Bibelen online

Visdommens Bog Kapitel 6

Magthavernes ansvar

Hør derfor, I konger, vær kloge,

tag ved lære, I dommere over den vide jord;

lyt til mig, I som hersker over mængden

og stolt regerer over mange folkeslag;

for herskermagten blev givet jer af Herren,

herredømmet fik I af den Højeste;

han vil undersøge jeres gerninger og granske jeres beslutninger.

For skønt I er tjenere i hans rige, har I ikke dømt ret;

I har ikke overholdt loven,

ikke levet efter Guds vilje.

Frygtindgydende vil han komme over jer i et nu,

for dommen bliver hård over de højtstående.

Den ringe kan få tilgivelse i barmhjertighed,

men de mægtige vil blive holdt fuldt ud ansvarlige;

for han, der hersker over alle, giver ikke efter for nogen,

og ingen storhed gør indtryk på ham.

Han har selv skabt både store og små,

og hans omsorg er den samme for alle,

men de mægtige står foran en streng undersøgelse.

Derfor er mine ord rettet til jer, I magthavere,

for at I kan lære visdom og undgå overtrædelser.

De, som fromt har holdt den hellige lov, skal selv regnes for hellige,

og de, som er oplært i den, skal blive forsvaret i dommen.

Tragt derfor efter mine ord,

tørst efter dem, så vil I blive belært!

Den, der søger visdommen, belønnes

Strålende og uvisnelig er visdommen,

hun er let at se for dem, der elsker hende,

let at finde for dem, der søger hende;

når nogen begærer hende, er hun den, der giver sig til kende først.

Den, der står tidligt op for hendes skyld, behøver ikke at anstrenge sig,

for han finder hende siddende lige uden for sin dør.

At have hende i sine tanker er den højeste klogskab,

og den, der holder sig vågen for hendes skyld, vil snart være fri for bekymring;

for hun går selv omkring og opsøger dem, der er hende værd,

og hun viser sig venligsindet for dem på deres vej,

i deres eftertanke kommer hun dem altid i møde.

Begyndelsen til visdom er den sande længsel efter lærdom,

at være optaget af lærdom er at elske hende,

at elske hende er at holde hendes love,

at agte på hendes love er at sikre sig uforgængelighed,

uforgængelighed bringer én nær til Gud.

Længsel efter visdom fører altså til kongelig magt;

derfor, hvis I glæder jer over trone og scepter, I magthavere over folkeslag,

så skal I ære visdommen, for at jeres kongemagt må vare evigt.

Nu vil jeg fortælle, hvad visdommen er, og hvordan hun blev til;

jeg vil ikke skjule nogen hemmelighed for jer,

men følge hendes spor fra skabelsens begyndelse

og lægge kundskaben om hende åbent frem;

jeg vil på ingen måde gå uden om sandheden.

Aldrig vil jeg slå følge med den fortærende misundelse,

for den har intet til fælles med visdommen.

En mangfoldighed af vise er verdens redning,

en klog konge er folkets velfærd.

Lad jer derfor belære af mine ord, det vil gavne jer.

Krydshenvisning:

Sl 2,10

Visd 1,1

Sir 33,19

Krydshenvisning:

Dan 4,14

Joh 19,11

Rom 13,1

Krydshenvisning:

5 Mos 10,17

Job 34,19

Ordsp 22,2

Sir 35,15-16

Rom 2,11

Krydshenvisning:

Sir 4,11-19

Ordsp 8,17

Krydshenvisning:

Sir 4,11-19

Krydshenvisning:

Sir 4,11-19

Krydshenvisning:

Sir 4,11-19

Krydshenvisning:

Sir 4,11-19

Krydshenvisning:

Sir 4,11-19

Ordsp 4,7

Krydshenvisning:

Sir 4,11-19

Sir 2,15-16

Matt 19,17

Krydshenvisning:

Sir 4,11-19

Krydshenvisning:

Sir 4,11-19

Krydshenvisning:

Sir 4,11-19

Krydshenvisning:

Visd 7,13

Krydshenvisning:

Ordsp 11,14

Sir 10,3