev for at kundgøre dem, hvad der var blevet ham pålagt af Gud:

På grund af de synder, I har begået mod Gud, skal I føres i fangenskab til Babylon af babylonerkongen Nebukadnesar. Når I så er kommet til Babylon, skal I være dér i mange år og lange tider, op til syv slægtled; derefter vil jeg føre jer ud derfra i fred. I Babylon vil I komme til at se guder af sølv og guld og træ; de bæres på skuldrene og vækker frygt hos folkene. Tag jer derfor i agt, at I ikke kommer til at ligne de fremmede og gribes af frygt for deres guder, når I ser skaren foran og bag ved dem, som tilbeder dem; men sig i jeres stille sind: »Dig, Herre, bør vi tilbede.« Min engel er jo med jer, og han vil beskytte jeres liv.

Deres tunge er udskåret af en håndværker, og de er beklædt med guld og sølv; men de er falske, og de kan ikke tale. Som om det var til en ung pyntesyg pige, tager man guld og laver kroner og sætter dem på gudernes hoved. Det sker også, at præsterne fjerner guld og sølv fra deres guder og bruger det til sig selv; de giver endda noget af det til skøgerne på taget. Man giver dem fornemme klæder på, som om de var mennesker, disse guder af sølv og guld og træ, som ikke kan beskytte sig mod rust og møl. Selv om de er klædt i purpur, må man tørre deres ansigt for støvet i huset, som lægger sig i et tykt lag på dem. Guden har et scepter ligesom et menneske, der hersker over et land, men han kan ikke dræbe den, der synder imod ham. Han har et sværd i sin højre hånd og en økse, men han kan ikke redde sig selv fra krig og røvere. Heraf fremgår det, at de ikke er guder. Frygt dem derfor ikke!

For lige så ubrugeligt et knust kar er for mennesker, lige så ubrugelige er deres guder, som de sidder dér i deres templer med øjnene fulde af støv, der hvirvles op af de besøgendes fødder. Og ligesom paladset er afspærret, når en, der har forbrudt sig mod kongen, er ført dertil for at blive henrettet, lukker præsterne templerne af med døre og lås og slå, for at de ikke skal blive plyndret af røvere. Præsterne tænder flere lamper for guderne end for sig selv, skønt guderne ikke kan se en eneste af dem. Det går dem ligesom en bjælke i et hus: De bliver ædt op indefra, siger man, kryb fra jorden fortærer både guderne og deres klædning, uden at de mærker det. De er sorte i ansigtet af røgen i huset. Flagermus og svaler og andre fugle kommer flyvende og sætter sig på deres krop og på deres hoved. Det gør kattene også. Heraf kan I vide, at de ikke er guder. Frygt dem derfor ikke!

For guldet, som de er smykket med, kan man ikke få til at skinne, medmindre man pudser rusten af. De mærkede heller ikke noget, dengang de blev støbt. Skønt der ikke er ånd i dem, er de købt for en høj pris. Da de ikke har fødder, må de bæres på skuldrene, og således udstiller de deres egen vanære for menneskene; de, der tjener dem, bliver til skamme, fordi de må støtte dem, så de ikke vælter. Hvis man har stillet en af dem ret op, kan den ikke bevæge sig af sig selv, og hvis den står skævt, kan den heller ikke rette sig op; alligevel sættes der gaver frem for dem ligesom for de døde. Men det, der ofres til dem, sælger præsterne og bruger selv pengene, ligesom deres hustruer salter noget af det ned uden at give noget til den fattige eller til den svage. De rører ved ofrene, selv om de har menstruation eller lige har født. Af dette kan I vide, at de ikke er guder. Frygt dem ikke!

Hvordan kan de dog kaldes guder? Det er jo kvinder, der sætter ofrene frem for guderne af sølv og guld og træ. Og præsterne sidder ned i deres templer, med flængede klæder, med afraget hår og skæg og med utildækket hoved. De råber og skriger til deres guder ligesom ved en begravelse. Præsterne tager noget af gudernes klædning og giver deres kvinder og børn det på. Hvad enten guderne udsættes for ondt eller for godt fra nogen, kan de ikke gøre gengæld. De kan hverken indsætte eller afsætte en konge. Lige så lidt kan de uddele gods eller guld. Hvis nogen aflægger et løfte til dem og ikke indfrier det, gør de aldrig deres krav gældende. De redder aldrig et menneske fra døden eller frelser den svage fra den stærke. De skaffer aldrig et blindt menneske synet eller frelser et menneske i nød. De forbarmer sig aldrig over enken eller gør godt mod den faderløse. De ligner sten fra bjergene, disse guder af træ, beklædt med guld og sølv, og de, der tjener dem, skal blive til skamme. Hvordan kan man da mene, at de er guder, eller kalde dem det?

Hvad mere er: Kaldæerne selv vanærer dem; når de ser en stum, en som ikke kan tale, henter de Bel frem og beder ham om, at den stumme må komme til at tale – som om Bel var i stand til at forstå noget. Men skønt de er klar over dette, er de så uforstandige, at de ikke kan opgive guderne. Og kvinderne sidder ved vejene med snore bundet om sig og brænder røgelse af klid. Når en af dem er blevet taget med af en af de forbipasserende og har ligget med ham, håner hun hende ved siden af, fordi hun ikke blev fundet værdig som hun selv og ikke fik revet sin snor over. Alt, hvad der har med guderne at gøre, er falsk. Hvordan kan man da mene, at de er guder, eller kalde dem det?

De er fremstillet af håndværkere og guldsmede. Og de bliver intet andet end det, som kunstnerne vil, at de skal blive. De, som fremstiller dem, lever ikke længe; hvordan skulle da det, som er fremstillet af dem, kunne være guder? For når krig og ulykker kommer over guderne, giver præsterne sig til at overveje med hinanden, hvor de kan skjule sig med dem. Så må man da kunne begribe, at de ikke er guder, når de hverken kan frelse sig selv fra krig eller fra ulykker! Da de kun er af træ, beklædt med guld og sølv, vil det før eller siden vise sig, at de er falske. Det vil blive åbenbart for alle folkene og kongerne, at de ikke er guder, men menneskehænders værk, og at der intet af Guds værk er i dem. Er det da ikke indlysende for enhver, at de ikke er guder?

De indsætter jo aldrig en konge over et land eller giver mennesker regn. Afmægtige som de er, dømmer de aldrig mennesker imellem eller redder en, som lider uret; de er jo som krager, der flakser mellem himlen og jorden. Og når der bryder ild ud i templet for guderne af træ, beklædt med guld eller sølv, flygter deres præster og bringer sig selv i sikkerhed, mens guderne brænder midt over som bjælker. De gør aldrig modstand mod en konge eller mod fjender. Hvordan kan man da godtage eller mene, at de er guder?

Guder af træ, beklædt med guld og sølv, kan aldrig bringe sig selv i sikkerhed hverken for tyve eller for røvere. De, der bemægtiger sig guderne, skræller guldet og sølvet af dem og går bort med deres klædning, og guderne vil aldrig kunne hjælpe sig selv. En konge, som viser sin dygtighed, eller et nyttigt kar i huset, som ejeren kan gøre brug af, er derfor bedre end de falske guder, og en dør i huset, som beskytter det, der er derinde, er bedre end de falske guder, og en træsøjle i kongepaladset er bedre end de falske guder. Solen og månen og stjernerne, som lyser og er udsendt til at gøre nytte, er lydige. På samme måde er det også med lynet; når det glimter, kan det ses overalt; sådan er det også med vinden, som blæser i alle lande. Og når skyerne af Gud får befaling til at fare ud over hele verden, udfører de det, der er befalet. Ilden, som er udsendt ovenfra til at fortære bjerge og skove, gør det, der er befalet. Men med alt dette har disse guder ingen lighed, hverken i udseende eller i magt. Derfor kan man ikke mene, at de er guder, eller kalde dem det, for de er hverken i stand til at fælde dom over eller til at gøre godt mod mennesker. Når I nu ved, at de ikke er guder, så frygt dem ikke!

For de hverken forbander eller velsigner konger. De viser aldrig folkene tegn på himlen, de skinner ikke som solen og lyser ikke som månen. De vilde dyr, som kan flygte og redde sig i skjul, er bedre stillet end de. Det er på ingen måde åbenbart for os, at de er guder. Frygt dem derfor ikke!

For som et fugleskræmsel i en melonmark, der ikke giver nogen beskyttelse, sådan er deres guder af træ, beklædt med guld og sølv. På samme måde ligner de en tjørnebusk i en have, som enhver fugl slår sig ned i, eller et lig, der ligger slængt hen i mørket, disse guder af træ, beklædt med guld og sølv. Af deres purpurklæder og marmor, som går til på dem, kan I forstå, at de ikke er guder. Til sidst bliver de selv fortæret, og de bliver en skændsel for landet. Bedre stillet er derfor et retfærdigt menneske, som ikke har afguder. Han vil være langt fra at blive til skamme.

Krydshenvisning:

Jer 29,1

Jer 29,10

Jer 10,2-15

2 Makk 2,2

2 Mos 23,20

Jer 10,4-5

Visd 13,10

Krydshenvisning:

Jer 10,14

5 Mos 23,22

Krydshenvisning:

Visd 15,15

Krydshenvisning:

Sir 30,18-19

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

3 Mos 10,6 21,5 21,10

Es 46,1

Jer 50,2

TilfDan C,3

Jer 10,14 51,17

Krydshenvisning:

Dan 2,21

Krydshenvisning:

Jer 14,22

Dan 2,21

Krydshenvisning:

Sir 16,26-30

Bar 3,33-35

Jer 10,5

Note:

Ordet marmor skyldes formodentlig en fejloversættelse til græsk af et hebraisk ord, der kan betyde både marmor og fint linned.